Stemme og intention, Introduktion

Jette Barnholdt Hansen & Hanne Smith Pedersen: Stemmen og tilhøreren – Taleundervisning i retorisk perspektiv.

Del 1 Stemmen i den retoriske praksis

Kapitel 1: Stemme og intention, Introduktion

Denne lærebog henvender sig til kommende talelærere og beskæftiger sig med taleundervisning af primært voksne klienter inden for såvel offentligt som privat regi. Indfaldsvinklen er retorisk. Stemmen betragtes derfor ikke som et isoleret fænomen, men som en del af en retorisk handling i en mundtlig situation. Stemmen er forankret i afsenders krop og har stor betydning for etos, dvs. for modtagernes opfattelse af afsenders troværdighed. Hvis man definerer stemmen som den lyd, der er betinget af hele det anatomiske stemmeapparat,1 udgør stemmen også ytringens materiale, som modtagerne bearbejder i perceptionsprocessen.2 Stemmen har derfor også konstituerende betydning for modtagernes fortolkning af ytringens menings- og følelsesindhold. Her et eksempel, der kan være med til at anskueliggøre stemmebrugens betydning og virkning inden for et retorisk domæne:

Kort efter at Bill Clinton var blevet valgt til præsident i 1993, holdt han en vigtig tale i Church of Christ i Memphis, hvor han præsenterede mange af sine politiske visioner.3 Clinton stammer fra Arkansas, og i talens indledning skruede han op for sin sydstatsdialekt bl.a. i kraft af en let twang. Man kan fortolke denne stemmebrug som en understregning af talens ligefremme og dagligdags tone. Clinton benytter de konkrete tilhøreres mundtlige sprog, hvilket er en effektiv måde at opbygge et identitetsfællesskab med dem på. Stemmebrugen hænger også fint sammen med indledningens semantiske indhold, hvor Clinton udviser velvilje (eunoia) ved at rose den lokale biskops barbecue. Han viser altså på mange niveauer, at han er én af deres, og skaber det i den performative situation, som Kenneth Burke kalder consubstantiality:

To identify A with B is to make A “consubstantial” with B. […] A doctrine of consubstantiality, either explicit or implicit, may be necessary to any way of life. For substance, in the old philosophies, was an act; and a way of life is an acting-together; and in acting together, men have common sensations, concepts, images, ideas attitudes that make them consubstantial.4

Behovet for kompetente talelærere fremgår tydeligt af den løbende debat om utydelig diktion i medierne. Fx var der kritik af skuespillernes mumlen i forbindelse med TV2s krimisatsning “Den som dræber” i 2011.5

Annons

Praktisk argumentation

Praktisk argumentation

Grundbok i retorisk argumentation - för alla som argumenterar eller behöver genomskåda andras argumentation. Läs mer...

Read more

Seriens instruktør Birger Larsen forsvarede sig dog mod anklagerne: “Vi kan ikke længere bruge den gammeldags skolediktion, man brugte i serier som “Matador”. Jeg vil hellere have realisme og så risikere, at der er nogle enkelte utydelige replikker”. Ideelt set skal skuespillere i dag være så omstillingsparate, at de kan justere deres diktion alt efter situationen: en aften står en skuespiller måske på et stort teater i en Shakespeare-forestilling, og allerede den næste morgen indspiller han scener i et tv-drama. Det professionelle stemmearbejde er her uhyre vigtigt, og er der ikke ansat en talelærer på de enkelte produktioner, bliver der tit ikke fokuseret nok på stemmebrugen. Det er således en falliterklæring, hvis realisme og utydelighed per definition skal gå hånd i hånd. En skuespiller kan godt være tydelig på en realistisk måde, hvis han får den rette instruktion.

Retoriske klienter som mellemgruppe

De stemmer, som retorikere møder som talelærere eller konsulenter i mundtlig kommunikation (herefter benævnt talelærere), vil tit have karakter af en mellemgruppe: Der er på den ene side normalt ikke tale om dysfunktionelle stemmer. Hvis en talelærer møder en klient og i forlængelse af samtale, auditiv analyse og funktionsprøver afdækker fejlfunktioner, fonasteniske gener (stemmetræthed) eller får mistanke om fx stemmeknuder (noduli), bør hun med det samme henvise til en udredning hos en halslæge og en logopæd, så et eventuelt pædagogisk forløb kan tilrettelægges efter disses observationer og anvisninger. Talelærernes kerneklienter vil på den anden side normalt heller ikke være personer med exceptionelle stemmer, som man fx kan høre på musikkonservatorier, opera- og teaterskoler.6 Der er dog ansat nogle talelærere på disse kunstneriske uddannelser. De få aspiranter, som kommer igennem nåleøjet, tilbydes hos dem soloundervisning i flere år, hvor man har mulighed for at dyrke den enkeltes vokale kompetencer og fremelske og forædle de æstetiske kendetegn, som er særlige for den enkeltes stemme og dens kunstneriske udtryk.

Den mellemgruppe, som talelærere oftest skal forholde sig til, befinder sig inden for en margen af det, som man kan kalde ‘normale stemmer’ – et vagt begreb, der har karakter af en gråzone, og som både kan benyttes med et normativ og et deskriptivt formål. Det er meget vanskeligt at definere, hvad en normal stemme er, og hvad en stemme skal kunne for at blive klassificeret som normal. Susanna Eken forholder sig således kritisk til mange tale- og sanglæreres ureflekterede brug af adjektivet, idet hun påviser, hvordan det ofte bruges normativt og afspejler bestemte subjektive værdier og æstetiske idealer.6 I dag er stemmekarakteristika som bl.a. milde grader af knirk, grovhed, luftfyldthed og skur desuden så udbredte, at man kan argumentere for, at de faktisk kendetegner ‘det normale’ – hvis man altså vælger at bruge begrebet ‘normal’ i betydningen ‘det, som kendetegner de fleste stemmer’, og ikke som ‘den naturlige og sunde stemmebrug’.7

Intentionalitet som nøglebegreb

Introduktionens overskrift: Stemme og intention forbinder stemmebrug med begrebet intentionalitet, som også er vanskeligt at definere kort og præcist. Det rummer den hensigtsbestemthed og vilje til at delagtiggøre, der både er en forudsætning for og en del af retoriske ytringer. Jørgen Fafner benytter begrebet intentionalitet til at udvide retorikkens nøglebegreb persuasio (gr. peitho), som normalt oversættes til ‘overtalelse’. Som Charlotte Jørgensen pointerer, er begrebet dog væsentligt bredere og rummer både betydningerne af ‘at overtale’ og ‘at overbevise’.8 Jørgen Fafner skelner mellem snæver og bred persuasio: Snæver persuasio knytter an til kommunikation, hvor der er (potentiel) meningsdivergens mellem afsender og modtager, som fx når en politiker fremlægger et nyt lovforslag i Folketinget. Bred persuasio kendetegner kommunikation, der fx har karakter af information, som når en it-ansvarlig forklarer en medarbejder, hvordan et nyt computerprogram fungerer. Det kan også være den hensigtsbestemthed og delagtiggørelse, som man iagttager inden for lejlighedsretorik (epideiktisk retorik) og æstetisk kommunikation, fx en digtoplæsning: når afsender forløser ordenes iboende mundtlighed på en sådan måde, at digtet bliver nærværende for modtager. For at undgå forvirring anbefaler Fafner, at man erstatter den brede persuasio med
intentionalitet/intentionel sprogbrug.9

Inden for retorisk stemmebrug er det oplagt at sammentænke intentionalitet med funktion, idet idealet for en talelærer ofte vil være at få en stemme til at fungere som et villigt redskab for afsender og hans intention. Ikke sjældent opsøger en klient en talelærer med en særlig kommunikativ opgave for øje, og taleundervisningen vil derfor tage sigte på at ruste klienten til at kunne klare den på en overbevisende måde. I længere forløb med bl.a. politikere vil man også normalt bygge undervisningen op, så man berører forskellige former for talegenrer, fx politisk debat og interview.

Da denne lærebog behandler stemmebrug i relation til mange retoriske genrer med forskellige grader af persuasio – fra den stemmeflyttende politiske tale til den delagtiggørende digtoplæsning – er intentionalitetsbegrebet valgt som udgangspunkt. Begrebet er også med til at afgrænse det retoriske kompetenceområde fra andre stemmefaggrupper og deres virkefelter: Retorikere beskæftiger sig først og fremmest med stemmen i relation til intentionelle ytringer. Vi er også optaget af stemmen som fysiologisk objekt, auditivt fænomen, musikalsk instrument og psykologisk udtryksmiddel, men normalt vil vi ikke fokusere alene på stemmen men derimod sammentænke den med ytringen og den kommunikationssituation, som den indgår i.

Stemmebrug som en del af actio

Den retoriske stemmeopfattelse, hvor stemmen opfattes som en vigtig del af en intentionel handling i en mundtlig situation, har rod i den klassiske retorik. Her hørte stemme og stemmebrug under den sidste del (pars): fremførelsen (actio el. pronuntiatio), der foruden stemmen også omhandlede gestus.10 De fem retoriske partes, der ofte gengives som ‘forarbejdningsfaser’ på dansk, kan ses som et udtryk for den arbejdsproces, man nødvendigvis må gennemgå, når man skal holde en tale.11 Faserne bør dog ikke forstås som en fastlagt lineær progression. Mange gange vil man, når man fx arbejder med en tales fremførelse (actio), gå tilbage og justere på topik og argumentation i fasen inventio. Ligeledes beror evnen til at kunne huske en tale (memoria) i høj grad på en gennemskuelig disposition (dispositio). Der eksisterer således et dialektisk forhold mellem faserne. De er meget tæt forbundne og kan ses som et udtryk for den sammenhæng mellem indhold og form, der kendetegner såvel den klassiske retorik som de fleste af de intellektuelle retninger i det 20. århundrede, der på forskellig vis redefinerer og revurderer retorik og som samlet betegnes ‘nyretorik’.12

Denne lærebog og dens retoriske forståelse af stemmen indskriver sig i denne tradition ved ikke at isolere stemmebrugen fra en tales indhold og kontekst. Det, at en tale skal fremføres mundtligt, stiller særlige krav til topik og argumentation: Emner og argumenter og deres indbyrdes disposition skal være tilpasset stemmen og dens ydeevne. Omvendt bør stemmebrugen også tage afsæt i talens menings- og følelsesindhold samt situation: Skal man holde en tale til en begravelse, nytter det ikke noget, at man lyder, som om man er i gang med en politisk brandtale.

Stemme og situation

Retoriske ytringer indlejrer sig også i retoriske situationer, der kan stille særlige krav til stemmen. Det er derfor vigtigt at medtænke situationen i det retoriske stemmearbejde. I visse tilfælde kan stemmen også skabe situationer: inden for æstetisk kommunikation kan en stærk vokal udlægning af en tekst fx samle publikum i fremførelsens nu og få dem til at føle et intenst identitetsfællesskab. Jeg refererer her til to komplementære udlægninger af forholdet mellem afsender og situation af henholdsvis Lloyd F. Bitzer13 og Richard E. Vatz.14 Bitzer fremhæves ofte som en fornyer af den retoriske teori, fordi han betoner situationens konstituerende betydning for retoriske ytringer, som han betegner som ‘svar’ på en situation.15 Flere retorikere kritiserer og nuancerer dog dette situationsbegreb.16 Vatz er den mest radikale: I sin konstruktivistiske kritik vender han alle Bitzers teser om og plæderer for, at afsender selv skaber retoriske situationer. En situation eksisterer ikke på forhånd. Den foreligger først, når den er fortolket og sprogliggjort som sådan af en afsender, hvis oversættelse, fortolkning og valg vil påvirke kommunikationen.17

I en diskussion af forholdet mellem stemmebrug og situation vil det ofte være konstruktivt at belyse interaktionen ud fra begge teorier: Situationer er ofte normsættende for stemmebrug og bør derfor have en central plads i den retoriske analyse, fortolkning og vurdering samt i det praktiske pædagogiske stemmearbejde. Her vil det være oplagt at tage udgangspunkt i Bitzers situationsbegreb. Ikke sjældent retter taleundervisning sig nemlig mod en konkret kommunikativ opgave i en særlig situation, hvorfor kvaliteten af taleundervisningen også bliver målt retrospektivt på baggrund af afsenders og modtagers vurdering af, hvor godt afsender løfter sin opgave – om han ‘besvarer’ situationens krav under fremførelsen. En konstruktivistisk tilgang til forholdet mellem afsender og situation kan dog også være på sin plads, når man vurderer stemmebrug, hvis man fx forsøger at kortlægge, hvad en retors mundtlige ytring gør – hvilke nye situationer den skaber.

Lærebogens fokus og indhold

Denne lærebog fokuserer altså på taleundervisning af en mellemgruppe med normalt fungerende stemmer og beskriver og forholder sig normativt til emner, som synes særligt relevante for talelærere: mundtlighed, auditiv analyse og vurdering af en stemmefunktion, retoriske stemmeidealer, taleundervisningens etik og stemmeperception.

I en række kapitler med særligt fokus på den pædagogiske praksis behandles både den individuelle undervisning og holdundervisning: Tre talelærere beskriver deres respektive arbejdsområder på DR, Statens Scenekunstskole, Pastoralseminariet og i erhvervslivet og giver kollegiale råd på baggrund af deres erfaring. Et omfangsrigt kapitel har forslag til opvarmning og øvelser for afspænding, holdning, vejrtrækning, støtte, klang, melodik, dynamik, motorik og artikulation, og et kapitel giver en introduktion til strubemassage.
Bogen redegør også for de mest almindelige dysfunktioner og giver et signalement af de faresignaler, der bør få en talelærer til at sende en klient til undersøgelse hos en halslæge og evt. til videre behandling hos en logopæd, og den beskriver, hvad en sådan undersøgelse omfatter. Den rummer desuden et kapitel om stemme og psyke. Selvom talelærere altid bør være meget bevidste om deres kommunikative kompetencer og ikke udgive sig for at være terapeuter (med mindre de har en terapeutisk uddannelse) oplever mange, at psykiske problemer kan stå i vejen for en vokal udvikling. Her er det godt at kende til almene psykologiske problemstillinger og til signaler, som kan være tegn på en psykisk lidelse, der kræver professionel hjælp fra en psykolog eller psykiater.

Lærebogen har ikke en anatomisk og fysiologisk gennemgang af selve stemmeapparatet. Den anatomiske og fysiologiske viden bør have højeste prioritet i uddannelsen af talelærere, men der eksisterer allerede en række udmærkede lærebøger, der redegør udførligt for dette.18 Vores bog er således tænkt som et supplement til disse fysiologiske og anatomiske fremstillinger, idet den introducerer relevante emner, der også bør prioriteres i uddannelsen af talelærere, og som er med til at forankre stemmebrugen i den retoriske praksis.

..

Noter:

1 Stemmeapparatet opfattes her bredt som de taleorganer, der har direkte indflydelse på fonation og artikulation: stemmelæber, strubemuskler, ansatsrør, tunge, gane, læber og kæbe. Sundberg betegner deres fysiologiske funktion som ‘oscillator’ og ‘resonator’ i modsætning til åndedrætsmuskulaturen, som betegnes som ‘kompressor’ (Sundberg (2001): s. 19).
2 Man skelner mellem et produktionsstadium, et akustisk stadium og et perceptionsstadium inden for taleprocessen. Perceptionsprocessen fokuserer på ørets og hjernens opfattelse og bearbejdelse af lydbølgerne. De omdannes til nerveimpulser i det indre øre, der i hjernen identificeres som bestemte sproglyd med en bestemt højde, styrke og klang, som igen sættes sammen til enheder med betydning, hvilket kaldes sprogtegn (se Rørbech (2009): s. 140-153 og Lindblad (1992): s. 112-113).
3 Clinton: “Memphis Church of Christ Address”.
4 Burke (1969): s. 21.
5 Politiken d. 15. marts 2011: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1223537/krimi-mumleri-bliver-udbedret-inden-naeste-afsnit/.
6 Eken definerer ‘exceptionelle stemmer’ som stemmer, der findes hos et fåtal af mennesker, og som rummer egenskaber som bæreevne, smidighed og klangskønhed både i tale og sang (Eken (1998): s. 62).
7 Her anvendes terminologi fra Auditiv stemmeanalyse – referencemateriale til brug ved auditiv beskrivelse af dysfoniske stemmer.
8 Jørgensen og Villadsen (2009): s. 14.
9 For en mere udførlig udlægning af Fafners persuasio-begreb se Fafner (1977): s. 38-46, og Jørgensen og Villadsen (2009): s. 15-16. Se også Hansen (2010), der bygger sin æstetiske diskurs op på et intentionalitetsbegreb, der bl.a. er inspireret af Fafner.
10 Se Gelang (2008) for en dybgående fremstilling af actio.
11 Man finder sine emner og argumenter (inventio), disponerer dem (dispositio), man giver talen en sproglig form (elocutio), memorerer den (memoria), og endelig fremfører man talen (actio).
12 Betegnelsen nyretorik er her inspireret af Perelmans og Olbrechts-Tytecas Traité de l’argumentation. La nouvelle rhétorique (1958).
13 Bitzer (1968).
14 Vatz (1973).
15 Bitzer: s. 2-3.
16 Se bl.a. Biesecker (1989), Consigny (1974), Hauser (1982), Hunsaker & Smith (1976), Jamieson (1973), Kjeldsen (2008) og Miller (1972).
17 Vatz: s. 157.
18 Se bl.a. Zemlin (1997), Greene og Mathieson (2001) og Rørbech (2009).

.

Bibliografiskt

Barnholdt Hansen & Smith Pedersen: Stemmen og tilhøreren – Taleundervisning i retorisk perspektiv.

Retorikförlaget 2016, s 8-14.