I februar blev de olympiske vinterlege skudt i gang på et gigantisk Fabergé-ægformet stadion. Værtsnationen Rusland havde forinden øvet sig intenst på at vinde i en særlig disciplin: nationernes kamp. I den kamp afgør retorisk styrke langt mere end muskelkraft.
Putins olympiske potemkinkulisse
Hans Bonde.
I februar løb de olympiske vinterlege af stablen i russiske Sochi på det 40.000 sæder store Fisht Olympic Stadium. Hvilke budskaber om Ruslands placering i verden modtog vi? Hvad var præsident Putins og organisationskomiteens retoriske midler?
Når legene havde topprioritet hos de russiske myndigheder, hænger det sammen med at det var Putins hidtil største prestigeprojekt. Gennem megaevents som VM i atletik i 2013, OL i Sochi i 2014 og VM i fodbold i 2018 forsøger Putin at positionere Rusland som en geopolitisk stormagt. OL i Sochi skulle være kronjuvelen i den symbolske fremstilling af russisk entreprenørånd, organisationsevne og modernisering – på trods af at Rusland på mange måder er en kolos på lerfødder hvis økonomiske vækst er stærkt afhængig af produktionen af gas og olie og prisudviklingen på verdensmarkedet.
De Olympiske Lege er i deres grundform tænkt til at foregå i tolerancens og universalismens ånd, og det kunne derfor kaste glans over en nation som Rusland at være midtpunkt i det gode globale selskab som arrangør af denne nationernes største fest. Alt gik dog ikke som planlagt, for de sidste måneder frem mod OL var præget af international kritik af Ruslands mere og mere anstrengte forhold til menneskerettighederne siden parlamentsvalget i 2011. Frem for alt har loven mod ”homoseksuel propaganda” fra juni 2013 vidnet om at nutidens Rusland på ingen måde lever op til De Olympiske Leges traditionelle værdier hvor alle – uanset seksuelt, religiøst, nationalt eller etnisk tilhørsforhold – kan være med.
Hvis man sammenligner åbningsceremonierne ved OL i Beijing i 2008 og London i 2012, kan man se at ceremonierne giver værtsnationerne en mulighed for at brande sig over for verdensoffentligheden. Denne branding omfatter blandt andet fremvisning af nationernes ’særegne betydning i verdenssamfundet’ og ’dyrkelse af statslederne’. I det følgende vil disse to kategorier danne baggrund for en diskussion af åbningshøjtideligheden ved OL i Sochi.
Illustration: Rasmus Lund Mathisen
Ruslands betydning i verdenssamfundet
Den olympiske fakkels rute under optakten til OL i Sochi gav på forhånd et par hints om hvad der var i vente ved åbningsceremonien med henblik på at fremhæve Ruslands særegenhed i verdenssamfundet. Den Internationale Olympiske Komite har indskrænket ruten til værtsnationens eget territorium som en konsekvens af ”kampen om faklen” mellem kinesere og menneskerettighedsakti- vister på faklens vej gennem alverdens hovedstæd- er frem mod OL i Beijing i 2008.
Det hindrede dog ikke de russiske myndigheder i at opnå maksimal symbolværdi. Faklens rute gik gennem verdens største land og omtrent 3.000 byer og landsbyer på den længste fakkelrute i et enkelt land nogen sinde. Ruslands storslåede og varierede natur blev blandt andet fremhævet ved at faklen blev sænket ned i verdens dybeste sø, Bajkalsøen, og blev ført op på Europas højeste bjerg, Mount Elbrus. Elbrus ligger i Nordkaukasus, og faklens tilstedeværelse her kan ses som en symbolsk fremvisning af russisk overhøjhed og kontrol i den urolige region.
Som en markering af de opblussende russiske interesser i det arktiske område bragte en atomdreven isbryder faklen til Nordpol- en hvor repræsentanter fra de otte medlemmer i Arktisk Råd deltog i en ceremoni. Et stafetløb sluttede af med et lysshow hvor alle de arktiske magters nationale flag blev projiceret på isen ved siden af den olympis- ke ild.
Faklen blev også sendt ud i kosmos i en Soyuz-raket som tegn på Ruslands store ambitioner om at fastholde rollen som rumnation. Derfor så vi også ved åbningsceremonien en dyrkelse af Jurij Gagarin der i 1961 var den første astronaut i kredsløb om jorden og herefter blev dekoreret som ”Sovjetunionens helt”. Hertil kommer at den ceremonielle hejsning af det russiske flag blev forestået af de mest centrale nulevende astronauter.
Putins satsning på internationale sportsbegivenheder sker i øvrigt parallelt med hans forsøg på at placere Rusland på stjernehimlen. I april 2013 afslørede han således et nyt rumprogram til 50 milliarder amerikanske dollars, herunder konstruktionen af en såkaldt ’kosmo- drom’, en slags rumhavn til bemand- ede opsendelser og rumtransporter fra den østrussiske Amur-region. Der er altså tilløb til en gentagelse af Sovjettidens satsning på rumfart og eliteidræt som diplomatiske markør- er af det nutidige Ruslands storhed.
Åbningsceremonien spillede også på de historiske strenge ved at fremhæve en markant historisk figur, zaren Peter den Store. Ham vil Putin langt hellere spejle sig i end Lenin. Desuden blev Peter den Store fremstillet i lyset af den militært baserede udvidelse af det russiske imperium. Naturligvis blev der sprunget let hen over Stalin og hans barbariske undertrykkelsespolitik, men den sovjetiske industrialisering fra 1920’erne blev hyldet i en hovedsekvens hvor også Sovjettidens hammer og segl dukkede massivt op, måske som en refleksion af at Putin anser Sovjetunionens nedsmeltning – kulminerende med murens fald – som det tyvende århundredes helt store katastrofe.
Der blev naturligvis også givet eksempler på Ruslands kulturelle bidrag. Fx til den klassiske musik med Prokofiev og Stravinsky, til verdenslitteraturen med Tolstoj og Dostojevskij, til malerkunsten med den fransk-russiske maler Marc Chagall og Kandinskys betydning for det abstrakte maleri samt til filmkunst- en med Sergei Eisenstein.
Dyrkelse af statslederne
Hvad angår statslederne, er det altid ekstremt vigtigt for værtsnationen til OL at de øverste repræsentanter fra de store nationer kommer til stede på tribunernes VIP-område og under kameraernes bevågenhed vinker ned til deres nationale hold under indmarchen. Det er det sikreste tegn på den såkaldte ’bløde magt’, og det demonstrerer legenes storpolitiske betydning. Ved OL i Beijing i 2008 var der fx fremmøde på højeste niveau da både Barack Obama, Putin og den franske præsident Nicolas Sarkozy mødte op.
Men her mistede Putin vigtige point i Sochi. Som følge af de indskrænkede russiske borgerrettigheder valgte notabiliteter som Frankrigs præsident, Francois Hollande, EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, og Tysklands præsident, Joachim Gauck, at droppe legene. Barack Obama kom heller ikke og besluttede oven i købet demonstrativt at sende en statsdelegation med flere homoseksuelle repræsentanter som fx ishockeyspilleren Caitlin Cahow.
Hvor de kinesiske statsledere traditionelt optræder afdæmpet i det offentlige rum som talende jakkesæt uden et overdrevent personligt udtryk, fører Putin sig anderledes flamboyant frem i forsøget på at etablere en populistisk platform via sin kropslige fremtoning. Snart optræder han i hvid judodragt med sort bælte som en kampsportsmand der dyrker sin ungdomssport, snart spiller han ishockey med russiske topspillere, og snart redder han et filmhold fra en sibirisk tiger.
Hvor Putins fremtoning som HE-man med bar overkrop til en vis grad appellerer til den russiske befolkning, virker en sådan kropspolitik mere aparte i udlandets øjne hvilket resulterede i en mere afdæmpet fremtoning ved OL. Dog blev der under åbningsceremonien zoomet rigtig mange gange ind på Putin. På samme måde var han yderst aktiv under selve sportskonkurrencerne og i mere uformelle møder med russiske og udenlandske atleter hvorfor han mere end nogen statsleder fremstod som en sportens mand.
Putin vovede ikke at ændre i statslederens normalt helt fastlagte åbningsord i modsætning til præsident George Bush der ved vinter-OL i Salt Lake City i 2002, med henvisning til terrorangrebet den 11. september året før, udtalte: ”På vegne af en stolt [læs: Vi er ikke knækket!] og beslutsom [læs: Vi kommer efter jer!] nation åbner jeg herved …” Ved samme lejlighed blev et brændt og sønderrevet flag der angiveligt var fundet i World Trade Centre, båret rundt i arenaen under tilstedeværelse af politi- og brandfolk fra ”September 11”.
Patriotisk symbolik om nationens storhed. Den timelange åbningsceremoni ved vinter-OL gav Rusland rig mulighed for at udfolde politisk propaganda. Foto: Wikimedia Commons
Krim-krisen skæmmede det russiske brand
Alt i alt fik Putin med OL i Sochi skabt en kæmpe retorisk potemkinkulisse – et udtryk for hans forsøg på at genskabe russisk storhed som frugten af hans 13 år ved magten. Men opbygningen af goodwill gennem OL blev ubarmhjertigt smadret gennem Putins annektering af Krim i ugerne efter OL. Frem for at stå som dynamisk centrum i skabelsen af en ny eurasisk føderation af tidligere sovjetrepublikker skaber Rusland i dag frygt og ikke tiltrækning hos sine naboer. Skønt elitesportens bløde magt er en væsentlig faktor i international politik, er den hårde militære magt dog fortsat en hovedfaktor i geopolitikken, og det gælder tydeligvis ikke mindst når Putin spiller med musklerne.
R
Læs mere:
Bonde, Hans: ”Between Tightness and Looseness: the Politics of the London Games in the Light of the Beijing Games”, Sport in Society, vol. 17, no. 5, 2013.
Bibliografisk
Af Hans Bonde. Dr.phil. og professor ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 93 (2014), s 22-24.
