Mozart var en musikalsk festtaler

Han er først og fremmest kendt som en stor klassisk komponist. Men måske var Mozart mere end det? En retorisk læsning af operaen ”La clemenza di Tito” viser at han også havde øje for overbevisende virkemidler der kunne ’re-brande’ monarkiet i Prag.

Mozart var en musikalsk festtaler

Jette Barnholdt Hansen.

I slutningen af august deltog jeg i en international konference i Stockholm i anledning af at hofteatret på slottet Drottningholm havde premiere på Mozarts ’opera seria’: ”La clemenza di Tito” (Titus’ mildhed) fra 1791. Det at en retoriker sådan bliver inviteret til at tale i en forsamling af prominente Mozartforskere, filosoffer og litterater med speciale i det 18. århundredes æstetik, må betegnes som et kontroversielt valg. Det er nemlig stadig en udbredt opfattelse at retorikken var på retur i slutningen af det 18. århundrede. Men hvorfor giver det så mening at præsentere en retorisk læsning af ”La clemenza di Tito”? Mit argument er at en retorisk læsning af ”La clemenza di Tito” kan tilføre noget nyt. Blandt andet kan det retoriske begreb om lejlighedsretorik (den såkaldte ’epideiktik’), som ofte er en del af en ceremoniel situation og ifølge Aristoteles er knyttet til nuet og omhandler dyder og laster, hjælpe med at synliggøre den omdefinering af dyden mildhed som finder sted på det tekstlige og musikalske plan i operaen.

Operaen og dens situation ”La clemenza di Tito” blev uropført på Nationalteatret i Prag 6. september 1791 i forbindelse med en kroningsceremoni.

Leopold den Anden blev kronet til konge af Böhmen – en af hele tre kroninger i 1790’erne der havde det formål at ’re-brande’ monarkiet som oplyst enevælde. Man tilpassede sig bevidst den nye politiske situation i Europa ved at integrere nogle af den franske revolutions borgerlige værdier i repræsentationen af magten: Mozarts opera seria udgjorde hovedattraktionen ved kroningsceremonien i 1791 og bygger på et drama af den berømte librettist Pietro Metastasio. I forbindelse med kroningsceremonien blev dramaet forkortet, redigeret og tilpasset den nye situation af librettisten Caterino Mazzolà.

Vi kender alle Mozarts evner som komponist, men de færreste kender hans retoriske kvaliteter. Illustration: Jonathan Ovesen

Titus: den milde kejser

Handlingen foregår i Rom i det første århundrede e.Kr. og fremstår i meget korte træk som et komplot imod kejseren Titus. Det bliver udført af hans undersåt og ven Sextus som dog kommer til at kaste sig over den forkerte mand. Titus overlever derfor.

Annons

Kritisk retorikanalys

Kritisk retorikanalys

Behöver du verktyg för att genomskåda och förstå de olika slags budskap som omger och vill påverka oss alla? Både verbala, ickeverbala och visuella? Då är detta boken för dig.

Den främsta målgruppen är retorikstudenter på olika nivåer som står inför uppgiften att analysera retoriska objekt, från enskilda analyser till större uppsatser. Men även studenter från andra discipliner som intresserar sig för text- och bildanalys kan ha nytta av retorikens metodiska angreppssätt. Läs mer...

Read more

Kritisk retorikanalys, kapitel 1

Kritisk retorikanalys, kapitel 1

Brigitte Mral, Marie Gelang & Emelie Bröms: Kritisk retorikanalys. Text. Bild. Actio. Kapitel 1: Retorik som vetenskap Läs mer...

Read more

Men Sextus er ikke operaens værste synder; det er Vitellia, datter af den tidligere kejser som blev myrdet. Vitellia ønsker Titus likvideret fordi hun ikke længere selv ser mulighed for at blive kejserinde da Titus har planer om at indgå ægteskab med en anden kvinde. Hun får overtalt Sextus til at udføre mordforsøget; han er nemlig forelsket i Vitellia og kan til sidst ikke modstå hendes stærke vilje. Dramaet ender dog godt som det sig hør og bør i opera seria. Selv om begge syndere står til den værste straf, nemlig at blive kastet for glubske dyr i Colosseum, viser Titus legendarisk storsind og mildhed. Han tilgiver både Sextus og Vitellia.

Operaen som epideiktisk retorik

Allerede titlen på Mozarts opera synes at motivere en ’epideiktisk’ læsning af ”La clemenza di Tito” idet dyden mildhed er det første ord. Når en kejser fremhæves som mild, er det med stor sandsynlighed ros – altså en hyldest der skal påvirke publikums opfattelse af hans troværdighed, her først og fremmest i form af hans velvilje over for sine undersåtter. Selve historien om den milde romerske kejser blev allerede fortalt af den romerske historiker Sveton omkring 120 e.Kr. Det er således også interessant at den historiske legende nu placeres i en referenceramme der er præget af oplysningstidens moral og dannelsesidealer. Dyden placeres fx i en kristen kontekst hvor der er stort fokus på Titus’ evne til at tilgive; selv når det ikke kunne forventes af ham hverken ud fra et klassisk ’vir bonus’-ideal, der først og fremmest fordrede moralsk retskaffenhed, eller ud fra et decideret juridisk standpunkt i forbindelse med Sextus’ og Vitellias forbrydelse.

Mildhed på flere niveauer

Dyden mildhed bliver illustreret på mange niveauer i ”La clemenza di Tito” så de lyttende tilskuere både kan forholde sig intellektuelt til dramaets moralfilosofiske dilemma og samtidig sanse selve mildheden med øjne og ører. I operaen er dyden nemlig både en agerende person, et bestemt narrativ, en stemme og noget karakteristisk musik. Dramaet rummer også konkrete eksempler der kan illustrere Titus’ mildhed: Kejseren afslår fx et tilbud om at få opført et tempel til sin ære og råder i stedet til at man bruger guldet på at støtte ofrene for vulkanen Vesuv. Han accepterer også at hans tjenerinde (Servilia), som han har tilbudt ægteskab, hellere vil giftes med hans tjener (Annius) end med ham selv.

Mozarts musik

Musikken understøtter dramaets epideiktiske repræsentation. Titus’ tre arier (et afgrænset stykke musik for solostemmen som ofte har en lyrisk karakter) har nemlig alle en middelkarakter (’mezzo carattere’) både med hensyn til melodik, harmonik og tempo som man godt kan fortolke som ’mild’. De er også alle tre ret regulære i deres form med en relativ enkel tonal struktur. Den første og den sidste er i tredelt ABA-form. Den anden har en todelt form. Det er altså karakteristisk at alle tre arier bygger på en tydelig gentagelse.

Dette er en bevidst måde at realisere mildheden på i musikken, og her bygger Mozart på sit store kendskab til genren opera seria: Arierne er udformet således at de har en stærk virkning når de gentages. Det er sansningen af den lyriske affekt (mildheden) som skal være i centrum når Titus synger sine arier. At deres karakter minder meget om hinanden, giver en meget forstærkende effekt.

Det er vigtigt at pointere at musikken og retorikken gensidigt kan belyse hinanden: Retorikken kan synliggøre operaens epideiktiske repræsentation, og musikken underbygger denne ved at gøre dyden mildhed sansbar og memorabel: Titus’ arier har fx så tilpas enkle og iørefaldende melodier at publikum vil kunne gå og nynne dem når de har forladt Nationalteatret. På den måde lever Titus’ – alias Leopold den Andens – mildhed videre længe efter den 6. september 1791.

R

Bibliografisk
Af Jette Barnholdt Hansen. Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 90 (2013), s 26-27