De sociale medier der før var brugernes private legeplads til diskussion, er nu blevet journalisternes jagtmark når de skal finde krydderi til artikler.
Når journalister tæmmer de sociale medier
Lars Holmgaard Christensen
Der er ikke meget socialt over en opmærksom vagthund eller en alvorlig fjerde statsmagt som er den måde nyhedsmedier gerne ser sig selv på. Den fjerde statsmagt er en kontrolinstans der skal sikre og vedligeholde en samfundsskabt common sense og et moralsk regelsæt.
Med den opsætning bliver det journalistikkens opgave at sætte spot på magthavere som i spotlyset samtidig bliver holdt fast og overvåget hvorfor det også bliver til en civiliseringsproces, altså en tæmning af magthaverne, så de ikke misbruger deres magt eller uden for journalisternes spotlys slipper af sted med lyssky eller kulturelt afvigende affærer.
Jo mere brugerne har behov for at kritisere medierne og journalistikken, desto mere kan vi udlede at den fjerde statsmagt har mistet sin evne til at være en ordentlig vagthund.
Hvis vi vender blikket mod et forandret mediebillede og særligt på de sociale medier og den aktivitet der foregår i forskellige sociale netværk, så sker der også en tæmning af eksempelvis Søren Pinds udskejelser eller af tilfældige danskere på Facebook som i privatindstillinger har glemt at lukke døren for en journalist på jagt efter en tekstbid der kan peppe en historie op. Mens sociale netværksmedier i starten havde potentiale for større gennemsigtighed i samfundet, så har journalistikken på flere måder tæmmet befolkningen tilbage i privatlivets profilrammer på bl.a. Facebook.
Befolkningen er kommet i søgelyset
Historier fra nyhedsmediernes egne hovedsider på nettet er længe blevet delt og diskuteret i sociale netværksmedier. Brugerne er på den måde blevet en vigtig ny ’overvågende statsmagt’ der ved at sætte spot på nyhedsmedier og journalister har en potentiel mulighed for at sikre en kvalitetsjournalistik ved at gøre grin med og udstille den dårlige journalistik og de dårlige journalister. Jo mere brugerne har behov for at kritisere medierne og journalistikken, desto mere kan vi udlede at den fjerde statsmagt har mistet sin evne til at være en ordentlig vagthund. Når en frustreret hund bliver presset, fordufter den eller bider fra sig. En måde flere nyhedsmedier bider fra sig på, er ved at sætte spot på befolkningens ’afvigende’ adfærd og mangel på etik og høflighed på de sociale medier.
Når vi i disse år har travlt med at stille spørgsmål ved hvad sociale medier gør ved nyhedsmedier og journalistikken, så skal vi også til at åbne øjnene op for og spørge til hvad nyhedsmedier og journalistikken egentlig gør ved de sociale medier og de muligheder for demokratisk deltagelse sociale netværksmedier kan tilbyde.
En måde flere nyhedsmedier bider fra sig på, er ved at sætte spot på befolkningens afvigende adfærd og mangel på etik og høflighed på de sociale medier?
Det foregår ofte således at når vi skal være sociale og indgå i en samtale med nogen på en side som Facebook, har vi brug for et fælles udgangspunkt til en samtaleperformance, og derfor benytter brugerne på de sociale medier ofte nyhedsartikler fra de traditionelle medier som samtaleemne. Men nu er journalisterne også begyndt at bide fra sig den anden vej rundt – nemlig ved at bruge de sociale mediebrugeres statusopdateringer og spontane ytringer. Efter forgodtbefindende gør journalister den sociale aktivitet til produkt i deres arbejde med det belæg at det er offentligt til citat og kan bruges som troværdigt kildemateriale. Så mens vi i mange år har læst den ene overskrift efter den anden om at chefen, Skat, ekskæresten m.fl. overvåger os på Facebook, så mangler vi stadig at se nyhedsartiklen om at det nu også er journalister der overvåger befolkningen på de sociale medier.
Datadreven journalistik i nye omgivelser
Vi står altså i en situation hvor flere journalister er begyndt at gøre brug af de sociale netværksmedier, men i deres arbejde med kilder og cases kommer nyhedsproduktion alt andet lige til at handle om at levere nogle attraktive produkter. Det kan derfor være svært for journalister at finde sin plads imellem at være en asocial vagthund og til andre tider en social engageret familiehund.
Som det så ofte sker med en journalistik der excellerer i konventioner, værktøjer og opskrifter til formidlingsproduktion,
så er der en risiko for at hammeren kommer til at banke steder hvor det viser sig ikke at være helt almindelige søm.
Når sociale netværksmedier er digitale databasemedier, er det oplagt at datadreven journalistik kan være et foretrukket værktøj. Datadreven journalistik er blevet brugt flittigt til at indhente offentligt tilgængelige data hvorfor journalister hurtigt har kunnet fremstille en liste over karaktergennemsnit på landets folkeskoler eller har været i stand til at visualisere hvor voldtægtsdømte bor i Danmark.
Vi synes imidlertid at skulle skelne mellem data i offentligt tilgængelige registre og så verserende kommunikationshandlinger i sociale netværk. Offentligt tilgængeligt materiale er et krystalliseret resultat af en række forhandlinger og beslutninger. Som kommunikationshandling er offentligt tilgængelige data derfor præget af den konsensus som er kommet ud af en proces.
Data i sociale netværk er derimod midt i en proces. En persons statusopdatering er blot et udspil i en socialt medieret offentlighed, og det bliver således et indspark til og en holdningstilkendegivelse i en konkret situationel praksis og er således ikke et resultat af en konsensusbeslutning eller et udtryk som kan forstås i et vakuum, og kan derfor ikke blot ’datahøstes’ fra nettet uden at forstå konteksten.
Bliver vi tæmmet til tavshed eller fornuft?
Når journalister pepper en historie op med en brugers åbne statusopdatering, så er det ikke fordi journalisten har en egentlig interesse i den situationelle praksis.
Journalisten har fokus på at en persons tekstbid kan skabe en effekt i et journalistisk produkt.
Ved at overvåge, udstille og således civilisere befolkningen i de sociale netværksmedier gennem datadreven journalistik kommer journalistikken både til at fungere som et moralsk anker i kommunikationshavet og som en moralsk spændetrøje for hvad der er muligt i de sociale medier som p.t. er præget af følelsesreaktioner, leg og underholdende kreativitet.
Det bliver derfor en balancegang hvor journalistikkens spotlight på aktiviteter i sociale medier både kan føre til en mere sober og fornuftsbaseret demokratisk samtale, men også kan føre til mindre social aktivitet i de sociale medier. R
Forfatter:
Lars Holmgaard Christensen. Ph.d., forskningschef i Sociale Medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
RetorikMagasinet 83/2012, side 14-15.