Helteidealer i et amerikansk masterplot

Fortællinger er allestedsnærværende i amerikansk politik, og en politikers evne til at skrive sig selv ind i sin tids store kulturelle fortællinger er et essentielt skridt på vejen til Det Hvide Hus. 

Fra Hawkeyes til Hamilton:

Helteidealer i et amerikansk masterplot

Mark Herron

Det er svært at komme igennem en amerikansk politisk tale hvor der ikke afsættes tid til mindst én anekdote om en amerikaner, et lærerigt eksempel fra præsidentens eget liv eller brugen af historiske begivenheder for at påpege en pointe om nutiden. Politisk retorik i USA er fyldt med forskellige typer af fortællinger, ikke mindst masterplottene, de store rammefortællinger, hvor fundamentet for de mange narrative nedslag etableres.

Den gode fortælling som argument

Set i dette lys synes Walter Fishers ide om det narrative paradigme stadig aktuel. Her er hovedpointen at det er via fortællinger vi forstår hinanden og vores omverden, og at det derfor frem for alt er fortællinger der overbeviser os. Dog med de samme forbehold som teorien blev mødt med i første omgang, herunder at fortællingers morale kan opfattes forskelligt, og at de ikke nødvendigvis er statistiske i deres betydning. Selv større masterplot kan over tid forandres og udfordres.

I en artikel i Rhetorica Scandinavica gennemgår lektor ved Aarhus Universitet, Stefan Iversen, forskellige typer af fortællinger hvor masterplottet beskrives på følgende vis: “Masterplots er kanoniske handlingsforløb af arketypisk karakter som i forskellige grader indvirker styrende på vores liv.” Masterplot kan forstås som større rammefortællinger der er skabt for at etablere en fælles forståelse af samfundsstrukturer. Ud fra et overordnet masterplot kan der dannes andre fortællinger som hviler inden for masterplottets rammer og finder deres fundament derigennem. Den amerikanske drøm har for eksempel længe været et grundlæggende element i den amerikanske selvforståelse, også når den har været stærkt udfordret af den virkelige verdens omstændigheder.

Annons

Pionerfortællingen som masterplot

Et andet af de mest grundlæggende masterplots for USA, både i den nationalpolitiske selvforståelse og i fiktionens verden, er ideen om at mødet med modstand er identitetsskabende. Med modet til at rykke vestpå, på trods af de farer som naturen og lokalbefolkningen udgjorde, kunne et helt kontinent for eksempel forandres fra vildnis til civilisation hvilket er essensen af pionerfortællingen. Denne tilgang til USA’s identitet i 1800-tallet var også med til at danne et helteideal for hvilken præsident der skulle lede nationen, hvor pioneren ikke kun rykkede ud over prærien, men også ind i Det Hvide Hus.

Pionerånden rykker ind i Det Hvide Hus

Én konstant bestanddel i USA’s geografiske udvidelse var konflikt, og i kampen med vildnisset og de ‘vilde’ krævedes en ny type helterolle der kunne fungere i grænselandet mellem civilisationen og det vilde. Der opstod i første halvdel af det 19. århundredes amerikanske litteratur en særlig form for helt der kunne begå sig i dette miljø: vildnisjægeren. Indbegrebet af denne figur blev fanget af James Fenimore Cooper i romanen The Last of the Mohicans fra 1826 hvor stifinderen og krigeren Hawkeye optræder som frontierhelten der både kan tænke og kæmpe som de vilde indianere, og derfor overgår han også de mere disciplinerede britiske soldater i kunnen.

Denne fiktive helteskikkelse blev også en del af amerikansk politik i 1800-tallet hvor begrebet ‘Log Cabin Presidents’ stammer fra. Det dækker over at kandidaterne til posten som præsident i stigende grad måtte vise at de var vokset op under trange kår og selv havde skabt deres succes. Jo hårdere en opvækst, jo bedre. Derfor blev nybyggernes træhytte som fødested også en essentiel del af de amerikanske præsidenters personlige fortællinger, så de kunne vise at deres liv var levet i en parallel til nationens egen udvikling, og derved kunne kandidaten tale troværdigt om pioneråndens masterplot.

Med pionerfortællingen er der altså tale om et masterplot som nød gennemslagskraft både i det amerikanske samfunds ekspansion mod vest, i skønlitteraturen der beskrev denne udvikling, samt for politikerne der måtte leve op til det nye helteideal. Helt frem til Teddy Roosevelt, Wild West-bulderbassen over dem alle og præsident fra 1901-1909, var det at drage vest på lig med virilitet som politiker.

Fra nybyggere til New Frontier

Men i takt med at det virkelige vesten døde ud og blev overført til fantasien i form af den arketypiske amerikanske western-filmgenre, søgte amerikanske politikere også nye veje når de skulle definere en arena for folkets pionerånd. John F. Kennedy genoplivede grænselandet under rumkapløbet med sit fokus på New Frontier hvor udforskningen af universet fik lov til at beskrive amerikanernes nye søgen efter udfordringer som også kunne inspirere den enkelte amerikaner til at stræbe højere. Ronald Reagan brugte også pionerånden som svar på Challenger-ulykken i 1986 hvor han søgte at bearbejde nationens traume over tabet af astronauterne ved at referere til den tidligere opdagelsesrejsende Francis Drakes død i felten, og påpege at denne type individuelle ofre var nødvendige for menneskeheden som helhed: “It’s all part of taking a chance and expanding man’s horizons. The future doesn’t belong to the fainthearted; it belongs to the brave. The Challenger crew was pulling us into the future, and we’ll continue to follow them.”

Masterplottet om amerikanernes pionerånd var her blevet ændret ved at udvide de geografiske grænser for vildnisset som pionererne afsøgte. I det 21. århundrede blev denne grænsedragning dog både udfordret af eksterne og interne kilder.

Grænselandet gøres globalt

Grænselandet, og ideen om mødet med modstand som identitetsskabende, blev for alvor genoplivet efter terrorangrebet den 11. september 2001, som Susan Faludi beskriver det i sin bog The Terror Dream – Fear and Fantasy in Post-9/11 America fra 2007. Ifølge Faludi blev angrebet af Bush-administrationen set som en parallel til et angreb fra de vilde i grænselandet hvor en uciviliseret fjende bringer skam over civilisationen ved at invadere selve fortet. Det ledte til en sprogbrug fra præsident George Bush der trak på billeder fra grænselandet med udtalelser som “smoke ’em out” og “Wanted: Dead or Alive”. Bush fremhævede der-
udover et maskulint ideal igennem sine ord, og i diverse photo ops blev der fokuseret på hans tilværelse som ranchejer. Det problematiske ved dette var ifølge Faludi og andre at denne udlægning af pilgrimsfortællingen ikke efterlod plads til de nye landvindinger som blandt andet kvinder havde oplevet de sidste årtier i USA.

Valget af Barack Obama i 2008 blev dog på mange måder et opgør med Bushs verdenssyn, retorik og ikke mindst identitetsspørgsmålet for amerikanerne i deres fælles fortællinger. Obama trak også på masterplottet om grænselandet og pionerånden. Denne gang var træhytten dog skiftet ud med en hytte med bliktag i Afrika hvorfra hans bedstefar spejdede mod det magiske land, USA. På denne måde blev pionerfortællingen gjort global samtidig med at Obama forankrede sin personlige globale fortælling til den amerikanske pionerånd igennem sine amerikanske bedsteforældre fra Kansas der selv rykkede så langt vestpå i USA som muligt i deres rejse mod delstaten Hawaii.

Flere amerikanere inddrages i fortællingen

For Obama handlede det især om at forene de mange forskellige befolkningsgruppers identiteter i USA. Hans tilgang til dette projekt var igennem en fællesgørende historiefortælling som også trak på pionerfortællingen – dog med modifikationer som det ses i hans første indsættelsestale: “For us, they toiled in sweatshops and settled the West; endured the lash of the whip and plowed the hard earth” (Obama 2009). Obama bringer med fokusset på “piskens smæld” den amerikanske slave ind i fortællingen om de amerikanske pionerer og opbløder derved grænserne omkring hvem der er grundlæggerne af USA.

Dette udbyggede han i sin anden indsættelsestale med et endnu større fokus på minoritetens rolle i amerikansk historie: “We, the people, declare today that the most evident of truths – that all of us are created equal – is the star that guides us still; just as it guided our forebears through Seneca Falls, and Selma, and Stonewall” (Obama, 2013). Det amerikanske folks historie placeres her af Obama i en progressiv rammefortælling – stadig med historiske nedslag der fokuserer på øjeblikke af identitetsskabende møder med modstand, men nu er det USA’s egne minoriteter der kæmper med majoritetens magt for at få lige rettigheder for henholdsvis kvinder, afroamerikanere og homoseksuelle.

Med sin afskedstale tirsdag den 10. januar i 2017 fulgte Obama op på begge sine indsættelsestaler med referencer til Selma og Stonewall for igen at understrege disse begivenheders nyvundne plads i den præsidentielle kanon af historiske referencepunkter. Obama påpegede også slavens håb om frihed som en parallel til pionerens ryk vestpå. Han har derved bogstaveligt fra start til slut i sin præsidentielle retorik forsøgt sig med en kalibrering af masterplottet om den amerikanske pionerånd hvor minoriteter, ikke mindst afroamerikanerne, også kan finde en plads til sig selv i USA’s udvikling.

Dette afspejles også i populærkulturen under Obama; hvor vildnisjægeren Hawkeye blev et helteideal i det 19. århundrede, er en af det 21. århundredes nyeste populærkultelle helte USA’s første finansminister, Alexander Hamilton. I musicalen Hamilton er det ikke kun Hamilton, men også flere af ‘The Founding Fathers’ der spilles af minoriteter, som Obama har fremhævet i sin fortolkning af USA’s historie. Stemmen er derved ikke kun givet til minoriteterne i deres egne historiske øjeblikke. Med et populært værk som Hamilton er arven fra Obamas tid i Det Hvide Hus blandt andet at minoriteter nu kan træde ind i de større masterplot der har defineret USA fra begyndelsen, og være med til at påvirke hvordan disse fortælles fremadrettet.

Læs mere

Walter Fisher: “Narration as a Human Communication Paradigm” i Communication Monographs, vol. 51. 1984.

Susan Faludi: The Terror Dream – Fear and Fantasy in Post-9/11 America. Macmillan Publishers. 2007.

Stefan Iversen: “Narrativ Retorik” i Rhetorica Scandinavica, nr. 63. 2013.

Richard Slotkin: Gunfighter Nation – The Myth of the Frontier in Twentieth-Century America. University of Oklahoma Press. 1998.

R

Bibliografisk

Af Mark Herron, ph.d. i retorik fra Københavns Universitet, freelanceskribent og foredragsholder om amerikansk politisk retorik.

RetorikMagasinet 103 (2017), s 26-28.