Komikeren Jan Gintberg, som er aktuel med et show i efteråret, fortæller om fordele og ulemper ved at være kendt når man skal ud at optræde. Og om hvorfor det er vigtigt at skrive hver dag.
Kiksekage med Gintberg
Pia Trust & Lene Tholstrup Christensen
Du kommer ind i en sal fuld af mennesker. Hvordan finder du ud af hvad de synes er sjovt?
Det er jo komikerens opgave meget hurtigt at tune sig ind på hvilket publikum man har; hvis du har et publikum af 45-65-årige som lige har været til en eller anden fernisering, kan du jo ikke stå og råbe “hold kæft, jeg var stiv i fredags” for at please de unge.
Jo mere du har optrådt, jo mere tekst har du liggende på din harddisk, og jo flere historier som passer til netop den situation kan du grave frem. Du er nødt til at målrette til den gruppe du står overfor – og som regel ved du jo hvem det er du kommer ud til, og så skriver du selvfølgelig til dem. Men jeg lægger ud med at være ret low key. I Boltens Gård sidder publikum meget tæt på en, og der bruger jeg ofte de første fem minutter på at skabe mig fuldstændig åndssvag og bruge publikum meget. Spørge meget ud til folk og bruge det som en ice-breaker.
Men hvis du er ude et større sted, for eksempel et firma, er du nødt til at være lidt ydmyg; starte med at sige at du er glad for at være der. Og på forhånd have fået nogle informationer om stedet, om direktøren eller hvad de lavede på sidste sommerfest, om hvad de sælger af varer, og så prøve at lave nogle referencer til deres søsterselskaber eller konkurrenter, kunder eller et eller andet. Og i øvrigt tage udgangspunkt i hvad man selv kunne forestille sig hvis man fx kom ud til kontorfolk på Danmarks Statistik – jeg har været i studenterpraktik i Landbrugsrådet, og det er det tætteste jeg kommer på det at sidde på kontor, og så må jeg tage udgangspunkt i de situationer jeg kan huske fra dengang.
Man skal være klar over at man er på ny grund og skal føle sig frem til hvad publikum kan lide. Pludselig oplever man at folk ikke synes det er sjovt at man taler om deres firma, og så må man lede på harddisken. Så prøver du forskellige ting af og finder måske ud af at det er en good old firmafest med lidt lir i luften og sekretæren skal scores og alt det der. Og så er det måske det der virker. Men det er svært at sætte ord på, for det er en gefühl-ting- at man føler sig frem til hvad folk gerne vil høre om. Og så i øvrigt være velforberedt, jo bedre forberedt du er, jo mere kan du improvisere.
Hvordan forbereder du dig?
Jeg tror det er vigtigt at skrive det hele ned fra starten – at lave sit manus og sine historier og jokes så udførligt som overhovedet muligt. Hvis du for eksempel skriver om kiksekage og det her palmin-jacuzzi man nærmest fik skovlet i hovedet af sine morforældre, så skal du skrive det ned så udførligt som overhovedet muligt, alt hvad du kan komme i tanker om, og alt hvad du digter omkring det. Skrive det hele ned, rette det til og så forsøge de første gange du er på scenen at holde dig så meget til det som muligt.
Det er sjældent at en god historie er rigtig god første gang, for mig i hvert fald. Den skal altid rettes lidt til, man skal have strøget de overflødige ord og den sætning som bare er tomgangssnak. Men i starten er det vigtigt at man skriver så meget ned som overhovedet muligt og laver et fast manus.
Skriv ned og skrab af
Da jeg startede som komiker, havde jeg lært min tekst udenad og så holdt jeg mig til den. Og hvis der var nogen der råbte, og jeg blev hevet ud af rækkefølgen, var jeg fuldstændig tabt.
Når du så har optrådt mange gange med det samme sæt, skriver du kun stikord ned eller laver en sætliste: så snakker vi om at tage på ferie her, få barn her og købe ny bil her. Men i starten skriver jeg det altid meget ordret ned, også for ordret, også ting som jeg så undlader at bruge når jeg står på scenen fordi jeg kan mærke at det er tomgangssnak Nogle gange supplerer du så, men jeg tror at det er vigtigt at man skriver meget ned og så skraber af efterhånden som du ikke gider sige det eller det ikke er vigtigt for historien – eller folk simpelthen ikke gider grine af det.
Som andre historier eller vittigheder har en stand-up ligesom også sin egen indre ‘guld vej’.
Du kan falde for tidligt ind. Du kan ødelægge en god historie ved at fortælle pointen først, og så har du ikke en skid at gøre med. Du skal gi’ lidt undervejs og ligesom arbejde dig opad mod en grandios ende på denne her historie.
Hvor meget har du med hjemmefra, og hvor meget er improvisation?
Jeg vil sige at på en almindelig aften vil 90% være scriptet, altså ting jeg har med. På en god aften hvor man virkelig er på toppen, og publikum er med, og alt svinger, og man er genial til at improvisere, der er max. 30% improviseret. Hvis jeg er på toppen, så er det fedt at improvisere! For et er at komme ud og optræde med noget du har optrådt med 20 gange før, noget andet er at turde improvisere. Og når publikum er med dig og det går op i en højere enhed, så er det simpelthen så sjovt. Du føler virkelig at du kan et eller andet som andre ikke kan, og som en skuespiller ikke lige ville kunne gå ind og gøre.
Taunus på motorvejen
Hvordan bliver du inspireret?
Da jeg startede, havde mine tekster ikke ret meget med mig selv at gøre; jeg var meget påtaget sjov og tog påtaget sjove emner op. Emnerne var mere underlige end man egentlig kunne bunde i, fx ‘hvorfor ser næbdyret ud som det gør’. Man havde måske hørt en sjov pointe, og så tog man udgangspunkt i den og forsøgte at sætte kød på noget.
Nu bliver jeg inspireret af noget meget håndgribeligt. I det materiale jeg bruger i mit nye show, er jeg blevet inspireret af sådan nogle ‘små’ ting, som det at blive far, og hvordan man lige pludselig ser sig selv i forhold til sin egen far. Nu skal man fx til at købe en eller anden speciel barnestol til sin bil, og så husker man tilbage på at vi rullede rundt på bagsædet af en Taunus mens vores far sloges med os. Jeg kan rent faktisk huske som firefemårig at vi sad tre børn og sloges på bagsædet, og min far rakte ud bagved og forsøgte at dæmpe gemytterne, mens han kørte 130 ud ad Hillerødmotorvejen. Så kan man gøre brug af overdrivelsen og sige, at min far tog bagspejlet af omme foran og satte det om i bagruden, så han kunne sidde og styre og se trafikken forude (Jan Gintberg ‘mimer’, at han sidder og styrer bilen baglæns) samtidig med at han sloges med os. Og det er klart – det er løgn – men det er så det billede man forstærker sin oplevelseshistorie med. Men det er rigtigt nok at man har rullet rundt på bagsædet uden sikkerhedsforanstaltninger af nogen art.
Handler det ikke også om at vi griner af det fordi vi har de samme referencerammer?
Jo, og derfor vil jeg enormt gerne ud og optræde for 30-40-årige som lige er begyndt at blive forældre og er vokset op uden sikkerhedssele på bagsædet.
Jeg kan også mærke nu hvor jeg er blevet 34 og kommer ud på handelsskoler hvor folk er 17-19 år, så kan jeg godt mærke, at der er mange referencepunkter der slet ikke er de samme. Hvor de synes det er betydeligt sjovere at Mads Vangsø fra Tæskeholdet kommer på scenen og siger “de sku’ kraftedeme ha’ sparket hovedet af’, og “så drak vi seks liter fadøl og var pissestive og brækkede os”.
Jeg startede også med at lave samme materiale, men jeg kan godt se nu at jeg bliver nødt til at være ærlig over for min egen tid. Jeg kan ikke stå og sige at jeg var i byen og var så og så fuld og damer og sådan noget, når jeg lever et rimeligt konservativt liv med stationcar. Jeg har en teori om at dem på min egen alder der har været med på stand-up-bølgen, er trætte af at der står en mand og råber “nu skal vi edermanme ud og have noget fisse på fredag”, for de sidder også derhjemme med deres stationcar og deres første barn og har lige købt hus.
Udover at du ikke kan stå og prale med byture og masser af damer, er der andre ting du ikke føler du har personlighed til at sige?
Der er mange sådan Københavner-ting som jeg kan mærke at jeg er holdt op med at bruge -med mindre jeg optræder i Jylland hvor folk ser mig som Københavner – for jeg kan godt se at det ikke er så ærligt hvis jeg skal være smart Københavner for det er jeg slet ikke. Derfor tager jeg udgangspunkt i det mere bondske univers og ser mit liv fra Lynge, set fra den fædrene gård. Jeg spiller lidt på det at være fra landet.
Handler stand-up ikke tit om at udlevere sig selv?
Det er tit man står på scenen og siger “hjemme hos os … ” eller “min kæreste gør sådan og sådan … ” Uden at det behøver være rigtigt. Der kan være et gran af sandhed i det, og man kan selvfølgelig tage udgangspunkt i en oplevelse man har haft, for at få publikum ind i det univers. Overdrivelse er jo komikerens bedste værktøj, det her med at overdrivelse fremmer forståelsen. Man overdriver altid for at gøre billedet stærkere.
Men det vigtigste er at man tør stå der: At hver gang man går på scenen, så har man noget at fortælle folk, så har man lyst til at de skal grine af ens historier. Det gør at man tør mere og mere, man åbner mere op, og man får mere og mere mod på at fortælle folk noget som man før syntes var en bagatel. At den lille ting at jeg altid sætter skeen omvendt ned i opvaskemaskinen, det kan umuligt få folk til at grine. Men jo mere du tør, jo mere kød du tør sætte på den betragtning, jo ærligere bliver du også som komiker. Jo mere tænker folk ‘jamen hold kæft, jeg kan godt følge ham i det’.
Og så er du nødt til nogle gange at overdrive for at få en pointe der er stærk nok.
Hvor er grænsen mellem ærlighed og pinlighed?
Jeg fik et handicappet barn for trekvart år siden, og det er en situation jeg bliver nødt til at snakke om.
For hvis jeg skal snakke om det at være far som der er en masse komik i, så er jeg også nødt til at komme ind på den situation; og hvordan gør man det sjovt uden at folk tænker uh, hvordan kan han tillade sig at sige det? For mig gør det ikke noget at folk bliver lidt stødt, men de skal også have de der ventiler til at kunne grine. Men det bliver mere ærligt af det. For mig gør det ikke længere noget at folk ikke griner i 3-4 minutter – da jeg startede var det en katastrofe hvis folk var stille i 3-4 minutter, så besvimede man jo nærmest og tænkte: nu går det aldrig hjem det her. Nu føler jeg godt at jeg kan tillade mig at komme med nogle budskaber som er mere ‘rolige’.
Du har været i branchen i seks år. Hvad betyder det at være kendt?
Det er vanvittig svært at være ung komiker og skulle optræde når ingen folk kender dig. Når du er kendt, er der en helt anden forventning og glæde over at skulle se dig; der er problemet så at være sjov hele vejen – at folk efter et stykke tid siger: nå ja, så sjovt var det heller ikke. Du kick-starter ved at være et eksponeret ansigt, du har en helt anden goodwill hos publikum og får bifald når du kommer ind. Da jeg var ny, var det ind og kæmpe som en sindssyg for at overbevise publikum om at du var sjov. Når du så havde dem, var det til gengæld nemt. Men du skulle virkelig kæmpe en sej kamp for at komme ind på banen.
Det er sjovt for hvis jeg kommer ud til et lidt ældre publikum, hvor der er nogle som hader mig for det jeg lavede i Tæskeholdet, eller i det hele taget hader mig, så kan man også mærke det fra første sekund for de synes overhovedet ikke at det er sjovt. Og hvis der ikke sidder andre til at ‘bløde op’ i salen, så er det klart et problem.
“Ole har en autobil”
Hvordan skriver du morsomheder?
Nogle gange sidder jeg sammen med Lars eller Casper (Hjortshøj og Christensen, red.), det er enormt givtigt for så er man tre til at ‘braine’ på noget. Så skriver man om et emne først, for eksempel kiksekage, og så læser man det højt for de andre og så bliver det måske noget med at ens mormor kom ned til Højer Sluse med kiksekage i stedet for sandsække og forsøgte at lappe dæmningen med kiksekage. Og så bliver der bygget flere og flere ting på. Det at sidde sammen med andre i braine- og skrivefasen er meget givtigt.
Men ellers sidder jeg jo bare selv. Jeg har lært mig selv at der sjældent kommer noget før man har siddet og skrevet i tre-fire timer og har tænkt “hold kæft der kommer ikke en skid ud af det her” – så lige pludselig kommer det. Men det er vigtigt at man bliver ved! Den engelske komiker Ben Elton (som bl.a. har skrevet tvserierne The Young Ones og Blackadder, red.) siger at man skal sidde og skrive to-tre timer hver dag – også selvom det er fuldstændig “Ole har en autobil” du sidder og skriver, selvom du ikke skriver noget der er sjovt overhovedet. Skriv alligevel; skriv hvad du sidder og ser på dit skrivebord, beskriv en skagensgul facade og den måde vinduerne bliver lukket på, bare skriv! Og det kan godt være at du smider fem sider i skraldespanden om aftenen, men du har skrevet, og det skulle være mærkeligt om ikke der er fem linier du kan bruge.
Du har været manuskriptforfatter på en række tv-shows og har bl.a. skrevet til Casper Christensen- hvordan skriver man sjovt for andre?
Jeg er ikke den rette til at svare på hvordan man skriver til andre for vi skriver jo meget i symbiose. Jeg var også med på Safari på DR for nogle år tilbage hvor jeg skrev til Casper og Lars, og der skrev vi det faktisk sammen. Jeg kan for eksempel ikke skrive noget til Casper som han skal kunne gå ud i rummet og sige med nogle få rettelser.
Jeg er god til at være dynamo eller katalysator og få nogle emner op, brainstorme og se de forskellige vinkler, men jeg kan ikke sætte mig ned og skrive halvanden side som en anden skal fremføre – det kan jeg til mig selv for der har jeg mit eget univers. Men jeg ville ikke kunne det til dem uden at de var med. Når det handler om komik, er du nødt til at arbejde meget sammen – du kan ikke skrive noget du selv synes er morsomt, og så forvente at alle synes det er morsomt.
Men man finder faktisk først ud af om ting er sjove når man står foran publikum. Et er at man sidder derhjemme og læser det og tænker at det er sjovt, og det er en fed historie, og den der er måske ikke så sjov. Men når jeg står der. .. når man så står der, og ens adrenalin er oppe, og folk griner af det man siger, så kan man lynhurtigt scanne teksten og tænke at det her er ikke stærkt nok, for nu har folk jo grinet meget af det der. Og så udelader man det bare. Og springer mellem punkterne.
Hvordan bliver man bedre som stand-up komiker?
Optræde, optræde, optræde – og ved at skrive selvfølgelig. Men du bliver kun bedre ved at optræde.
Læs mere
Læs også Jan Gintbergs Tale til Nationen: “Om en fejlagtig festdag”.
Bibliografisk
Forfattere: Af Pia Trust & Lene Tholstrup Christensen, redaktører på RetorikMagasinet.
RetorikMagasinet 29 (1998)
Liknande artiklar:
Decorum – ytringens sømmelighed
Fogh vendte modstandskamp til Irak-krig
Juleevangeliet – en folkelig (gen)fortælling
Mindehøjtidelighedens monstre
-
Pia Trusthttps://www.retorikforlaget.se/author/pia-trust/
