IMG 2318

Retoriske rygproblemer

Klassiker fra RetorikMagasinet 15/1995: Det Polymiske Hjørne.

Retoriske rygproblemer

af Martin Krasnik

Gennem en hel herreklipning af 40 minutters varighed lod jeg engang min frisør tale engageret om sin søster, der også studerede noget om bevægelser. Jeg orkede ikke forklare, men mumlede pligtskyldigt lidt om form og indhold. På det tidspunkt havde jeg læst retorik i 5 semestre og gik hjem og græd hjerte­skærende.

Nu læser jeg ikke længere retorik, min frisør er bekendt – men åbenlyst ligeglad – med mit meget flotte ottetal i øko­nomi, og vi taler i stedet ildfuldt om mit hår: Hård var min beslut­ning om at forlade retorik til fordel for et studie i statskundskab. Men den var nødvendig for mit helbreds skyld. For hvor en aka­demisk tilværelse vistnok bør skabe en følelse af stigende uvi­denhed på stadigt højere niveauer, gav min eksistens på Institut for Retorik i sin sidste fase blot slemme rygsmerter. Disse smer­ter, ved jeg nu, stammede fra en intens, vedholdende rygklappen.

I det organ, som De nu sidder med foran Dem, transformeres rygklapperiet til tre typer artikler: I den første type udskældes andre mennesker (dvs. politikere, akademikere og studieværter) for at være elendige formidlere. Den anden type handler om stemme, sprog, krop og kode, computer, verslære, skrivepæda­gogik, form og indhold, hvilket vil sige verdens tilstand. Den iden­tificerer retorikken som videnskaben, der tager sig af intet min­dre end alt. Den tredje type artikel er formet som interviews. Her arbejder RetorikMagasinets reportere hårdt for at få fagfolk inden for alle formidlingens facetter til at sige, at retorikken er helt og aldeles nødvendig for, at vi, befolkningen og menneske­heden, i fremtiden overhovedet vil være i stand til at kommuni­kere.

Artiklerne er endeløse forsøg på at definere faget som noget unikt inden for vor kultur: som noget de i hvert fald ikke har ovre på Nordisk eller litteratur, som noget journalister ikke har begreb om, som noget reklamefolk tørster efter, som tv-pro­ducere og redaktører intet, absolut intet, ved nogetsomhelst om overhovedet! Identifikationen af retorikken lykkes desværre ikke på denne måde. Og det er som bekendt ikke rart, ja, nærmest ilde, ej at kunne, når man gerne ville. Når man er uhyre interes­seret i retorikken, er det naturligvis spændende at følge slagets gang. Retorikere ved, hvad de taler og skriver om, når diskussi­onen falder på formidling og kommunikation. Men det er der desværre så mange andre, der efterhånden gør – og det ved en retoriker, så han klapper sine venner på ryggen: Vi alene vide …

Annonce

Enhver institution med respekt for sig selv har skabt et kursus i kommunikation. Men vi afviser dem som fuldkommen blan­ke, når det drejer sig om form og indhold. International Erhvervs­information på Handelshøjskolen, gud fri os vel og frels os fra det onde!

Retorikstuderende er frustrerede studerende. I løbet af deres tredje år går det op for dem, at studiet udelukkende drejer sig om form. Vi frustreres og forsøger at fastholde billedet af stu­diet som formidlingens frelse. Men mange andre end mig har givet op over for rygsmerterne: Retorik er det studie, der forholdsvis har mistet flest studerende. Teorien bag den skriftlige og mundtlige formidling kan læres udenad på første semester. Vi bruger i gennemsnit halvandet år på at tage os sammen til at læse en bog på 500 sider, og fagets videnskabelige metode kan ned­skrives i punktform som en af Grønspættebogens utallige checklister.

Form og indhold, siger vi, men en retoriker ved intet om det emne, han taler om, med mindre han i nattens mulm, mørke og tilvalgsfag har lært sig noget om det. Og med kvaliteten af tilvalgene (hvoraf de mest populære også handler om form, form og form) forbliver vi i mulmen og mørket. En kandidatuddannel­se i retorik bliver ikke et hak bedre end vor absolutte aversion: journalisthøjskolen.

De spredte forsøg på at diskutere indholdet i en problemstilling afslører retorikerens uvidenhed. I RetorikMagasinets sidste nummer tog bladets ansvarhavende redaktør de mel­lemøstlige fredspristagere op til debat. Dette polymiske hjørne opfordrer ikke til en længere diskussion om emnet, men artiklen afslører en fuldstændig mangel på viden og indlevelse i konflik­tens egentlige indhold og nuværende situation. Et fagblad (og i særdeleshed dets redaktør) bør holde sig langt væk fra emner, der ikke hører til bladets område, ellers nedplaffer man egen­hændigt sin ethos inden for det, man kan sige noget relevant om!

Ugentligt, gennem to lange semestre, sagde Fafner utallige (vor alle­sammens … ), at der aldrig findes en rigtig, men for­kerte fortolkninger. Begynder en retoriker at diskutere andet end form, vil han eller hun kaste sig over en af disse utallige. Og holder vi os til formen, bliver enigheden uudholdelig. I lektio­nernes sløve konsensus diskuteres, at Mimi er hot og Nyrup not. Ak, i fremtidens lærebøger vil den interesserede kunne læse, at Københavnerskolen i slutningen af det tyvende århundrede degraderede retorikken til en formlære af deprimerende over­fladisk karakter. Om fagets dybde vil det i en kritisk fodnote siges, at instituttets lektorer var i stand til at undervise i alle fagets discipliner på skift.

Studieordningen forbryder sig mod det helligste, fokus!, og har sat sig mellem hundredesytten stole, mens andre institutioner udvikler evnen til at formidle det, de ved noget om. Reto­rikken har levnet sig selv to muligheder: Enten satser studienæv­net på den amerikanske model og inddrager folk fra pædagogik, jura, filologi, statskundskab osv. Disse folk skal, drevet af deres interesse for retorikken og formidlingen, bidrage med viden, så det endelig bliver muligt at diskutere, hvad vi har med at gøre, og tale form og indhold, så det ikke opfattes som en vittighed. Eller også skal retorikken fokusere på den rene og skære for­midling og forvandles til et tilvalgsfag for andre studerende, der har en viden om et specifikt område.

Det sidste måske ikke en helt dårlig ide: Jeg selv, for eksem­pel, har aldrig haft så stor glæde af retorikken, som efter jeg forlod faget. Men vi kan jo også rygklappe studiet hele vejen ned i graven.

R

Bibliografisk

Af Martin Krasnik, Forfatter, journalist og tv-vært.

Klassiker i RetorikMagasinet 100 (2016), s 48-49. Oprindelig trykt i RetorikMagasinet 15 / 1995

Latest posts by Martin Krasnik (see all)

Lignende artikler:

Skriv et svar