International politik kan være den rene kamp om at påvirke hinandens etos. Det ser vi fx i borgerkrigen i Syrien hvor politiske ledere netop nu kæmper en retorisk kamp om at påvirke præsidents Assads lederstatus som ikke-legitim. Lykkes det, kan det retfærdiggøre en intervention.
Syrien-konflikten er en kamp om etos
Retorisk arena:
Aktuelle online artikler
Konflikten i Syrien er et af de helt store emner på den politiske scene. I over to år har politikere internationalt kritiseret den syriske præsidenten Assad for at være en blodtørstig tyran og deraf ikke en legitim leder.
Legitimitet er her et centralt begreb. At en statsleder er legitim betyder at hans ret til at lede anerkendes af landets befolkning og det internationale samfund. Modsat kan tabet af legitimitet føre til oprør eller international intervention. Legitimitet er på mange måder parallelt med etos idet der er tale om noget som ligger uden for den enkelte aktørs fulde kontrol. På den måde kan man sige at legitimitet såvel som etos kan påvirkes og styres diskursivt igennem andres tale og handlinger. Nogle diskussioner i det internationale samfund kan forstås som retoriske forsøg på at styrke eller svække hinandens legitimitet. Som en kamp om etos mellem politikere.
Lev op til kravene hvis du vil være legitim
Men hvordan fremstiller man retorisk en anden politisk leder som ikke-legitim? Hvilke almene forestillinger om politisk retfærdighed må man retorisk appellere til for at kunne undergrave en anden politikers position?
Den britiske politiske teoretiker, David Held, opstiller tre krav til hvornår en politisk magt i vestlige øjne kan regnes for legitim. For det første skal staten overholde de konstituerede menneskerettighedsaftaler, for det andet skal der være tale om et demokrati, og for det tredje skal staten anerkende rettighederne hos minoritetsgrupper.
En legitim stat er altså én der overholder liberale værdier i det internationale samfunds øjne. En statsleder har ikke nødvendigvis ret til at lede sit land blot fordi han eller hun nu engang er i den givne position. Det betyder også at statsledere kan miste deres ret til at lede ved at forbryde sig imod Helds tre krav. Er det politiske mål at underminere en statsleders position, kan man tage Helds krav som udgangspunkt for sin retoriske appel og forsøge at skabe overbevisning om at et eller flere af kravene er blevet brudt. Herved sker der samtidig et brud på den etos der konstituerer legitimiteten.
Er Assad en legitim leder?
Lad os nu tage et kig på hvordan Helds tre krav kommer til udtryk i den politiske retorik der hersker om Syrien-konflikten. Præsident Obama dedikerede et afsnit af sin tale til FN i september 2012 til dette spørgsmål. Han sagde blandt andet: ”In Syria, the future must not belong to a dictator who massacres his people […] a regime that tortures children and shoots rockets in apartment buildings […] Together, we must stand with those Syrians who believe in a different vision, a Syria that is united and inclusive, where children don’t need to fear their own government and all Syrians have a say in how they’re governed — Sunnis and Alawites, Kurds and Christians. That’s what America stands for. […] Because we believe that the Syrians who embrace this vision will have the strength and legitimacy to lead.”
I dette korte afsnit formår Obama mellem linjerne at få indflettet alle Helds tre kriterier i spørgsmålet om hvorvidt Assads lederskab er legitimt eller ej. For det første karakteriseres Assads styre som ét der massakrerer, torturerer og skyder raketter efter civile. Med andre ord et styre der på det groveste forbryder sig mod menneskerettighederne. For det andet udtrykker Obama at det syriske folk skal have demokratisk medbestemmelse i deres regering – modsat Assads nuværende diktatur. Og for det tredje opremser Obama en række minoritetsgrupper som Syrien bør og skal anerkende i sit nationale fællesskab. Argumentet fremføres desuden med stærk patos-appel hvilket vi ser ved Obamas konsekvente henvisning til børnene blandt ofrene. På denne måde ødelægges Assads etos ikke blot gennem logos-argumenter om appel til lov og ret, men også af en stærk følelsesdimension.
Oveni anklagerne mod Assad rækker Obama hånden ud til de syrere der tilslutter sig vestlige værdier ved at understrege at USA er klar til at stå sammen med dem, dvs. anerkende deres legitimitet. Obamas syn på Assad som ikke-legitim leder understreges også på Det Hvide Hus’ hjemmeside: ”Assad har ingen ret til at lede Syrien og har mistet al politisk legitimitet med sit folk og i det internationale samfund”. Alle disse forhold kan være med til at fratage Assad sin politiske legitimitet i vestlige øjne.
Ikke kun en vestlig idé
Der er altid mindst to parter i en krig, men nogle strategier kan klinge påfaldende ens. Det er nemlig ikke kun de vestlige nationer der bruger Helds. Søger vi blikket mod markens anden part, vil vi hurtigt opdage at Assad til en vis grad selv forsøger at legitimere sig gennem Helds kriterier. I en tale til Syriens parlament udtaler Assad blandt andet: ”Syrien vil altid være et symbol på modstand og beskyttelse af rettigheder” og ”[a]t opfylde sin rolle som lovgiver på ret vis indebærer en vision baseret på dialog inden for parlamentet og at forblive i kontakt med borgerne”. Ved at henvise til både inkluderende demokrati og (menneske-)rettigheder søger Assad altså at legitimere sit eget styre.
Man kunne sagtens have forestillet sig at præsident Assad ville forkaste Obamas argumenter som udtryk for vestlige principper. Dette er bare ikke tilfældet. Præsident Assad selv forfægter ikke at diskussionen om legitimitet sker på vestlige præmisser om demokrati og liberale værdier. Velklædt i Armani-jakkesæt og med rolig stemmeføring går han på mange måder selv aktivt ind i denne retorik.
Diskussionen lander altså ikke på hvorvidt de vestligt orienterede principper er rigtige eller ej, men på hvorvidt Assad lever op til dem. Fra begge sider kæmpes der således heftigt om at tegne et bestemt billede af Assads lederskab – på to meget forskellige måder.
Det er under alle omstændigheder særligt interessant at holde fast i at såfremt Obama lykkedes i sin indsats for at nedbryde Assads etos, vil det stå som et stærkt bidrag til at legitimere en eventuel militær intervention i Syrien. Den retoriske kamp om etos er således ikke ubetydelig.
Læs mere:
Held, David: ”Staters ret, menneskers ret”, Kosmopolitik, Århus Universitetsforlag, 2006