Erindringsbogen er vejen til retfærdiggørelse

Selvbiografien er en kærkommen lejlighed til at justere sit eftermæle, og sportsfolk gør flittigt brug af genren. Hvad end atleten er smerteshelt eller dopingsynder, er sportsbiografien et godt sted at gøre fortiden op.

Erindringsbogen er vejen til retfærdiggørelse

Jakob Torrild Hansen og Marie Louise Plenborg

Det siges at man skal bestræbe sig på at forstå selvbiografien som forfatterens skjulte digterværk og digterværket som forfatterens skjulte selvbiografi. Sportsfolks erindringsbøger er ingen undtagelse. Efter at drevne sportsjournalister har pudset fortællingen af, står atletens liv og levned ofte tilbage som et sandt Hollywood-drama af flashbacks, fjendebilleder og heltedyder.

Hvad enten erindringsbøgerne er pinefulde dopingbekendelser eller dekadente selvforherligelser, synes formålet med sportsfolks erindringsbøger at være ren og skær selvretfærdiggørelse. Fortællingerne binder sløjfe på atletens liv, og tilbage står atleten som mennesket der trods alle forhindringer klarede skærene.

Vi har pløjet en række tidstypiske sportserindringer igennem og fundet fire træk ved genren som særligt træder frem.

#1: Livskonflikten

Efter en halvkriminel barndom med vold og biltyverier ræsonnerer fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic: ”Jeg var disciplineret og vild på én gang, og jeg udtænkte en hel filosofi om det der. Min særlige ting skulle være, at jeg både skulle være den bedste og så blære mig.”

Annons

Ikke alene vil atleten med sikkerhed fremstille sit liv som én ubrudt hændelsesrække hvor alle begivenheder peger frem mod sportsmandens nuværende formkurve. Atleten vil med garanti også centrere hele sit sportsliv om én grundlæggende konflikt – og ofte er det et opgør med en ydmygende barndom i vanære, fattigdom eller forældreløshed. Som fodboldspilleren Stig Tøfting hvis far skød sin hustru og sig selv, bokseren Muhammad Ali der gjorde sig selv til symbol på den amerikanske racestrid, eller den femdobbelte Tour de France-vinder Eddy Merckx der på cyklen fik afløb for sine frustrationer fra skoletiden.

Mange af biografierne, fx Stig Tøftings No Regrets eller Johnny Bredahls Kampen, nægter at fortryde eller vaske hænder i bagklogskab. Alligevel stiller livsfortællingerne en livskonflikt til skue og giver os alle detaljer til at forstå sportsmandens opgør med sin egen indre konflikt – og måske endda tilgive den.

#2: Smerteskildringerne

Cykelrytter Ole Ritter skriver det malende: ”Jeg følte det som knive, der borede sig op i min underkrop og gjorde bagdel og baglår følelsesløse. Jeg følte en trang til at skrige (…) Ansigtet fortrak sig i pinefuld græmmelse, og uartikulerede smertelyde banede sig vej ud af min krop.”

Selvbiografierne efterlader ingen tvivl: Sportsliv er ulidelige smertehelveder. Det er hårdt at være sportsmand, og succesen og berømmelsen har man ikke fået foræret. Især cykelryttere er vilde med smertepoesien – læs bare bøgernes titler: Smerten – Glæden (Brian Holm), Smertensmestre (Rolf Sørensen og Bjarne Riis) eller den hårdkogte Man kan ikke gemme sig på et bjerg (Henrik Jul Hansen).

Som cykelrytter Michael Rasmussen skriver i sin selvbiografi Gul feber: ”Der er et skel mellem den verden, vi befinder os i, og den verden, alle andre er i.” Og de umenneskelige vilkår retfærdiggør umenneskelige midler – hvad enten det så er ulidelige anstrengelser på træningscyklen eller et kanyledryppende dopingmisbrug. For Michael Rasmussen blev bloddoping og EPO en lige så naturlig del af hverdagen som havregrød om morgenen. For andre retfærdiggør de høje krav afsavn- ene for familie og venner, og for adskillige bliver det en appel til barmhjertighed over for deres handlinger.

Illustration: Jonathan Ovesen

#3: Syndsforladelsen

Cykelrytter Jesper Skibby går nådesløst til værks: ”Som regel stak jeg mig lige under huden på ydersiden af overarmen – naturligvis så langt oppe, at min cykeltrøje dækkede for de små stikmærker, der kunne anes, hvis man vidste, de var der. Jeg tog fortsat kortison og væksthormon efter et nøje fastlagt skema, og da jeg også snart udvidede viften af dopingmidler til at omfatte testosteron og anabole steroider, blev planlægningen endnu vigtigere.”

Den kølige, lakoniske og ligefremme skrivestil udstråler en næsten selvopofrende ærlighed i erindringsbøgerne. Men ærlighed- en tjener to formål: På den ene side vil den nøgterne udlægning gerne modificere det, ifølge atleten, ofte misvisende mediebillede. På den anden side sætter manglen på fortrydelse og anger streg under at synden skyldes sportens benhårde vilkår og ikke atletens svage karakter. Handlingerne beskrives som fuldt bevidste viljesakter, og de skildres også ofte lige så køligt som de blev udført. Fraværet af fortrydelse appellerer til syndsforladelse som en selvfølge – for under de hårde vilkår har atleten handlet på den eneste måde der kunne handles på.

#4: Stjernedekadencen

Fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic har skrevet en halvforrykt selvbiografi: ”Jeg kører i det, der passer mig, specielt hvis jeg kan irritere nogle idioter med det. Jeg sprang ind i min Ferrari Enzo og gassede op og parkerede på fortovet uden for døren til træningsanlægget, og det blev selvfølgelig et totalt cirkus.”

Når det asketiske træningsliv endelig kaster mønt og succes af sig, virker det svært for atleterne ikke at blive begejstrede. Om Stig Tøfting uddeler ærekære øretæver på Café Ketchup i Pilestræde, eller en mindst lige så beruset Nicklas Bendtner tyrer imod færdselsretningen på Gammel Strand, er det i hvert fald en virkelighed fjernt fra nøjsomme diæter og svedne omklædningsrum.

Fodboldspiller David Nielsen vakte ramaskrig med sin selvbiografi Sorte svin. Foruden historier der skaffede ham både en fyring og en voldstiltale på halsen, er bog-en fyldt med flere tømmermænd end træningspas: ”Jeg vågnede op om morgenen på mit hotelværelse med hamrende hovedpine ved siden af en eller anden ligegyldig tøs og tænkte: Hvem fanden er det, der ligger der uden tøj på?”

Men hvorfor skriver disse stjerner om deres udsvævende liv i deres selvbiografier? Angrer de, forherliger de sig selv, eller får de bare afløb? Eller er det måske en måde at vise et mere nuanceret billede af sig selv som andet og mere end hovedløse atletkroppe? Uanset hvad gør det sportsudøverne glamourøse, og deres livsstil til boheme.

Sportens drama er et spillev- ende skue, og som læsere elsker vi skuespillerne. Måske den mangeårige cykelkommentator Jørn Mader har sagt det bedst: ”Jeg tror, at al topsport går mod gladiatorernes tid – mere eller mindre. Atleterne vil ofre alt.”

Bibliografisk

Af Jakob Torrild Hansen og Marie Louise Plenborg. Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 93 (2014), s 12-13.