Er der gået americana i dansk politik?

Den første tv-duel fandt sted i 1960 hvor Kennedy og Nixon udfordrede hinanden foran 66 millioner seere der efterfølgende mente at den solbrændte Kennedy havde gjort det langt bedre end den nyligt knæopererede, blege og usminkede Nixon – for radiolytterne var det tankevækkende nok omvendt. Først lidt mere end 40 år senere prøvede dansk tv kræfter med genren da TV2 i forbindelse med valgkampen i 2001 opsatte en duel mellem Nyrup og Fogh på Kvægtorvet i Odense. Formatet var også i en dansk kontekst et seerhit, og senere i valgkampen gav DR efter. Ved valgkampen i 2005 var tv-duellen ikke til at komme udenom, og siden har duellerne næsten hver gang tiltrukket over en million seere – tilmed nogle af dem der normalt ikke følger så meget med i politik. For tv-duellerne kan noget: Vi får partiledere på direkte tv. En nådesløs udlevering hvor usikkerhed, tvivl og tøven hurtigt fornemmes. Bagsiden af medaljen er så de trættende vinderkåringer og det konfrontatoriske råberi som ofte hindrer mere nuancerede indholdsmæssige diskussioner.

Hvad med Jelved?

Når man siger at tv-duellerne er med til at lave præsidentvalgkampe, skal man huske to ting. For det første har formatet udviklet sig i en dansk kontekst. Marianne Jelved skulle efter sigende have været rasende over duellen i 2001, og der er også blevet tradition for at det ikke kun er statsministerkandidaterne, men også andre partiledere der mødes: Løkke har for eksempel duelleret med Søvndal – og Thorning med Kjærsgaard. For det andet har vi i Danmark siden 1980’erne haft haldueller arrangeret af partierne selv, og forud for halduellerne har statsministeren og oppositionslederen også mødtes til debatmøder uden for valgkamp. For eksempel mødtes Krag og Hartling i 1965 i Studenterforeningens lokaler i København. Særligt for den danske haltradition er tilråb og spørgsmål fra salen et uforudsigeligt og sprængfarligt element som en detaljestyret amerikansk præsident nok ville have svært ved. Og det kan da også være udfordrende. De fleste husker nok Khader der som ny formand for Ny Alliance kom på glatis i duellen med Kjærsgaard i 2007 da han fra salen blev bedt om at forklare hvad partiet mente med en flad skat på maks. 40 procent.

Deep backstage

Med den øgede personfokusering er interessen for politikernes privatliv også blevet større. De fleste er dog enige om at personsnagen er forholdsvis udansk, og den danske presse plejer heller ikke at løfte dyner. Derfor var det også overraskende og lidt nyt at Barfoeds skilsmisse kom til at fylde så meget i mediebilledet. Blandt andet offentliggjorde tabloidpressen en liste, som Barfoed havde lavet, med fordele og ulemper ved henholdsvis Helle Sjelle og konen Vibeke Sylvest. De politiske kommentatorer syntes ikke at der var noget galt med det, og hævdede at Barfoed selv var skyld i det med sin dårlige pressehåndtering og manglende instruktioner til konen om at holde mund.

I en amerikansk kontekst er præsidentfruerne (og måske snart præsidentmændene) en integreret del af præsidentembedet hvor partneren i en dansk kontekst typisk kører videre i sit gamle job. Gennem de senere år er politikerne dog i højere grad begyndt at arbejde strategisk med at udlægge deres private livshistorie hvilket ofte involverer familien. For eksempel sendte DR i januar 2011 dokumentarfilmen ”En helt almindelig ualmindelig familie”, hvor man kommer helt tæt på Løkke, Sólrun og deres børn. Flere spurgte efterfølgende hvorfor DR havde givet en statsminister en sådan platform. Hvilken politiker ville ikke gerne have denne mulighed så tæt på et valg? På samme måde lod Thorning også Felix Smith rykke ind i familiens sommerhus på Bogø hvor hun delte ud af mere private tanker: Hvorfor fik hun ikke barn nummer tre? Hvad gør hende ked af det? Og hvordan er det at leve i et langdistanceforhold? Ligesom i programmet med Løkke er seerne med ”deep backstage” – men på en meget dansk måde hvor det bliver slående hvilket relativt almindeligt liv danske toppolitikere lever (eller vil have os til at tro de lever). Felix Smith siger også om sit eget program: ”De er jo mennesker ligesom os andre, bare med et andet erhverv. Vi er jo et lille land, og det hele er meget nede på jorden.”

Annons

Designerpolitik og markedspartier

Professionalisering af politik og den politiske kommunikation er også noget som typisk bliver forbundet med USA. Professor i statskundskab Tim Knudsen taler om at vi er gået fra folkepartier til markedspartier hvor partiernes politik og kommunikation udformes med henblik på at sikre tilslutning hos en vælgerskare der er væsentlig mindre trofast end tidligere. Fokusgrupper og big data er blevet vigtige værktøjer i politikudviklingen.

For Dansk Folkeparti har det givet anledning til at markere sig. For eksempel skriver Skaarup i december på berlingske.dk: ”Dansk Folkeparti køber ikke analyser om danskernes rouladevaner eller syn på dyrevelfærd. Vi siger hvad vi mener, og så håber vi at mange er enige med os. Er der ved at gå lidt udansk americana i dansk politik?” Kategoriseringen af tendensen som en amerikanisering tjener her ikke kun til at begræde en udvikling, men også til at promovere Dansk Folkeparti som et mere hæderligt parti.

Socialdemokraterne har lidt spøjst flere gange gjort et nummer ud af at metakommunikere om deres amerikansk-inspirerede kampagner – for eksempel når de aktiverer græsrødderne og går fra dør til dør. Hos Socialdemokraterne er man i hvert fald tydeligt stolt over egen professionelle formåen og metakommunikerer gladeligt om noget som man måske burde holde internt. Til Ritzau siger Thorning for eksempel under et besøg i Valby: ”Det er noget man har gjort i Storbritannien i mange år, og det var også en af de ting Obama gjorde i USA med stor succes.”

Fantasillioner eller tulliarder?

Og så er der de negative kampagner som også ses mere og mere i dansk politik. Det vil sige kampagner rettet mod ens modstander efter devisen om at så tvivl om modstanderen i stedet for at fokusere på egen politik. I primærvalgkampen mod Obama kørte Hillary for eksempel en kampagne hvor hun stillede et spørgsmål: Hvem ser I helst svare på et kritisk opkald i det hvide hus – en præsident med eller uden erfaring?

Herhjemme har Socialdemokraterne lige kørt en kampagne mod Dansk Folkeparti hvor de har regnet på hvad det vil koste at føre Dansk Folkepartis politiske forslag fra de senere år ud i livet. Socialdemokraterne valgte ikke – i bedste Anders And-jargon – at tale om fantasillioner, men talte i stedet om tulliarder. Og atter en gang svarer Dansk Folkeparti igen ved at benævne det en amerikanisering. Af andre eksempler på negative kampagner kan nævnes Se og Hørs anklager om Khaders sorte arbejde under valgkampen i 2007, Venstres kampagne ”Bag facaden” fra 2011 og ikke mindst Thornings skattesag. Som fremtrædende politiker med stor synlighed i medierne er man sårbar – og findes der noget bedre drama end en gigants fald?

Rød erhvervsklub

Sidst, men ikke mindst er der fundraising. Politiko har lige haft et tema om politiske pengestrømme, sites som gippler.dk vinder frem, og Alternativet søger efter frivillige til deres såkaldte fundraiserteam. Lige inden jul fik Socialdemokraterne også en såkaldt ”erhvervsklub” – til manges store forargelse eftersom det normalt kun er de borgerlige der har sådanne. Ifølge en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4 fylder bidrag fra private donorer også mere og mere i dansk politik, og et nyt udvalg skal se på reglerne for partistøtte og offentliggørelsen af denne. Omstridt er især 20.000-kroners-reglen – pengegrænsen for hvornår en privat bidragsyder kan være anonym – og den indirekte støtte. Det er ikke mange år siden, at Politikens lederskribent Kristian Madsen afviste fundraising som havende nogen særlig betydning i dansk politik, men måske tingene er ved at ændre sig?

Enough

I valgkampen 2011 blev det mange danskere for meget da TV2 gav den fuld skrue i bedste amerikaner-konfetti-stil i Silkeborghallerne. Med heppekorspiger, flag og båt blev politikerne kaldt på banen som i en anden håndboldskamp hvor blåt og rødt hold kæmpede mod hinanden. Efterfølgende var der ramaskrig på både Facebook og Twitter med opfordring til TV2 om at stikke piben ind. Der er ingen tvivl om at danske medier, politikere og deres folk er inspireret af den amerikanske politiske debat og måder at gøre tingene på, men de må samtidig hele tiden forholde sig til en dansk befolkning der hurtigt kan få for meget konfetti og fra tid til anden også efterspørger bare en lille smule substans. Trods tv-dueller, private livshistorier, big data og fundraising synes der stadig at være langt over Atlanten.