Tale er guld

Hvorfor vælger nogen at starte noget så gammeldags som en taleradio på FM-båndet i en tid hvor sociale medier, streamingtjenester og netaviser kæmper om vores flygtige opmærksomhed? Mikael Bertelsen er manden med svaret. Programchefen på Radio24syv deler vandene med radiokanalen hvor den kritiske tanke, de stærke holdninger og den subjektive vært spiller en fundamental rolle. RetorikMagasinet har snakket med ham om taleradioen og mundtlighedens muligheder.

Tale er guld

Bjørn Christiansen Isak og Jette Rathcke Elbæk

Der er skrevet mange artikler både om Mikael Bertelsen som person og om hans efterhånden lange karriere. Først på Danmarks Radio hvor han i start 90’erne gjorde sig bemærket med radioprogrammerne Børneradioen og P4 og på P1. Senere kom der et ansigt på stemmen, og han skabte stor opmærksomhed med tv-programmerne Den 11. time og De Uaktuelle Nyheder.

Netop De Uaktuelle Nyheder var rammen om hans famøse interview med en ung Morten Messerschmidt som han i sa-
tirens navn kaldte et “højreorienteret svin” . Et interview som han – her 13 år senere – stadig må forholde sig til. Interviewet er blevet Bertelsens Barbie Girl som han siger.

Bertelsen er med andre ord en rutineret herre i medieverdenen. Først bag mikrofonen, senere foran kameraet og nu i chefstolen. På disse linjer skal det dog ikke handle om manden, men i stedet om mediet.

“Hvordan kan det være at vi i en tidsperiode hvor alt imploderer på sociale medier og alt distribution forandres, vælger at lave noget så forholdsvis gammeldags som en FM-taleradio?”

Annons

Spørgsmålet stiller Mikael Bertelsen over en frokost i Radio24syvs kantine, og han svarer selv med det samme.

“Taleradio er jo i virkeligheden tæt på at være det allerdybeste i public service. Der fortælles historier. Det er dejligt befriet for glamour,” siger han og læner sig en smule tilbage i stolen. Men kan taleradioens eksistensgrundlag i virkeligheden koges ned til historiefortælling?

Taleradioen er en veteran i medieverdenen og har været med helt fra skrattende statsledertaler og stringente samfundsinformationer til moderne meninger, debat og programmæssig alsidighed. Før i tiden sad familierne tæt omkring den knitrende radio; nu findes utallige kanaler, streamingtjenester og podcasts, som individualiserer radiomediet og tillader forbrugeren at lytte med uanset tid og sted. Taleradioen besidder stadig en vigtig funktion i det samlede mediebillede. Hvis du spørger Mikael Bertelsen, har taleradioen ikke mistet sin relevans. Tværtimod.

Taleradio er mere end at tale

“Skal vi tage en kop kaffe på kontoret?” spørger Mikael, da vi har spist frokost. Larmen i kantinen gør det svært at gennemføre resten af interviewet, så vi takker ja og går op på det spartanske kontor som Mikael deler med Mads Brügger, radioens anden programchef.

Mikael smutter ud efter mælk til kaffen og instruerer fotografen i at fortsætte med at hælde vandet i et konstant tempo over filteret med kaffe. Det er et beskedent chefkontor med to skriveborde, flere bogstakke og en lille skænk hvor kaffekolben står.

Der er dog en forklaring på den spartanske indretning. Det fineste man kan hos Radio24syv, er nemlig at sende radio – derfor prioriteres værterne højere end cheferne. Det lyder måske ikke særlig originalt, men ved nærmere eftertanke er det måske netop hvad det er.

“Jeg har haft som mål at det gerne må være sådan at vores værter ikke kunne være i det samme rum,” siger han da han kommer tilbage med mælken og overtager kaffebrygningen fra vores fotograf. Værterne hos Radio24syv er kendt for ikke at lægge skjul på deres holdninger. Og det skal de heller ikke.

“Der måtte ikke være en søgen efter fælles konsensus. Vi har meget forskellige værter og prøver at dække alle nuancer af sagen. Vi får masser af klager der oftest går på hvordan vi kan tillade os, som statsfinansieret offentlig radio, at sende noget med så stor slagside,” forklarer Mikael, mens han skænker kaffen og sætter sig til rette ved skrivebordet med sin egen kop.

“Der er en tradition for at studieværten er neutral og inviterer gæster der er henholdsvis for og imod fx prostitution. Studieværten agerer tennisdommer og sørger for at gæsterne får lige meget taletid. Vi vil meget hellere have en studievært der tør sige “jeg går til luder, og jeg kan ikke se at der er noget galt med det”. Det er bare svært at finde studieværter der tør det,” siger Mikael og fortsætter:

“Heldigvis fik vi skrevet ind i vores sendetilladelse at vores debatværter skal have markante og personlige holdninger. Det var meget vigtigt at vi fik det skrevet ned,” siger Bertelsen i en afdæmpet tone.

Værternes personlighed og holdning skinner igennem og det med et helt bestemt formål:

“Det får nogle lyttere, nogle vælgere og nogle mennesker i tale som ikke bliver hørt andre steder i medierne,” fortsætter han. En af kanalens fineste funktioner er altså at aktivere folk i æteren. At give dem der sidder derhjemme, muligheden for at blive hørt, at deltage og benytte det radioskabte rum som en mulighed for at begå sig som aktive medborgere.

Tænd – Lyt -–Deltag

Nogle lyttere ringer ind og råber op, andre deltager i den igangværende debat, og nogle fortæller historier som ellers ikke var blevet fortalt.

“Nogle af de største oplevelser i taleradioen kommer af den ægte historie og den ærlige fortælling fra de mennesker der omgiver os, men ikke siger noget når man går forbi dem på gaden,” fortæller Bertelsen.

“Det sker specielt om natten når vi er i live,” siger Mikael som oprigtigt mener at noget af det vigtigste radio de sender, bliver sendt om natten. Om natten er Radio24syv de eneste der er levende. Resten af æteren styres af maskiner der spiller musik indtil morgenradioen begynder. Det er noget af det radio som han er mest stolt af.

“Vi har fået opbygget noget hvor lyttere ringer ind og fortæller hemmeligheder. Om natten ligger fornuften, logikken og det normale og sover, og så pibler alle historierne frem. Der var en overlæge fra Gentofte som ringede ind her forleden, måske havde han drukket en flaske rødvin eller to. Egentlig var han blevet skilt fra sin kone, men de boede stadig i deres villa, for de kunne ikke komme af med huset. Han fortalte om at leve sammen med sin kone som man er blevet skilt fra, og det fængsel det er. Du finder jo ikke en bedre fortælling om friværdi, ægteskaber og vores måde at leve på. Alle de historier der er i avisen, er ekstremt hårdt vinklede, men det her, det er sådan folk lever,” siger Mikael. Når fornuften er gået i seng, står de gode historier op.

“Vi får masser af klager der oftest går på hvordan vi kan tillade os, som statsfinansieret offentlig radio, at sende noget med så stor slagside.” Foto: Kasper Teiner

Kunsten at kunne gøre noget forkert

Når man, som navnet antyder, sender 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, skal der tales en del. At tale er ikke et ukendt fænomen for Mikael Bertelsen, og mens kaffen nærmer sig en temperatur hvor den kan drikkes, fortæller han engageret om Radio24syvs hårde start, om sit brud med DR og om konflikterne med de første kritikere.

Centralt for skilsmissen med Danmarks Radio var mødet med “glasloftet” og de kunstneriske og journalistiske begrænsninger. Han oplevede for ofte at en idé blev stoppet uden han vidste hvorfor.

“DR er ekstremt bange for at lave fejl og gøre noget forkert. De er under et enormt pres af fx aviser der kæmper for at overleve på nettet. Hvis DR laver fejl, bliver det hårdt påtalt. Der er opstået en kultur om at der bare ikke må være nogen fejl. Og for at undgå fejl skal der være utrolig meget kontrol. Vi er ikke så bange for at tage chancer, og nogle gange bliver det til maveplaskere. Men vi vil hellere have karakteren 03 og nogle gange et 13-tal end kun at sigte efter et 8-tal – på den gamle skala altså,” fortæller Mikael om hvad der fik ham til at forlade sin stilling i DR og i stedet starte Radio24syv.

Bruddet med DR var også et brud med en struktur. Hos Radio24syv skulle organisationen være simpel, og der skulle være plads til at ideerne kunne udfolde sig. Resultatet er en radiostation uden mellemledere hvor værterne selv bestemmer det meste, og hvor der sjældent styres fra toppen. Bertelsen er en selverklæret kontrolfreak der nu har tillært sig at slippe tøjlerne og lade værterne styre slagets gang.

Kritikere er velkomne

Kaffekoppen er for længst tømt, men Mikael er slet ikke færdig med at fortælle. Når han først kommer i gang, er han ikke til at stoppe igen. Og specielt når snakken falder på radioens kritikere, stiger fortælleglæden.

Som statsstøttet aktør i æteren følger et særligt ansvar for at skabe relevant og meningsfyldt radio og for at opfylde public service-betingelserne. Men defineres public service i virkeligheden af øjnene der ser?

“Public service kan godt være at tage noget fra nogen og give det til andre der ikke engang vil have det,” siger Mikael Bertelsen. Den provokerende tilgang til public service kræver en skarp profil som naturligvis kræver både værter og programchefer med kant.

“Deri har vi jo også svaret på de mange klager,” siger Mikael Bertelsen. Han fortæller om en bugnende mailboks, fyldt med kommentarer, holdninger og input fra de lyttere der følger med i programmerne derude. For Mikael Bertelsen er kritikken dog et kvalitetstegn. Det er et tegn på engagerede lyttere der ikke vil finde sig i det der bliver sendt.

“Der er en stor tendens til at ville stryge folk med hårene. Folk skal hygge sig og have det godt når de hører radio. Når nu så mange jagter dette med større midler og budgetter end os, så er der en stol der står tom. På den stol står der at folk godt må blive sure, rasende og irriterede og gerne må engagere sig i eller reagere på noget de hører,” siger Bertelsen. Men når man bevidst stryger sine lyttere mod hårene, kommer der uundgåeligt en del kritik.

“Jeg kan godt forstå at vi fik kritik. Specielt i starten. Langt de fleste af vores studieværter havde aldrig prøvet at lave radio før. De kunne ikke huske hvad gæsterne hed, hvad programmet hed, hvor de var henne i programmet. Det var sindssygt smertefuldt,” fortæller Mikael om de første år hvor stationen var udsat for kritik fra alle vinkler. Men læringskurven har været stejl, og kritikken er efterhånden forstummet. For det er ikke nemt at lave taleradio. Man kan ikke gemme sig bag en mikrofon eller sætte et stykke musik på når man løber tør for ord. Når først man åbner for æteren, er der ingen vej tilbage.

“Man tror i virkeligheden at det er meget nemt at lave radio. Men det er uhyggeligt afslørende. Hvis du ikke har noget på hjerte, så går der ikke ti sekunder før man kan mærke det. Vi spiller kun musik hvis det er redaktionelt begrundet, så der er heller ikke noget sted man kan gemme sig. Det er bare en times frit fald gennem æteren,” siger Mikael.

Det frie fald i æteren gør programmerne mere livlige og spontane. De yder en anderledes slags public service og gør interaktionen mellem radio og lytter bærende for de fleste af programmerne. Det er en anden måde at lave taleradio – det er taleradio som man husker.

“Det er jo det der er meningen – at sende noget folk aldrig glemmer,” slutter Bertelsen af.