Retorik och kriskommunikation

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.

Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.

Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.

Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.

Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.

Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.

Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.

Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.

Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.

Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!.

Vi retoriker känner retoriken som en techné, såväl den reflekterade kunskapen som den praktiska yrkesutövningen. Fokus ligger på språkvalens betydelse för våra kunskaper, attityder och handlingar. Inom projektet ”Retoriska aspekter på kriskommunikation” är tanken att retorikens båda sidor ska appliceras på kriskommunikation. En krissituation karakteriseras av osäkerhet, där invanda rutiner, världsbilder och identiteter ifrågasätts. Det gäller för kommunikatörerna i en sådan situation att med hjälp av kommunikativa strategier förhålla sig konstruktivt till denna osäkerhet. Beslutsfattare och krisorganisationer måste ta hänsyn till medborgarnas intressen. Det gäller inte minst känslor av farhågor och oro, och behov av trovärdig information. Målet för denna kommunikation, som bör styra valet av strategier, är att kortsiktigt ge trovärdig information som kan mobilisera eller åtminstone motivera adekvata åtgärder. De mer långsiktiga målen är att skapa trygghet och tillit till samhällets organisation, till demokratins institutioner och dess aktörer på ledningsnivå. Här vill vi tro att retoriken som konst och vetenskap kan ha en synnerligen viktig roll att spela.

Krishanteringsförmåga är alltså till stora delar förmågan att kommunicera trovärdigt och effektivt. Kommunikationen sker mellan kris­hanterare och samhällets beslutsfattare på alla nivåer, men framför allt gäller det deras kommunikation med medborgarna. Även till synes rena informationsfrågor är givetvis underkastade en retorisk process. Fakta behöver tolkas och åtgärder förklaras, något som sker bl.a. med hjälp av bilder och symboliska handlingar. Mer eller mindre medvetet anpassas dessa kommunikativa val till aktuella mottagare med hänsyn till syfte och kontext. Alltså det vi retoriker kallar intellectiosteget i den retoriska partesmodellen (de övriga stegen är så klart lika aktuella). Ett problem med kriskommunikation är att den i hög grad är oförutsebar. Detta kan vara en bidragande orsak till att valda strategier riskerar att misslyckas då politiker, ledning eller informationsansvariga missbedömer problemet, publiken eller de hinder som finns i publikens predisposition eller situationens specifika krav. Retoriken har välbeprövade teorier och metoder för att förbereda, genomföra och analysera effektiv samt etiskt och demokratiskt välgrundade kommunikativa processer. Inte minst pistis, doxa, decorum och de tre bevismedlen ethos, logos, pathos torde vara specifikt lämpade för inträngande diskussion om kriskommunikationens villkor och utfall.

Här ser vi hur den retoriska teoribildningen kan utnyttjas såväl för analys av befintlig kriskommunikation, som för ett underlag för reflektion inför faktisk kriskommunikation. En empirisk analys med normativa förtecken får bilda underlag för en fördjupad förståelse för de intrikata kommunikativa element, som gör att en persuasiv strategi kan ses som lyckad eller misslyckad. Projektet ”Retoriska aspekter på kriskommunikation” syftar till att genom studiet av konkreta krisrelaterade retoriska situationer utveckla metoder, teorier och praktiska tillämpningar för att kunna förstå och förbättra kommunikationen mellan olika aktörer i en krissituation. Samspelet mellan analys och produktion blir här tydligt. Syftet blir därmed både teoretiskt/analytiskt, och riktat mot praktisk utveckling av krishanteringsförmåga hos berörda parter, såväl sändare som mottagare av kriskommunikation. Tanken är att teoretiska insikter ska kunna omsättas i praktisk handling, som i sin tur utvecklar teorin. De vunna insikterna ska kunna omsättas i praktiskt lärande genom bl.a. workshops, seminarier och regelrätta utbildningar. Ett avslutande internationellt symposium på temat ”Retorik i kristider” är redan planerat.

Tidigare forskning

Vad vi idag avser med benämningen kriskommunikation har varit en central retorisk kommunikationssituation sedan antiken. En naturlig utgångspunkt blir därför att studera vad retorisk kanon har att erbjuda. Av särskilt intresse är de som uppmärksammar sambandet retorik-demokrati vid kriskommunikation, t.ex. Isokrates. Under förra århundradet utvecklades, många gånger fristående från explicita retoriska insikter, en forskningstradition runt kriskommunikation. I den fåran kan t.ex. nämnas The Politics of Crisis Management, Arjen Boin et al (2005) och på svenska Risker, kommunikation och medier. En forskarantologi, Rolf Lidskog et al (red.) (2000). Den kriskommunikation som är aktuell för projektet är inte tänkbar utan medierad förmedling. Mediedramaturgin och dess informationsbearbetning utifrån dolda eller öppna premisser är direkt avgörande för de retoriska processer vi önskar studera, och utgör emellanåt själva studieobjektet. Därför kommer den forskning som bedrivits och bedrivs inom den så kallade medieretoriken att få betydelse. Kathleen Hall Jamiesson och Karlyn Kohrs Campbell är bekanta internationella namn; på skandinavisk botten kan nämnas Jens E. Kjeldsen och Brigitte Mral. För analysdelen av projektet kommer det att bli nödvändigt att söka inkorporera praktiska och teoretiska land­vinningar inom retorikanalysen, som på engelska benämns rhetorical criticism, där såväl äldre som samtida argumentationsanalys utgör en betydande komponent.

Delstudier och deltagande forskare

I dagsläget är fyra olikartade krissituationer planerade som föremål för vår retoriska analys, samtliga med internationell relevans:

Tsunamikatastrofen. Analysobjektet är olika ledares retoriska agerande i denna helt oförutsedda krissituation (politiker, den svenska kungen, Lottie Knutsson, förhören i det svenska konstitutionsutskottet). En jämförelse kommer att göras med motsvarande kriskommunikationer från Danmark, Storbritannien och Italien. Forskningsfrågorna kommer att behandla områden som hur man tillmötesgick medborgarnas behov av information och känsla av trygghet, hur deltagande i sorgen verbaliserades, och vilka försvarsstrategier som tillgreps.

Fågelinfluensan. Analysobjektet är en internationell jämförelse av informationsinsatser och mediabevakning i denna mer kända och förutsedda krissituation. Forskningsfrågorna kommer att handla om hur hotet framställdes (inte minst visuellt), den potentiella konflikten mellan expertertisutlåtanden och mediebevakning samt hur hantera potentiellt hot för att etablera ett så konstruktivt förhållningssätt som möjligt.

Terrordebatten. Den globala diskussionen om hur terrorattentat ska förebyggas och förhindras står i potentiell konflikt med medborgerliga fri- och rättigheter. Hur skiljer sig argumentationen avseende t.ex. topiker och presuppositioner åt vid en jämförelse mellan Norden, Tyskland, Storbritannien och Italien?

Mohammedkarikatyrerna. Den kriskommunikation som följde den uppmärksammade publiceringen har fokus på yttrandefrihet och religion. Analysobjektet är opinionsbildande material som ledarartiklar och offentliga brev; här är också tänkt att annat, mindre offentligt åsiktsmaterial ska komma in. Forskningsfrågorna behandlar områden som hur anklagande och försvarade man ståndpunkter i olika länder, utifrån vilka grundvalar rättfärdigades olika ställningstaganden samt hur kan dessa retoriska strategier kopplas till retorikens normativa ambitioner och demokratiska ideal.

 

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.

Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.

Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.

Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.

Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.

Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.

Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.

Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.

Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.

Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!Læs