Vend aldrig ryggen til dit monster

I krigen mod internetmonstrene på Facebook ruster social medie-specialist Nathalie C. Larsen dig til at tage kampen op direkte i tråden. Men før du kan begynde, må du se dit eget monster i øjnene.

Vend aldrig ryggen til dit monster

Nathalie C. Larsen

 

Vi danskere har aldrig brugt så meget tid på sociale medier som vi gør i dag, og især Facebook har aldrig været mere populær end netop nu. Hér kan alle komme til orde, for om du skriver fejlfrit, ikke kan sætte komma eller udelukkende skriver i VERSALER, kommer din stemme til udtryk på platformen. Din profil er din adgangsbillet til debat. Din stemme kan både læses og likes af andre. Og dit bidrag er dit vigtigste våben i kampen mod monstre på ­sociale medier. Men hvis du ikke kender kodeks og kultur på medierne, kan du lige så hurtigt selv ende som det monster der dræber debatten.

 

Kend dit monster

 

1 Likes til HADEFULDE kommentarer

Selv om hadefulde kommentarer sagtens kan repræ­sentere et stykke sandhed, hjælper det ikke at like dem. Når du liker, bliver det nemlig lettere for brugeren igen at skrive noget hadefuldt. Den første ufine kommentar fik jo din bekræftelse.

 

2 Fra sjov til shaming

Der er en person i metroen som har sjovt hår. Du tager et billede og deler det med dine venner på sociale medier. Det er bare en intern joke. Herfra er billedet ude af din bevidsthed, men det er også ude af din kontrol. Ved du om en af dine venner har sendt billedet videre? Nu kan du godt regne ud hvor problemet ligger.

 

3 Du ser en bruger blive hængt ud

Men du scroller videre. Og måske er kommentarsporet ikke din kamp, men hvis vi alle vender det blinde øje til i stedet for at gribe ind, bliver det ikke blot normen at tale grimt på sociale medier, men også ude i den virkelige verden – og så har
monstrene vundet!

Annonce

Kend dit våben

Men hvad kan man så gøre for at agere mere som menneske og mindre som monster på sociale medier? Man kan til en start stoppe med at pege på teknologien og de sociale medier som synderen og ændre adfærd selv.

 

1 Vær den ene i flokken

Det første bud handler om at vende negative kommentarspor. Det er lidt ligesom at være den første på dansegulvet til en fest. Der skal mod til. Men når først en person tør at danse, så tør den næste også. På samme måde gælder det for kommentarer på sociale medier, for hvis du tør at være den første der bryder den negative cirkel med en positiv, ordentlig kommentar, så baner du vejen for flere bidrag i samme saglige retning.

 

2 Tal op i stedet for at tale ned

Ja, rådet giver lidt sig selv, men lad dig for eksempel inspirere af hashtagget #TalOp som opfordrer til god debat. Husk dig selv på at man sagtens kan være uenig, kritisk eller uforstående og stadig væk undgå at blive personlig, hånende eller ubehagelig over for sin modstander.

 

3 Anmeld andre monstre

Eller fortæl dem at deres adfærd er monsteropførsel, for vi skal ikke finde os i dårlig tone. Og nogle gange er det bare den bedste udvej.

I kampen mod monstrene vil nogle måske indvende at man bør bekæmpe monstre med stilhed frem for opmærksomhed. Men nej, for hvis vi tier dem ihjel, risikerer vi også at tie debatten ihjel, og det må aldrig ske. Internetmonstre vil altid finde en måde at overleve på, og hvis vi ikke bekæmper dem, vil deres adfærd sætte standar­den for vores offentlige samtaler med ­hinanden. Derfor skal vi ikke tie debatten ihjel, vi skal deltage i den!

 

Sociale medier er sociale, og folk spejler sig i hinand­en. Derfor smitter dårlig opførsel. Men god opførsel smitter også, og nu har du set dit eget monster i øjnene, så brug din stemme og tag del i kampen mod monstrene på de sociale medier.                  R

 

 

Bibliografisk

Af Nathalie C. Larsen, cand.mag. i retorik, digital chef hos LEAD Agency og sociale medier-specialist hos Go’ Morgen Danmark.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 17

Skriv et svar