Frame eller bliv framet

Omtale i RetorikMagasinet 99 (2016)

Jens Jonatan Steen & Gry Inger Reiter, Tag bladet fra munden, Samfundslitteratur, 2015, 181 sider.

Frame eller bliv framet

Tænk på et menneske i dit liv som du synes virker ’koldt’. Og tænk så på en som du omvendt synes virker som et rigtig dejligt ’varmt’ menneske. Mon ikke du godt kan se de to mennesker for dig og endnu vigtigere: mærke deres enten varme eller kolde kvaliteter. Den måde vi taler om mennesker på som ’kolde’ og ’varme’, er et af de eksempler som forfatterne til Tag bladet fra munden, Gry Inger Reiter og Jens Jonatan Steen, bruger til at beskrive hverdagsmetaforer – altså vendinger som “vi er blevet så vant til, at vi ikke længere opfatter dem som billedlige.” Den slags billeder gennemsyrer nemlig ikke kun vores dagligdagssprog, men også den politiske debat hvor man bare ikke kalder det for hverdagsmetaforer, men for framing.

Begrebet framing handler i bund og grund om de følelser du bevidst søger at vække hos andre gennem dit ordvalg. Hvis du fx gerne vil have folk til at afsky arveskatten, så kan du kalde den for ’dødsskatten’. Ellers hvis du har et forslag til et lovforslag der giver virksomheder lov til at forurene mere, så kan du kalde det for ’Clear Skies Act’ og dermed give folk positive og grønne associationer. Det vir-
ker. I hvert fald hvis du er politiker i USA. Gry Inger Reiter og Jens Jonatan Steen analyserer aktuelle eksempler på framing og forklarer hvordan framing skaber en bestemt opfattelse af virkeligheden der i sidste ende får os til at handle på en bestemt måde. Framing kan endda virke så stærkt at den knækker logikken, altså får os til at handle eller tænke imod vores logiske sans.

Men framing er langt fra kun manipulation eller spin. Alle framer, altid. Selv om alle måske ikke gør det bevidst. Tag bladet fra munden skelner derfor også mellem ubevidst og strategisk framing, og om den er værdibaseret eller ej. Alle er heller ikke lige gode til at frame. Venstrefløjen ser fx ud til at være uhyre dårlige til at skabe frames der gør deres sager mere attraktive. Udtrykket ’betalingsring’ bliver brugt til at frame et tiltag der skal formindske trafikken og dermed luftforureningen i København. Ikke ’miljøringen’ eller ’den grønne cirkel’, men ’betalingsringen’. Selve forslaget kom fra venstrefløjen, men navnet på det kom åbenlyst fra højrefløjen.

Annonce

Og ifølge de to forfattere trumfer højrefløjen næsten altid når det gælder framing: “Framen skattelettelse og dermed framingen af skat som en byrde udgør det, man kunne kalde en slags kongeframe over alle de frames, der hyppigt anvendes i politik. Dens stærke ideologiske afsæt, dens uhyre simple budskab og den hyppige anvendelse over hele den vestlige verden gør den til en af de stærkeste frames overhovedet.”

Eksemplerne er mange, og forfatterne henter ikke kun teorier og undersøgelser fra retorikkens verden, men bruger også både samfundsfag og neurologi når de på en letforståelig måde gør læseren klogere på sprogets magt – så man kan lære at frame frem for at blive framet. Det gør alt sammen Tag bladet fra munden til både nuanceret, spændende og overraskende læsning.

 


 

Daily Snow Leth

Daily Snow Leth

Redaktør på RetorikMagasinet, 2015-
Daily Snow Leth

Latest posts by Daily Snow Leth (see all)

Lignende artikler:

Skriv et svar