Attenborough – naturens legendariske stemme

Den er rolig og rar, den inviterer os ind i et farvestrålende univers, og dens lyd alene åbner for et væld af associationer. David Attenboroughs stemme har i årevis guidet os gennem havets mysterier, kampene på savannen og livet i trætoppene. Hans ubesværede stemmeføring og den britiske tonegang har skabt en kultur som formidler naturen med æstetisk højformat.

Attenborough – naturens legendariske stemme

Hanne Smith Pedersen

I dansk fjernsyn er BBC’s naturfilm ofte blevet vist i den bedste sendetid søndag aften – sent nok til at vi har spist aftensmad, og tidligt nok til at børnene kan se med iført nattøj og med dynen over de bare tæer. Så længe fjernsynet har haft en plads i vores stuer, har David Attenborough været en del af soundtracket til vores familieliv. Han har taget os med ud i en spændende, eksotisk og for mange af os uopdaget og utilgængelig verden. Imødekommende og nærværende har han talt os gennem ørkener og drypstenshuler eller fået os til at se skønheden i en slimet, underlig orm. Attenborough manifesterer sig som en familiær, tryg bedstefar – et klogt, roligt menneske som gør sig umage for at dele sin enorme faglige viden, så vi ikke blot forstår den fascinerende natur, men også forstår os selv som en del af den.

Én stemme, to verdener

I et legendarisk klip er Attenborough kommet helt tæt på en flok bjerggorillaer i Rwanda. Han kan nøjes med at iagttage gorillaerne på afstand, men han vælger at gå så tæt på at de ender med at optage ham som en del af flokken, og mens han ligger i græsset ved siden af to gorillaer, fortæller han med hviskende stemmeføring om hvor meget mennesket og disse bjerggorillaer ligner hinanden.

Et af de imponerende træk ved David Attenborough som naturformidler er at han kan holde hovedet koldt og være til stede i to verdener på én gang: den faktiske fysiske situation i naturen og den retoriske situation på skærmen. Selv om Attenborough befinder sig midt i en gorillaflok, formidler han alt hvad han ser som var det – ja – det mest naturlige i verden for ham. Han har selvfølgelig forberedt sig, men naturen kan være uforudsigelig, og det stiller store krav til ham som performer og formidler. Attenborough mestrer hvad vi i retorikken kalder kairos, en evne til at improvisere og tilpasse sin stemme og sit ordvalg til de ting der udspiller sig for øjnene af ham og dermed for øjnene af os som seere. Det er med den evne han gør oplevelsen nærværende for os, så vi deler den overvældende følelse af at stå midt i gorillaflokken. Samtidig formår han at formidle evolutionens perspektiver der netop tillader ham at blive accepteret af de store dyr.

Annons

I andre klip ser vi ham klatre i træer eller stærkt forpustet formidle sin glæde over at stå på toppen af et bjerg. Og i adskillelige dokumentarer hører vi hans stemme som en del af en gribende helhed: Smukke, storslåede og overraskende fotografiske optagelser er klippet i en langsom rytme der giver os tid til at absorbere naturens mange facetter, og underlægningsmusikken understreger den spændingskurve der er bygget op mod et højdepunkt i fortællingen. Stemmen tilpasses billedsiden og musikken og giver en tilfredsstillende helhed der tryllebinder os som seere og får os til at føle at det er os der står dér på bjergtoppen i Himalaya.

Magien ligger i stemmens nærvær

Attenboroughs britiske tonegang er en oplevelse i sig selv. Der er liv i hver eneste vokal, så stemmen når adskillige trin både op og ned ad toneskalaen uden at det bliver teatralsk. Hver konsonant får hans opmærksomhed, bærer klangen videre og forbinder ordene. Det dramatiske i handlingen bliver understreget, eksempelvis når vi med et meget prægnant k og et langsomt w bliver præsenteret for en “killer whale”.

I de film hvor Attenborough ikke selv er i billedet, ligger hans stemme som et tykt lydtæppe, en tryg voice over, som regel med et langsomt taletempo og med betydningsbærende og intense pauser. En af grundene til at han igen og igen fremhæves som et forbillede for andre værter og fortællere er at hans mundtlige sprog altid er logisk i fraseringen, så meningshelheder bliver bundet sammen. Det vil sige at tonegangen og pauserne klart indikerer hvilke ord der hører sammen. Trykkene fremhæver nøgleordene i indholdet, og pauserne giver os tid til at forstå hvad der er blevet sagt, så vi er klar til at tage imod den næste del. Artikulationen er tydelig – især på de ord som lytteren skal huske, eller som kan være fremmede og ukendte for mange, eksempelvis i introduktionen til et program om mikromonstre. Kameraet har bevæget sig hen over en regnskov, dykker ned mellem bladene og zoomer ind på Attenborough som begynder: “Welcome to the fascinating world of the arthropods – spiders, scorpions, and insects”. Hermed er vi blevet introduceret til et fagord der er gennemgående og vigtigt i udsendelsen. Den klare artikulation betyder at lytteren ikke selv skal arbejde for at afkode hvordan det bliver sagt, men kan læne sig tilbage og koncentrere sig om indholdet. På den måde bliver Attenboroughs programmer ikke bare hurtig actionpakket underholdning eller kedelig belærende undervisning, men en behagelig blanding hvor han taler direkte til os i et sprog som vi intuitivt forstår.

Svømmetur i en blåhvals blodkar

Selv om stemmebrugen er god, kan den ikke stå alene. Der er mange andre elementer i formidlingen som gør naturoplevelserne nærværende og interessante for os. Bliver sproget for akademisk, for skrifttungt og for abstrakt, går der ikke lang tid før vi mister interessen. Men i Attenboroughs udsendelser er sproget altid et levende talesprog med varierende sætningslængde, og de billedrige detaljer understreger det beskrivende lag i formidlingen og skaber intensitet i fortællingen.

To af talesprogets karakteristika er dels at bruge gentagelser og dels at gøre det abstrakte konkret. I en af udsendelserne i BBC’s The Blue Planet forstærker og understreger gentagelsen indholdet, for eksempel når en flok silkehajer nærmer sig flokken af tun: “All this action attracts even larger predators. Sharks. Hundreds of sharks. These silky sharks are normally oceangoing species …”. Samtidig formår han at gøre det abstrakte konkret, for eksempel når han på mindeværdig vis får os til at begribe størrelsen af en blåhval:

“A blue whale, 35 meters long and weighing over 200 tons. It’s far bigger than even the biggest dinosaur. It’s tongue weighs as much as an elephant, it’s heart is the size of a car, and some of its blood vessels are so wide that you can swim down them. It’s tail alone is the width of a small aircraft’s wings.”

En fisk er mere end en fisk

Naturudsendelserne er altid bygget op af narrativer – store fortællinger som i indledningen af det første afsnit af The Blue Planet: “Our planet is a blue planet. Over 70 percent of it is covered by sea. The Pacific Ocean alone covers half the globe. You can fly across it non-stop for 12 hours and still see nothing more than a speck of land”. Gennem det beskrivende sprog og den dramaturgiske stemmeføring får fortællingen et storladent udtryk som forstærkes af den imponerende billedside og den symfoniske underlægningsmusik. Fortællingerne inkorporerer facts og faglig viden i fortællingens form. Stemmen, sproget, fortællingen, klipperytmen og underlægningsmusikken følges ad og understreger de handlinger og sammenhænge der bærer den faglige information.

Narrativerne er essentielle når man gennem skærmen skal fastholde seernes interesse. Forskellen på facts og faglig formidling er for eksempel tydelig i fortællingen om den japanske kuglefisk. Slår man fisken op, finder man ud af at dens latinske familienavn er tetraodontidae, at den spiser skaldyr og har giftige pigge. Med Attenboroughs fortælling får vi en helt anden oplevelse fordi han fokuserer på hvad den gør, i stedet for hvad den er. Kuglefisken bliver her præsenteret som en af naturens store kunstnere. Den ser ikke ud af så meget, så for at fange hunnernes opmærksomhed må fisken – der nu bliver omtalt som “han” – kreere et matematisk mesterværk af sandbundens materialer. Han må arbejde 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, for at strømmen ikke ødelægger det fine mønster som han pløjer frem med sine finner og dekorerer med skaller. Fisken bliver altså placeret som hovedperson i et narrativ hvor den står over for nogle udfordringer den må tage højde for hvis den skal have succes. Den får i fortællingen en personlighed og et mål mens vi følger dens stædige, perfektionistiske indsats for at bringe sine gener videre – det er ikke bare noget den gør fordi den er en underlig fisk. Attenborough slutter fortællingen af med respektfuldt at understrege dens særegne strategi i forhold til andre steder i naturen: “Nowhere else in nature does an animal construct something as complex and perfect as this. If this doesn’t get him noticed, nothing will.”

Begejstring går ikke på pension

Selv om David Attenborough synes at være født til jobbet, var det lidt af et tilfælde at han blev tv-producent i fjernsynets spæde sort-hvid-dage. I 1954 sendte BBC dokumentarserien Zoo Quest, men en dag blev seriens vært syg, og så måtte den 28-årige talentfulde Attenborough overtage. Nu, 63 år senere, efter et utal af naturprogrammer og bunkevis af priser, har han sat et enormt aftryk på flere generationers naturformidling. I en alder af 91 år ville de fleste have nydt deres pensionisttilværelse i adskillige år, men begejstringen og det store faglige engagement hos David Attenborough vil ikke tæmmes. I marts 2017 lancerede BBC Planet Earth II, og på National Geographic sender de Animal Fight Club – begge programmer med Attenboroughs velkendte stemme.

Der sker selvfølgelig noget med stemmen når man bliver ældre. I de seneste års udsendelser og interviews lyder Attenboroughs stemme mere sprød og luftig end i udsendelser fra 70’erne, men lyden bærer en visdom og en livserfaring, og det gør absolut ikke formidlingsglæden eller nærværet mindre. Det er egentlig kun med til at cementere Sir David Attenboroughs legendariske status som Grand Old Man inden for naturformidling.

Hør mere

I anledningen af Attenboroughs 90-års fødselsdag i 2016 lancerede BBC app’en Story of Life der kan hentes gratis.

Bibliografisk

Af Hanne Smith Pedersen, ekstern lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 20-22.