Troskabsløfter på offentlighedens skriftestol

Når talerstol bliver til skriftestol, og man tvinges til at bekende sin utroskab for åben skærm, risikerer man let at kløjes i sin anger. Den brødebetyngede Tiger Woods var rig på gode forsæt, den pressede Bill Clinton var rig på forbehold – men begge klarede de sig igennem som den gode familiefar.

Troskabsløfter på offentlighedens skriftestol

Mette Møller

”I want to say to each of you, simply, and directly, I am deeply sorry for my irresponsible and selfish behavior.” Sådan lød Tiger Woods’ officielle undskyldning på et pressemøde tilbage i februar 2010 da afsløringerne om hans udsvævende liv ikke længere stod til at ignorere eller benægte. Det viste sig at sportsstjernen ikke blot brillerede på golfbanen, men også uden for – i armene på en lang række elskerinder. Woods er dog langt fra den eneste der har måttet stå offentligt frem, gå bodsgang og indrømme utroskab. Også den franske politiker Dominique Strauss-Kahn måtte i 2011 bekende sit sidespring med en stuepige da hun anklagede ham for voldtægt. Han endte med at blive frikendt, men utroskaben kunne han altså ikke bortforklare. Det mest kendte eksempel er dog stadig den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton der med ordene ”I did not have sexual relations with that woman” først benægtede sin affære med Monica Lewinsky i 1998 og siden indrømmede og undskyldte sit utroskab offentligt.

At vedkende sig sine fejltrin er for mange ikke nemt. At vedkende sig sine fejltrin og undskylde offentligt er slet ikke nemt. Men at vedkende sig utroskab og undskylde offentligt er nok de flestes mareridt. For undskyldningen kommer let til at fremstå upersonlig og dermed mindre virkningsfuld, og sensationsværdien i de pinagtige detaljer arbejder ofte imod talerens forsøg på at genoprette og reparere det sårbare forhold til de krænkede parter. Denne artikel vil derfor se nærmere på hvordan Tiger Woods greb sin undskyldning an: Hvordan opnår han forsoning med publikum? Virker undskyldningen oprigtig? Og hvordan adskiller den sig fra Clintons undskyldning?

Det startede med en brandhane

Morgenen efter thanksgiving den 27. november 2009 blev politiet tilkaldt da Tiger Woods kørte sin Cadillac ind i en brandhane foran sin millionærresidens i Florida. Årsagen til biluheldet var at Woods’ kone, Elin Nordegren, havde fanget sin mand i at sende sms’er til en elskerinde og sendte Woods på flugt da hun lod sin vrede gå ud over parrets palæ. Og dette angiveligt med en golfkølle. På grund af politiets indblanding blev sagen hurtigt offentligt kendt, og inden længe tog en storstilet skandale fart: Elskerinde på elskerinde trådte frem indtil listen talte 14 styk, og de mange slibrige detaljer om Woods’ dobbeltliv ændrede markant verdenens indtryk af den ellers uplettede sportsstjerne og verdensetter – vores alle sammens Tiger. Den 19. februar 2010 var det hans tur til at træde frem og besvare de spørgsmål der lå på alles læber: hvorfor, hvordan og hvad nu?

Undskyldning eller apologi?

Man kan skelne mellem to typer undskyldningsretorik, nemlig apologier (forsvarstaler) og officielle undskyldninger. Hvor den anklagede søger at retfærdiggøre sine handlinger gennem apologien (uden at påtage sig skyld), indebærer officielle undskyldninger netop en anerkendelse af skyld og egne fejl. Formålet med den officielle undskyldning er altså at opnå forsoning med publikum og de krænkede parter. Til forskel sigter apologien primært efter at genoprette den anklagedes omdømme og på den måde forbedre forholdet til publikum.

Annons

Ad Herennium

Ad Herennium

De ratione dicendi ad C. Herennium.
En av de viktigaste läroböckerna i Västerlandets historia” (Kurt Johannesson). Läs mer...

Read more

Allerede i indledningen så vi bevis for at Woods’ tale hører til blandt de uforbeholdne undskyldninger. Woods undskylder i alt tre gange i løbet af talen og nævner eksplicit de mange mennesker han har såret og skuffet, heriblandt sin kone, familie og børn, sine fans, venner og medarbejdere, sine forretningsforbindelser, bestyrelsesmedlemmer og sponsorer. Denne form for synliggørelse af de krænkede parter kan medvirke til at reducere offentlighedens modvilje mod krænkeren. På denne måde viser den angrende krænker nemlig at han både anerkender sine ofres moralske status (som ligeværdige) og deres ret til at være vrede. At Woods også blankt indrømmer sine fejl, ”I was unfaithful. I had affairs. I cheated. What I did is not acceptable”, og vedkender sig hele skylden, ”I am the only person to blame“, har også betydning for hvor virkningsfuld den moralske undskyldning er. Des færre forbehold, tvetydigheder og forsøg på (bort-)forklaringer, des bedre chance har taleren for at komme helskindet ud på den anden side af sin brøde.

Først sjæleransagelse – så genopstandelse

Vender vi tilbage til de tre hv-spørgsmål, så begiver Woods sig derefter i retning af at svare på to ud af tre, nemlig ’hvorfor?’ og ’hvad nu?’ Han giver følgende forklaring på sin adfærd:
”I thought I could get away with what-ever I wanted to. I felt that I had work-ed hard my entire life and deserved to enjoy all the temptations around me.
I felt I was entitled.” Men nu er det tid til at gøre regnskabet op: ”It is now up to me to make amends. And that starts by never repeating the mistakes I have made.” For at undgå fortidens fejl må der nye jern i bag’en, så at sige, og Woods vælger derfor en fremtid med både terapi og buddhisme – en tro der skal lære ham at lykken ikke findes i ydre påvirkninger, men i indre ro. At forpligte sig på at forbedre nuet og fremtiden gennem konkrete handling-er kan i kombination med sjæleransag-elsen tjene til at bevise undskyldning-ens oprigtighed, opnå tilgivelse og atter genvinde sympatien.

Endelig bemærker Woods at han godt er klar over at spørgsmålet om ’hvordan’ udskejelserne fandt sted, stadig hænger i luften: ”As I proceed, I understand people have questions. I understand the press wants to ask me for the details of the times I was unfaithful.” Disse detaljer om ’hvordan’ overlader han imidlertid til privatlivets fred – en blufærdighed som også giver sig udslag i at dette er den eneste gang i talen han specifikt nævner sin utroskab. Resten af talen henviser han blot i neutrale vendinger til ”sin adfærd”, ”sine handlinger” eller ”fejl”.

Clintons langtrukne forklaring

Woods lever i sin ene udmelding op til flere af de forventninger og krav som teorien foreskriver er nødvendige for en oprigtig undskyldning: Han går til offentlig bekendelse (dog uden at gå i detaljer om sine ugerninger), aner-kender sin skyld og forpligter sig på at ændre adfærd i fremtiden. I Clintons tilfælde skulle der imidlertid noget mere end blot ét pressemøde til for at opnå forsoning med omverdenen; demokraten endte med i perioden 1998-1999 at udtale sig offentligt mere end 20 gange om sit forhold til Monica Lewinsky. Fordi sagen og anklagerne konstant udviklede sig i takt med at nye vidneudsagn og beviser om Clintons affære med den tidligere praktikant i Det Hvide Hus dukkede op, ændrede Clintons forklaringer også karakter undervejs: Fra rent at benægte ”sexual relations” med Lewinsky i en tv-optræd-en i januar 1998, hvor Clinton ærbart var flankeret af sin kone og vicepræsident Al Gore, indrømmede præsident-en delvist sit forhold til Lewinsky et halvt års tid senere – et forhold han på landsdækkende tv karakteriserede som ”upassende” og ”forkert”.

Mange opfattede imidlertid apologien som et angreb snarere end som et ydmygt udtryk for anger fordi Clinton samtidig beskyldte sine anklagere for at føre en politisk motiveret smædekampagne. En oprigtig undskyldning burde falde, mente offentligheden, og den fik de så den 11. september 1998 hvor Clinton benyttede den såkaldte ’White House prayer breakfast’ som anledning til at gå til bekendelse om sine synder og ubetinget bede om folkets tilgivelse: ”I will continue on the path of repentance, seeking pastoral support and that of other caring people so that they can hold me accountable for my own commitment.” Først da blev han opfattet som oprigtigt angrende og interesseret i at ændre adfærd fremadrettet, ligesom vi så hos Woods.

Dilemmaet mellem det gode familieliv og de dristige fristelser bliver til en offentlig affære når præsidenter og golfstjerner bukker under for kønsdrifterne. Illustration: Jonathan Ovesen

Strategisk anger

Umiddelbart synes Woods mere troværdig end Clinton da han undskylder uden forbehold og i modsætning til Clinton indrømmer sin skyld uden langvarige, tvetydige forklaringer. Clintons vægelsind kan dog forklares med at præsidenten havde væsentligt mere på spil med sin indrømmelse end golfspilleren havde med sin: Hvor Woods stod til at miste sine tårnhøje sponsorkontrakter og sin status som golfikon, stod Clinton til at miste sit præsidentembede og kunne tilmed forvente retsforfølgelser. Hvor Woods vinder ved en tidlig tilståelse hvor han ikke indrømmer mere end der allerede er kommet frem i medierne, vinder Clinton ved at sige så lidt som muligt og så tvetydigt som muligt for at påtage sig så lidt skyld som muligt og lade tvivlen komme ham til gode. I sidste ende vinder de begge ved at redde deres ægteskab – ikke kun af følelsesmæssige årsager, men også strategiske da en familiefar som ’brand’ til enhver tid vejer tungere end en fraskilt far med ungkarle-tendenser.

Med dette in mente klinger undskyldningerne muligvis noget hult da strategisk krisekommunikation sjældent stemmer godt sammen med oprigtig tale. Begge blev dog taget til nåde og har fortsat deres karrierer med succes selv om affæren alligevel endte med at koste Woods sit familieliv. En dyr lærestreg for at have for mange jern i ilden.

R

Læs mere:

Govier, Trudy & Wilhelm Verwoerd: ”The Promise and Pitfalls of Apology”, Journal of Social Philosophy, Vol. 33, No. 1, 2002.

Koesten, Joy & Robert C. Rowland: ”The Rhetoric of Atonement”, Communication Studies, Vol. 55, No. 1, 2004.

Kramer, Michael R. & Kathryn M. Olson: ”The Strategic Potential of Sequencing Apologia Stases: President Clinton’s Self-Defense in the Monica Lewinsky Scandal”, Western Journal of Communication, Vol. 66, No. 3, 2002.

Villadsen, Lisa S.: ”Apologi og undskyldningsretorik”, Hanne Roer & Marie Lund Klujeff (red.): Retorikkens Aktualitet, Hans Reitzels forlag, 2009.

Se Tiger Woods’ undskyldning: edition.cnn.com/2010/US/02/19/tiger.woods.transcript/

Bibliografisk
Af Mette Møller. Ph.d.-stipendiat i retorik ved Københavns Universitet .

RetorikMagasinet 91 (2014), s 21-23.