Komparativ retorik

Når man kommer i kontakt med tekster, taler og talere som ikke har udspring i ens egen kultur, bliver man opmærksom på at den retoriske situation kan være så anderledes at den vestlige retoriks definitioner ikke er tilstrækkelige.

Komparativ retorik

at undersøge det der overbeviser i forskellige kulturer

Pia Moberg

Måske vil man analysere en tale fra en indisk feministisk aktivist, eller få indblik i præsentationsteknikken hos kinesiske forretningsmænd. Eller også vil man finde argumentationstyper i en mexicansk mæglers salgstaktik, alternativt forstå hvordan man bedst overbeviser en gruppe kvinder i Den Centralafrikanske Republik.

Denne artikel vil give et indblik i komparativ retorik, hvordan man kan tolke og analysere fremmede kultures retorik, og hvilke problemer vi stilles overfor når vi beskæftiger os med tekster på ikke-vestlige sprog. Som eksempel vil jeg inddrage min egen forskning om Japan og de erfaringer jeg har gjort mig igennem mit arbejde som underviser i interkulturel kommunikation i erhvervslivet.

Vi har brug for nye værktøjer

Komparativ retorik, eller kontrastiv retorik som emnet også kaldtes til at begynde med, er en lille og relativt ny disciplin. Komparativ betyder sammenlignende, men hvad er det man sammenligner? På en måde er alting en sammenligning med sin eget udgangspunkt, og det som hentydes til her er at den vestlige retoriske tradition er udgangspunktet. Når man analyserer en kilde ud fra et retorisk perspektiv, er de gængse teoretiske rammer i visse tilfælde ikke tilstrækkelige. Der er behov for andre værktøjer. Den komparative retorik er beregnet til at tilgodese dette behov.

Annons

Indefra eller udefra?

En del forskere mener at den vestlige retoriks kriterier for retorisk analyse er universelle og fungerer på alle kulturer. En mere åben tilgang er at anvende begreberne etisk og emisk som er hentet fra lingvistikken og kulturantropologien og har deres oprindelse hos lingvisten Kenneth Pike.

Det etiske perspektiv (som ikke har noget med begrebet etik at gøre), tager udgangspunkt i begrebslige elementer som ikke er en del af det studerede system. Gennem universelle klassifikationer betragter det etiske perspektiv teksten ud fra en sammenligning af hvad der ligner, og hvad der adskiller sig fra for eksempel den klassiske retorik. For studerende og forskere med en vestlig retorisk skoling bliver det naturligt at lægge den klassiske retoriske tradition som et analysefilter på forskningsobjektet, sådan som for eksempel S. B. Blinn og Mary Garrett gør når de anvender den aristoteliske topiklære for at undersøge den kinesiske klassiker Intrigues of the Warring States.

Det emiske perspektiv, derimod, bygger på begrebslige elementer som allerede er en del af det studerede system. Her anlægger forskeren et indre perspektiv og undersøger en tekst inden for rammen af dens kulturelle kontekst som kan give indsigter i de politiske, kulturelle og sociale omstændigheder som former retorikken. Fra et emisk perspektiv bør man analysere enhver retorisk kultur i en selvstændig sammenhæng. Det emiske perspektiv kræver at forskeren fordyber sig i den retoriske situation.

Termerne etisk og emisk svarer til de lingvistiske begreber fonetisk og fonemisk. Det
fonetiske system er et universelt skema over sproglydenes forskelle bestanddele uafhængigt af deres betydning. Fonemisk betyder at man forstår hvordan sproglyde sættes sammen til betydningsbærende enheder (ord).

Gør det klart hvor du står

Hvor stor del af et henholdsvis ydre og indre perspektiv du anvender afhænger af din problemformulering og din kompetence inden for feltet. Kan du originalsproget i den tekst du analyserer, og har du desuden stor erfaring med den kulturelle kontekst, har du lettere ved at antage et emisk indre perspektiv.

Det kan jo også være at man i et mindre arbejde sigter mod at analysere et kildemateriale, men uden nærmere kendskab til den retoriske situation eller den kulturelle sammenhæng, og da tvinges man til at anvende et ydre perspektiv. På den anden side kan man i et større arbejde studere tekstens kontekst, og for yderligere at styrke det indre perspektiv måske lære sig originalsproget i de tilfælde materialet er på et sprog man ikke behersker. Jeg tror at den mest frugtbare måde at forholde sig på er at betragte de etiske og emiske perspektiver som internt komplementære, og tydeligt redegøre for den metode man vælger.

Min egen forskning i japansk retorik er et eksempel på en kombination af et etisk og et emisk perspektiv. I mangel af et japansk retorisk analyseværktøj anvender jeg den klassiske retoriks begrebsapparat som teoretisk ramme i min analyse af japanske politiske taler, altså et etisk perspektiv. Metodologisk var mit perspektiv dog emisk da jeg analyserede materialet på originalsproget, og satte mig grundigt ind i den kulturelle sammenhæng.
Forskelle og fællesnævnere i vestlig og østlig retorik

Da jeg begyndte at undersøge den japanske retoriske tradition, gik det op for mig at vestlige forskere generelt har hævdet at den asiatiske retoriske tradition med få undtagelser ikke inkluderer abstrakt tænkning, formel logik og deduktiv argumentation. Mens argumentation baseret på logisk stringens har været den primære argumentationstype i Vesten, har Østen været kendetegnet ved andre argumentative konventioner. Her har autoritetsargumenter baseret på analogier og eksempler samt ordsprog og anekdoter fra de konfucianske, buddhistiske og taoistiske mestre i stedet spillet en afgørende rolle. Her finder man store ligheder med den vestlige homiletik (teorien om prædiken og den kristne forkyndelse). Samtidig kan man se at for eksempel buddhistiske tænkere siden 600-tallet blev trænet i logisk ræsonnement og retorisk debat. Diskussionerne i form af spørgsmål og svar var meget lig det vi i Vesten associerer med debat og dialektiske diskussioner, og blev ofte udført af præsteskabet og uddannede medborgere i Japan såvel som i Kina. Det viser sig altså at den vestlige og østlige tradition alligevel har mange fællesnævnere.

Ki–shoo–ten–ketsu

Det vi kan definere som ‘japansk retorisk praksis’ kaldes ikke for retorik, men betegnes under overskrifter som ‘religiøs udøvelse’ (buddhistisk homiletik og buddhistisk argumentation), ‘litteratur’ (skriftlig komposition) eller ‘teater’ (manzai og rakugo).

Et fænomen som den komparative retorik tidligt bemærkede i Kina og Japan var dispositionsmodellen ki–shoo–ten–ketsu. Modellen stammer oprindeligt fra 1300-tallets Kina og læres og anvendes den dag i dag i Japan inden for både litteratur, poesi, prosa, opgaveskrivning, journalistisk og reklame. Modellen bygger på en anden logik end den vi er vant til i den klassiske retorik: 1) Indledning og præsentation af temaet (ki); 2) Udvikling af temaet, ofte i detaljer (shoo); 3) En overraskende drejning (ten). Efter at have udviklet temaet i shoo, introduceres her et overraskelseselement som er indirekte relevant og relateret til ki, ofte udtrykt i en metafor eller lignelse; 4) Afslutning, sammenfatning, konklusion (ketsu). Den tredje del, drejningen, er ofte det som bliver opfattet som et ulogisk hop i for eksempel en novelle eller en tale. Tanken er at læseren selv skal se den logiske bro og dermed blive overbevist.

Da jeg analyserede politiske taler i forbindelse med mit forskningsarbejde, fandt jeg netop en sådan drejning indvævet i talerne, oftest i slutningen. Jeg lærte at man i Japan ofte placerer sit hovedforslag og sit stærkeste argument i slutningen af en forretningsmæssig forhandling eller præsentation – i stedet for i begyndelsen som er almindeligt i den klassiske vestlige retorik.

Teceremonier, sværdfægtning og fabriksarbejde

I tre år fulgte jeg en klasse på det japanske ledelsesinstitut Matsushita Institute of Management and Government i Tokyo. Da skolen er kendt for at udklække dygtige kommunikatører, var målet med undersøgelsen at belyse skolens strategi med vægt på de elementer i undervisningen som af den vestlige tradition kan defineres som kommunikation og retoriske handlinger. Med retoriske handlinger tænker jeg her på talesituationer som har til hensigt at overbevise lytteren.

Eliteskolen blev grundlagt af Konosuke Matsushita, et ikon i den japanske forretningsverden under efterkrigstidens væksttid. Som grundlægger af det japanske elektronikforetagende Panasonic var han en vigtig faktor og drivkraft bag Japans vækst i 1960-1970’erne. Matsushita var utilfreds med det politiske lederskab i Japan, og i en sen alder bestemte han sig for med egen kapital at skabe en lederskabsuddannelse for næste generations politikere. Teceremoni, recitation af konfucianske klassikere, sværdfægtning og fabriksarbejde er obligatoriske indslag i uddannelsen. Mange eliteskikkelser inden for det politiske liv har gået på instituttet, blandt andre den tidligere præmiereminister og udenrigsministeren, og statistik viser at så godt som alle tidligere elever har erobret høje positioner i det japanske samfund.

Taiken, gemba og keiken

Ifølge instituttets nuværende rektor Takami Sano bygger den japanske kultur på genchi gemba: en antagelse om at man med egne øjne må se det sted hvor noget sker i stedet for at sætte sin lid til logik og teoretiske ræsonnementer. Han mener at gemba, det at gå ud i felten for at erfare og komme tilbage med erfaringer, helt enkelt er mere overbevisende.

I tråd hermed er taiken og keiken to ord som går igen i de fleste af interviewene. Ordene er relativt synonyme og betyder begge ‘erfaring’. Taiken indebærer tegnet tai som betyder krop; at erfare noget kropsligt. “Taiken udgør halvdelen af al aktivitet her på MIGM. Taiken er at lære mennesker at kende. Hvis man ikke lærer mennesker at kende, kan man intet vide. At vide gennem erfaringer er den eneste måde at blive en god leder,” siger Kazuhiro Furuyama som er uddannelsesansvarlig på MIGM. Furuyama fortæller desuden at der ikke findes nogen specifik træning i kommunikation, retorik eller lederskab på instituttet – det indgår som naturlige dele i uddannelsen.

Kopier den bedste

En fransk udvekslingsstudent som gik på instituttet i et år fortalte dog at hun fik mere træning i at holde taler på MIGM end under sine sammenlagte tre år på et amerikansk universitet og på Oxford. “Oftest har man ingen chance for at forberede sig, men tvinges bare til at improvisere. Når vi har været ude i felten og er kommet hjem til skolen, skal vi redegøre for vores erfaring, og der er altid folk udefra som lytter. Jeg ved ikke hvor alle de mennesker kommer fra.”

En opfattelse som deles af samtlige interviewpersoner er at man lærer kommunikation direkte fra de seniorer som tidligere har gået på instituttet. Det gælder ikke mindst inden for politik. Netværket blandt gamle og nye studerende er betydningsfuldt, og de ældre fungerer som forbilleder for de yngre. Modellen er at imitere de som kan, og derigennem lære sig de bedste metoder til at opnå sit mål.

Det Furuyama giver udtryk for i sin forklaring af taiken og gemba er et gennemgående træk i den japanske kultur – fra de japanske kunstarter til produktionsindustrien. En fundamental komponent i den japanske indlæringsproces handler nemlig om at kopiere det bedste forbillede man kan finde, og derigennem komme til at beherske indholdet gennem flittig øvelse af formen.

Furuyama mener at en teoretisk overbygning i fag som kommunikation og ledelse uden praktisk forankring i erfaring er mindre hensigtsmæssig. Politiker og medlem i overhuset Tetsuro Fukuyama mener ligeledes at “evnen til at debattere ikke er vigtig. Har man erfaring rækker det som overbevisende i sig selv. Hvis man vinder på logisk vis over modstanderen, vinder man ingen respekt i Japan.”
Forskelle viser sig i forretningsmøder

Genchi gemba hylder det induktive ræsonnement hvor man ud fra eksempler drager generelle konklusioner. Når mange af dem som jeg interviewede mente at ordet retorik havde en negativ klang, skyldtes det at det netop er den deduktive argumentation som er associeret med retorik og ‘tomme ord’. Det som interviewpersonerne forstår som retorik, står derfor i kontrast til det værdigrundlag instituttet repræsenterer.

Præferencen for induktiv bevisførelse bliver tydelig ved globale forretningsmøder. Japanere ser nøjagtig empiri som overlegne komplekse teorier. Men analyserede data må altid være sat i sin sammenhæng. På retoriksprog kan man sige at hele den retoriske situation må tages i betragtning. Hverken den amerikanske model med en overskuelig, effektiv og underholdende PowerPoint-præsentation, eller en fransk langtrukken teoretisk udlægning fungerer som overbevisende værktøjer i Japan. For at overbevise på japansk må man stræber efter et holistisk helhedsbillede og få alle detaljer på plads. Først derefter kan man skabe en teoretisk, deduktiv ramme.

Hver kultur har altså sine forskellige retoriske egenskaber. Min forhåbning er at den komparative retorik vil blive udviklet som disciplin, og at flere opdager hvor spændende det er og vil bidrage med egne erfaringer.

R

Læs mere:

John Hinds: “Inductive, Deductive, Quasi-Inductive: Expository Writing in Japanese, Korean, Chinese, and Thai”,

Ulla Connor and A.M. Johns (red.), Coherence in Writing: Research and Pedagogical Perspective. Alexandria, VA: TESOL, 1990.

Sue Hum & Arabella Lyon: “Recent Advances in Comparative Rhetoric”, The Sage Handbook of Rhetorical Studies,

Andrea A. Lunsford (red.), Los Angeles & London: Sage Publications 2009, s. 156–159.

George A. Kennedy: Comparative Rhetoric: A Historical and Cross-Cultural Introduction. New York: Oxford University Press 1998.

Xing Lu: Rhetoric in Ancient China, Fifth to Third Century B.C.E.  A Comparison with Classical Greek Rhetoric. Columbia,

South Carolina: University of South Carolina Press 1997.

Tom J.F. Tillemans: “Introduction: Buddhist Argumentation”, Argumentation 2008:22.

R

Bibliografisk

Af Pia Moberg, Ph.d. i japanske studier ved Göteborgs Universitet og underviser i interkulturel kommunikation på Japco.

RetorikMagasinet 102 (2016), s 8-11.