Hele Danmarks havemand, Søren Ryge Petersen, giver sit besyv med på naturen som tema i RetorikMagasinet nr. 104. For ham er det nemlig ikke noget som man bare lige skriver om.
Man skal være midt i det
Søren Ryge Petersen
“Vil du skrive et essay om natur til RetorikMagasinet?” Sådan spurgte den gode redaktør Mathias, og så blev den gamle skriverkarl blød i knæene, for han elsker naturen, bor midt i den og har skrevet om den i hele sit lange liv.
Men den gamle skriverkarl måtte også sande at dét at skrive om noget så vigtigt og så personligt som naturen ikke bare kan gøres på bestilling – ordene skal formuleres mens man er midt i det.
Den gode redaktør fortalte mig at mit essay højst måtte fylde 6.000 tegn. Men sådan fungerer det ikke. Man kan ikke sætte længde på naturen. Og hvis man skal udfolde bare et minimum af kreativitet, er den slags forlods begrænsninger en voldsom hæmsko.
Jo, en kronik, en debatartikel, en klumme, en tale – al den slags dagligdagsskriverier skal kunne udholde begrænsningens kunst. Men at tælle ord og tegn i en ægte oplevelse af naturen ville være lige så absurd som at sige at min omfavnelse af mit barnebarn Ida højst må vare i 12 sekunder.
Og derfor er det i stedet blevet til dette lille skriv om hvor svært det er sætte ord på vore alles natur. For ja, den betyder næsten alt for mig, jeg ved forfærdelig meget om den, jeg lever midt i den og er ude i den hver dag året rundt. Den er lige så vigtig som piben, kaffen, åndedraget, en god bog og stor musik.
Naturen er (for mig) først og fremmest sansninger. Jeg kigger og lytter, lugter og mærker. I samme øjeblik jeg træder udenfor, slår sanserne automatisk til, og jeg registrerer hver eneste lyd og lugt som var jeg en hund. Langt det meste er faktuelt, en fugl, en blomst, en vind, traktor, svag duft af violer. Men nogle gange sker der også noget andet. Jeg bliver overrasket, forskrækket, nysgerrig. Eller jeg bliver glad.
Kort og godt: Min natursansning udløser følelser, menneskelige følelser, og nu er det at man er mere end en hund, også andet end en bondekarl der er ude at pløje. Nu bliver jeg den person der ud over at han i hele sit liv har været glad for naturen, også har et umætteligt behov for at fortælle det til andre. Sætte ord på glæden.
Det er så elementært. Mennesker har skrevet om følelser altid, og to emner hæver sig op over alle andre: kærligheden og naturen. Der er skrevet millioner af artikler, bøger (og essays) om disse evige emner, og det holder aldrig op, netop fordi emnerne er så tidsløse og universelle. Og svære! Det er forbandet svært at sætte ord på disse følelser. Det ved enhver. Som regel bliver det den samme banale smøre som sidst, og efter 50 år i branchen kan jeg konkludere at det kun er lykkedes mig ganske få gange – det med at sætte ord på en naturoplevelse der gik til hjertet.
Et af disse øjeblikke har jeg beskrevet i et essay om “Svanesangen”. Svanesangen er lyden af flyvende svaner, og netop denne lyd er forsøgt beskrevet af mange. Essayet udsprang i det korte øjeblik hvor en stor flok svaner fløj hen over hovederne på mig og min hund en skumringsaften. Det blev skrevet i rasende fart samme aften jeg kom hjem og trykt i Politiken ugen efter.
For som sagt kan man ikke bare bestille et stykke om naturen. I hvert fald ikke hvis det skal være ægte. Ordene skal formuleres mens man er midt i det. Og sådan er det bare.
R
Læs mere
Essayet “Svanesangen” kan læses hos Politiken.
Læs også interview med Søren Ryge fra RetorikMagasinet #25, 1997: Han glemte sgu riven!
Bibliografisk
Af Søren Ryge, tv-vært, journalist, forfatter og filosof.
RetorikMagasinet 104 (2017), s 4.
