Mindehøjtidelighedens monstre

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Når statsledere træder op på talerstolen efter et terrorangreb, handler det ikke kun om at mindes de døde og samle de sørgende. Det sørgende fællesskab, som Helle Thorning-Schmidt konstruerer i sin tale efter skyderierne i København i februar 2015, har en skyggeside, og her vrimler det med dæmoner.

Mindehøjtidelighedens monstre

Julie Kampe Ziska og Frida Hviid Broberg

 

“Vi ved, at nogle vil os det ondt. Vi ved, at der findes kræfter i verden, som mener, at mørket er stærkere end ­lyset. Vi ved, at der er fanatiske personer, der foragter andres ret til at leve. Det er en trussel, som vi vil forsvare os mod med den særlige styrke, som vokser ud af vores fællesskab. Og det er en trussel, vi overkommer sammen.”

Ordene ovenfor kommer ikke fra en Harry Potter-bog. De er ikke sagt af den sølvskæggede helt Dumbledore, lige inden slaget mellem de gode troldmænd og de onde dødsgardister skulle stå. Monstret der lurer mellem linjerne, er ikke vores tidlige teenageårs ultimative fantasyfrygt, Voldemort. Ej heller en internet-troll, Caliban, Smile.dog eller nogen af de andre monstre du har mødt i magasinet her.

Ordene er Helle Thorning-Schmidts. På en frostklar februaraften i 2015 stod den daværende statsminister foran mere end 30.000 fakkelbærende fremmødte på Østerbro i København. Her var de samlet for at mindes Dan Uzan og Finn Nørgaard der to aftener forinden havde mistet livet i det der hurtigt blev betegnet et terrorangreb.

I artiklen her vil vi analysere Thorning-Schmidts tale fra mindehøjtideligheden. En tale der blev rost i retorikkredse for sin samlende effekt, for at skabe fællesskab og identifikation. I artiklen her vil vi imidlertid undersøge skyggesiderne af den samlende retorik. Vi vil fokusere på hvordan Thorning-Schmidt konstruerer ikke bare et fællesskab i sorgen, men også et monster, nærmere bestemt en dæmon i form af ‘terroristen’. Vi skriver ‘terroristen’ i anførselstegn for at markere at vi ser monstergørelsen, som omfatter alle dem, der associeres med figuren ‘terroristen’ – og ikke som afgrænset til Omar El-Hussein der stod bag mordene på Nørgaard og Uzan. Hvordan det hænger sammen, og hvad det betyder, vil vi komme ind på senere.

Annonce

Anders © Scanpix

En national krop i sorg

“I dag er vi samlet for at mindes de dræbte og ære de sårede.” Sådan indleder Thorning-Schmidt sin mindetale med at samle publikum i sorgen. Det er “de dræbte” der danner genstand for sorgen, og Uzan og Nørgaard fungerer samtidig som et identifikationspunkt for det fællesskab, det ‘vi’, som konstrueres i talen. Det ser vi for eksempel når Thorning-Schmidt beskriver de to og deres gøremål før de blev skudt, og karakteriserer dem som vores hverdag, vores liv: “Et debatmøde. En konfirmation. Det er almindelige begivenheder. Det er vores hverdag. Det er vores liv. Vi står fast på en fri og tryg hverdag i et demokratisk land. Det er derfor, vi er samlet i aften. Vi er fulde af sorg. Vi er tynget.”

Thorning-Schmidt tegner her et billede af et publikum som ikke alene har mistet en medborger, måske en ven, men noget af sig selv.

Man kan altså tale om at Thorning-Schmidt konstruerer et affektivt fællesskab i sorgen, og “fællesskab” er da også en gennemgående topos i talen. Et fællesskab der kan forekomme så stærkt at individerne smelter sammen i sproget, for eksempel når Thorning-Schmidt beskriver hvordan ‘vi’ står skulder ved skulder og holder hinanden i hånden; gestus som ophæver grænserne mellem de enkelte kroppe. I citatet ovenfor ser vi ligeledes hvordan der konstrueres et vi der deler værdier, følelser og besidder en fælles vilje (“vi står fast på…”). ‘Vi’ er tynget og ikke tyngede. Sætninger som “[…] i et demokratisk land” og senere “Vi står sammen som danskere” indikerer at dette ‘vi’ er ‘danskerne’ – et nationalt ‘vi’ der tager form som én national krop. En såret og udsat krop. Publikum samles i sorgen over at uskyldige mennesker har mistet livet, men også over at nationen er blevet såret. At publikum selv er blevet såret.

 

Gun(N)s ‘n’ Demons

Hvad der er på spil her, kan Joshua Gunn hjælpe os til at forstå. I artiklen “The Rhetoric of Exorcism: George W. Bush and the Return of Political Demonology” undersøger Gunn en eksorcisme-genre – et gentagende mønster af dæmoniserende narrativer i præsidentiel retorik efter 9/11. Genrer bliver i Gunns artikel en betegnelse for mønstre og sociale former, som findes i forestillinger hos publikum, talere og kritikere. Gunn præsenterer eksorcisme som et eksempel på et generisk mønster i to led. Det første led er at et individ oplever en krisetilstand, og andet led er at krisen løses ved at vende sig mod højere magter. Gunn analyserer hvordan denne genre tilbyder en bestemt dæmonuddrivelsesposition til retor: Retor bliver eksorcisten.

Gunn viser hvordan Bushs retorik efter 9/11 især karakteriseres ved at Bush konstruerer én fælles national krop som repræsenterer “det gode” i en spirituel værdikamp mod “det onde”. Det onde er repræsenteret i ‘terrorismen’ som Bush omtaler som en infektion af den nationale krop. Terrorismen tager således form som en skjult og indvendig dæmonisk trussel der har inficeret den sårede nation­ale krop og må uddrives. Det positionerer retor som en helbredende vejviser, en eksorcist, der skal drive den onde, inficerende dæmon på flugt.

Som vi allerede har argumenteret for, læser vi at Thorning-Schmidt konstruerer et affektivt fællesskab i sorgen der tager form som én national krop. Men lighederne med Bushs eksorcisme-retorik stopper ikke her, for i fællesskabets skygge lurer en dæmon.

 

En afgrænsning af god krop og ond dæmon

Ud over følelsen ‘sorg’ er andre følelser, værdier og egenskaber med til at forme den nationale krop. Værdier som “engagement”, “frihed”, “ære”, “tryg[hed]”, “demokratisk” samt religions- og ytringsfrihed. Det ses for eksempel i følgende citat: “Nu skal vi stå sammen og fortsætte den hverdag, vi kender. Sige, hvad vi mener. Tro på det, vi tror på. Leve vores liv i frihed. Være dem, vi er. Det er det, vi gør i aften. Vi står skulder ved skulder. Muslimer, jøder, kristne. Mennesker af forskellig politisk overbevisning. Vi står sammen som danskere. Ligesom vi står sammen med de demokratiske og frie lande omkring os.”

I kontrast til disse værdier stilles “terror og had” som noget ‘vi’ skal tage afstand fra og forsvare ovenstående værdier mod. Konstitueringen af den gode nationale krop sker i samme bevægelse som andetgørelsen af noget andet – men hvad? Hvem er egentlig de “andre” som “forsøger ­at skræmme os og splitte os”?

Hadet og de onde hensigter tilskrives ikke en afgrænset og eksplicit defineret krop, og det intensiverer den frygt der kommer til udtryk. Frygten er en frygt for døden: “[…] (nogle), der foragter andres ret til at leve”. En frygt som kommer af at “[v]i ved, at nogle vil os det ondt”. Det er påfaldende hvordan Omar El-Hussein er renset ud af talen, både som et offer (El-Hussein blev skudt og dræbt af politiet): “I weekenden blev to uskyldige borgere dræbt,” men også som gerningsperson. Genstanden for hadet og foragten for “andres ret til at leve” er ikke nogen, men er “nogle”, “kræfter”, “fanatiske personer”, en monstrøs flertalsfigur der ikke bare rummer El-Hussein, men alle mulige terrorister.

At tale om “kræfter i verden som mener at mørket er stærkere end lyset” og om “fanatiske personer”, tegner på mange måder konturerne af en diffus dæmonisk figur. Mørket og lyset karakteriserer parterne i en kamp hvor truslen ‘fanatiske personer’ “[…] er en trussel, vi overkommer sammen”.

Gennem affektive markeringer, der placerer had og frygt i ‘terroristen’, konstrueres altså en dikotomi mellem den frie, ærværdige borger og ‘terroristen’ som den fanatiske, fremmede og ikke mindst monstrøse Anden.

 

Eksorcismeminister

Fronterne er altså trukket op i kampen mellem kræfterne, mørket, og fællesskabet, lyset. Mellem en dæmoni­sk ­
‘terrorist’ og den nationale krop den har inficeret. Men hvordan skal ‘vi’ vinde denne kamp? Det kommer Thorning-Schmidt med et bud på i citatet som vi ind­ledte artiklen med: “Det er en trussel, som vi vil forsvare os mod med den særlige styrke, som vokser ud af vores fællesskab.” At en styrke kan vokse ud af fællesskab, lyder nærmest overnaturligt, religiøst – en mirakuløs magt der spirer frem af forening. Dette spirituelle sprog sporer os i retningen af den rolle som Thorning-Schmidt indtager i denne kamp. Gunn beskriver en profetisk, religiøs tendens i Bushs retorik karakteriseret af en “inflexible posture of right­eousness”, hvad Thorning-Schmidts tale også bærer præg af, for eksempel illustreret i citatet: “, at der findes kræfter i verden, som mener, at mørket er stærkere end lyset.”

Dæmonen tror på mørket, synes at mørket er det rigtige, mens ‘vi’ tror på lyset og: “tror på det, vi tror på” og på, at “[s]ige, hvad vi mener”. Én homogen tro og mening – en nationens identitet og den rigtige identitet som “[v]i er stålsatte på at stå vagt om […]”. På den måde stiller den nationale krop, som den tegnes af Thorning-Schmidt, sig ufleksibelt an: “Vi står fast på […]”, og ‘vi’et’ skal ikke lave noget om: “Nu skal vi stå sammen og fortsætte den hverdag, vi kender. Sige, hvad vi mener. Tro på det, vi tror på. Leve vores liv i frihed. Være dem, vi er. Det er det, vi gør i aften.”

Thorning-Schmidt bliver her en vejviser for rigtig­heden og placerer sig i eksorcistens position: som et fyrtårn der lyser mørket op og uddriver dæmonen fra den nationale krop.

 

Sorgens politik legitimerer krig og vold

Der er mange, der kender til frygtens politik som for ­eksempel udmønter sig i visitationszoner, grænsekontrol og politijagt af en eksamensangst S-togspassager. Men kender vi også sorgens politik?

Ved at vise hvordan Bush konstruerer en national krop inficeret af en dæmon og positionerer sig selv som eksorcist­en der skal uddrive denne dæmon, er Gunns mål ikke kun at gøre os opmærksomme på dette genreoverlap mellem eksorcisme og (anti)terrortaler. Han argumenterer også for at denne dæmonisering, denne monstergørelse, rammer hele befolkningssegmenter der associeres med dæmonen, med ‘terroristen’, og at monstergørelsen medfører en legitimering af vold mod disse som blandt andet har udmøntet sig i en stigning i antallet af hadforbrydelser begået mod muslimer og bidraget til at legitimere først Afghanistan- og dernæst Irak-krigen. På samme måde kan man argumentere for at Helle Thorning-Schmidts tale ved mindehøjtideligheden på Østerbro, der, som vi har vist, også konstruerer en national krop inficeret af en dæmon, taler ind i samme diskurs. Mindetalen bliver slagmark for en (symbolsk) krig mellem en nation og en dæmon. Og i denne dæmonisering ligger en dehumanisering som ifølge Gunn kan være en måde at legitimere handlinger – herunder krig og vold – som skal sikre den rigtiges liv over Andres.                                R

 

 

Bibliografisk

Af Julie Kampe Ziska og Frida Hviid Broberg, kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 32-34

Frida Hviid Broberg

Frida Hviid Broberg

Ansvarshavende redaktør på RetorikMagasinet
Frida Hviid Broberg

Latest posts by Frida Hviid Broberg (see all)

Skriv et svar