Hvad jeg har lært om etos på tv-skærmen

Retoriker Christina Falkberg fik i efteråret 2014 chancen for at prøve sig selv af som tv-vært i DR-programmet SpareXperimentet. Foran kameraet skulle hun på én og samme tid være den spørgende vært, den forstandige erfaringsekspert og den støttende coach. Og dén udfordring satte også troværdigheden på prøve.

Hvad jeg har lært om etos på tv-skærmen – på den hårde måde

Christina Rittig Falkberg

I efteråret var jeg vært på seks dokumentarprogrammer på DR1 kaldet SpareXperimentet. Tre familier skulle på ni måneder spare så mange penge som muligt sammen for at få opfyldt en dyr drøm. Jeg havde stort set ingen erfaring, men blev hyret som vært qua min personlige erfaring med at finde store penge i et lille budget. Det kaldes med et fint ord ‘erfaringsekspert’. Derudover var min rolle at være en støttende, forstående coach for programmets deltagere. Og min tredje rolle var at være den traditionelle og stemningsskabende tv-vært.

Jeg var både fortæller, spareekspert og en sikker skulder for deltagerne – og jeg skulle skiftevist spørge, rådgive, afsløre, presse og trøste. I én scene skulle jeg tage seerne i hånden; “stil alle de spørgsmål som du tror seerne gerne vil have at vide.” I andre scener skulle jeg som erfaringsekspert give mine egne bedste råd til et nøjsomt julebudget. Og endelig skulle jeg i atter andre scener sætte mig i deltagernes sted og støtte dem i deres bestræbelser på at spare husholdningsbudgettets unødvendige udgifter væk. Jeg forstod hurtigt at jo mere klar jeg blev på min værtsrolle, jo nemmere blev det for seerne at afkode og forstå hvad de så i hver enkelt scene. Programmets budskaber gik klarere igennem.

Men hverken produktionsselskabet eller DR blev nogen sinde helt skarpe på min rolle i SpareXperimentet. Jeg gjorde i alt fald ikke. Og det var min oplevelse at disse tre roller af og til kon-
fliktede mere end de komplimenterede hinanden.

Grønskollingens kvababbelser

“Du skal bare vide at når du siger sådan, så ser jeg altså helt rødt. Jeg står fuldstændig af.” Ordene er Mettes, én af deltagerne i programmet, og jeg sidder sammen med hende og hendes mand Søren rundt om spisebordet på allerførste optagelse – og jeg kan stadig den dag i dag mærke min mave trække sig sammen når jeg tænker på det. Hun kunne lige så godt have hældt en spand iskold vand i hovedet på mig. Der sad jeg, grøn tv-vært, og mærkede at min gennemslagskraft og troværdighed med ét slag befandt sig kilometre under gulvbrædderne. Jeg havde sagt – med kameraerne kørende – at eksperimentet ikke var en dans på roser: “Det bliver hårdt, I vil sikkert komme til at hade det, og hvor meget vil I det når det kommer til stykket?”

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Og Mette følte sig givetvis belært og gav udtryk for det da kameraet blev slukket. Hun var selv coach, et dusin år ældre end mig og skulle eddermame ikke belæres om vilje og udholdenhed af en grønskolling. Redaktøren og tilrettelæggeren sprang naturligvis op og kom mig straks til undsætning med noget a la: “Det er ikke Christina der har skrevet manuskriptet”, “hun følger bare manuskriptet som det er skrevet.” I god mening naturligvis. Men ingen gider belæres i almindelighed, i særdeleshed ikke af en yngre grønskolling og da slet ikke af en Pinocchio med et manuskript i skødet. Allerede på første sendedag havde mine jongleringer med værtsrollerne sat spørgsmålstegn ved min etos – et godt, gammelt retorisk begreb.

Tv-værtens etos bor hos seeren

Aristoteles var blandt de første til at iagttage hvad der er på spil når det lykkes eller mislykkes at påvirke og overbevise andre. I sin Retorik udpegede han tre forskellige appeller; appellen til fornuften (logos), appellen til følelserne (patos) og appellen til troværdigheden (etos). Etos betyder talerens karakteregenskaber og troværdighed – og for Aristoteles stod etos højt, for ’tror man ikke på manden, tror man ikke på sagen’.

Men etos bor faktisk ikke i den der taler. Etos bor hos den der lytter. Og det er delt i tre. Min etos i SpareXperimentet var familiernes og seernes tillid til min værtsrolles sunde dømmekraft (arete), deres anerkendelse af min ekspertrolle (phronesis) og – ikke mindst – deres tro på min rådgiverrolles oprigtige ønske om at ville dem det bedste (eunoia). Det var mislydene imellem mit manuskript, min person og Mette der udløste Mettes mistillid til mig og mine formaninger. En lille, flad etos, det var hvad jeg kunne fornemme i Mettes gennemborende blik da hun afviste mine ord.

Heldigvis var slaget ikke tabt; etos er ikke en fast og urokkelig størrelse. Selv om min adkomst til at rådgive Mette og Søren fra starten viste sig at være uklar og min etos svag, arbejdede jeg i løbet af de kommende ni måneders optagelser hårdt på at tjene deres tillid og højne min etos. Først hos programmets deltagere og siden hos programmets seere.

Hvordan etablerede jeg etos?

Jeg tænkte meget nøje over hvordan min værtsrolle kunne bidrage med konkret, brugbar viden. Jeg sørgede for at supplere mine egne personlige erfaringer ved at researche mest muligt. Ringede fx til rejsebureauer da jeg skulle rådgive om billige måder at tage på ski. Og sørgede for at have regnet ud hvor meget jeg fx havde sparet på at droppe plastikposerne eller tjent på at leje min lejlighed ud. Sørgede hele tiden for at kombinere logos med egne erfaringer.

Dernæst gjorde jeg mig umage med at vægte mine ord nøje og kende min etos før jeg tog ordet. I stedet for – som i tilfældet med Mette og Søren – at formulere mig på konkluderende vis: “Det bliver hårdt,” forsøgte jeg at formulere mig åbent og mindre absolut: “Det kan blive hårdt. For mange er det svært at ændre på deres vaner.” Og forsøgte at bløde det yderligere op ved at tilføje: “Jeg kan huske fra da jeg selv skulle omlægge netop indkøbsvaner, at … Jeg kæmper stadig med at styre min trang til at købe nye, labre sko når jeg går forbi en skobutik.” Ved at kende min egen etos på forhånd fik jeg et langt bedre udgangs-
punkt for at bearbejde den foran de rullende kameraer.

Og endelig var et af de emner jeg kredsede mest om, dilemmaet mellem manuskript og nærvær i samtalen. På de fleste produktioner er det tilrettelæggere der skriver manuskripter. Jeg var ny, ville gerne gøre det godt og lagde stor vægt på at huske alle ordene. Men hvordan kunne jeg få de vedtagne spørgsmål og den fastlagte tv-dramaturgi til at skabe et ægte møde mellem mennesker? Jeg følte at manuskriptet skadede mit nærvær og mine muligheder for at kunne reagere aktivt på det familierne rent faktisk sagde til mig.

Efterhånden fandt jeg dog frem til en metode der virkede for mig: læse manuskriptet igennem nogle gange, hæfte mig ved de vigtigste spørgsmål, finde selve nerven i interviewet, finde den rette kasket frem og så kaste papiret ad helvedes til under selve scenen. Det var et spørgsmål om at tro på mig selv, tro på at mine ører – kombineret med 100 % nærvær – nok skulle forløse scenerne.

Det tog mig måneder at komme til et punkt hvor jeg følte mig nærværende og stolede på min egen formåen. Men når jeg var klar over min rolle i hver en scene – spørge, rådgive, afsløre, presse og trøste – kom der virkelig flow! I sidste ende viste den afklarede værtsrolle sig ikke kun at forbedre indtrykket af min ekspertise, gode velvilje og sunde fornuft. Den hjalp mig også til på én gang at kunne memorere manuskriptet og huske at være mig selv.

Det vigtigste du har som en god vært, er og bliver dine ører

Jeg blev kastet direkte for løverne. Med sølle to castingoptagel

ser på bagen var der pludselig grønt lys til programmet fra alle sider, optagelserne skulle for længst være i gang, og hu-hej var vi af sted på den første rigtige optagelse hos en af familierne. Og dybe gennemgange var der sjældent tid til. Vi tog tit på optagelser inden blækket på manus var tørt.

Til et foredrag for nyligt spurgte jeg Poul Madsen fra Ekstra Bladet om hvad der er at gøre ved tilliden til medierne i sådan et opskruet medietempo? Han svarede at det kræver utvetydig og klar varedeklaration. Journalisterne skal kende deres roller, og forbrugerne skal vide hvad de kan forvente af et medie. Vil artiklen eller udsendelsen helst være vagthunden der beskriver og holder opsyn, jagthunden der går efter struben – eller bulldoggen der pisser på folk? Det var netop det der forvirrede mig de første måneder; hvad er det jeg skal, og hvordan kan jeg etablere troværdighed hos familierne, selv om jeg den ene dag skal give dem råd og den anden ae dem på kinden?

Min største læring som tv-formidler var at troværdigheden i at optræde som både vært, ekspert og coach er svær at etablere i praksis. For værter er ikke eksperter. Ikke som udgangspunkt. Værter formidler historier. Og tv-værten skal nøje sørge for at etablere sin etos i alle de roller hun skal spille som en god formidler.

Dagen efter første program er rullet over skærmen, kommer jeg ind på mit ’almindelige’ arbejde. “Nårh, jeg så dit program i går. Det var godt. Det jeg særligt godt kunne lide, var at familierne fik så meget plads, at du ikke fyldte det hele, men stillede mange spørgsmål, lyttede og var så glad og smilende.” Sådan sagde min ene chef.

Til syvende og sidst er mit bedste råd derfor: Slip manus når kameraet kører, det er døde ord på et stykke papir. Din fineste værtsopgave er at være til stede og lytte!