Duplik: Stråmænd og vindmøller

Duplik

Duplik till Christian Kocks replik  “Stråmænd og vindmøller” i Rhetorica Scandinavica 9 (1999)
Författare: Kristian Jensen är specialestuderende vid Geografisk Institut på Köpenhamns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 10 (1999), s 64-68.

Duplik: Stråmænd og vindmøller

I sidste nummer af Rhetorica Scandinavica1 kommer Christian Kock (CK) med en hårdhændet kritik af min artikel “Den retoriske metode”2. Læser man disse to tekster, står det tydeligt, at CK er fortaler for brugen af statistik i humanvidenskaben, og jeg er modstander.
Som det første skal her siges, at min afvisning af statistikken i humanvidenskaben nok var for kategorisk fremstillet i min artikel. Efter at have kigget nærmere på sagerne, har jeg måttet ændre min indstilling og tildele statistikken brugsværdi inden for humanvidenskaben (i min artikel fandt jeg kun anvendelse for statistik inden for naturvidenskaben). Når det er sagt er det næste, der skal siges, at jeg mener, at statistik er en sekundær metode, som forskeren først kan anvende efter dybtgående fortolkninger og analyser af sit datamateriale. Desuden er jeg stadig uenig med CK. Jeg mener, at hans forsvar for metoden i bogen Retorik der flytter stemmer3 (RDFS), er misvisende, og jeg mener stadig, at RDFS ligger under for positivistiske træk. I det følgende vil jeg hovedsageligt koncentrere mig om disse to forhold.

I sin replik sidestiller CK undersøgelsesmetoden i RDFS med den, der foretages inden for kræftforskningen i forbindelse med rygning: “De fleste véd at man i den art forskning typisk tager to store grupper, én af folk der har røget, en anden af folk der ikke har. Endvidere sørger man bedst muligt for at de to grupper i andre henseender er sammenlignelige”4. Hvis der blandt rygerne er en signifikant tendens til at udvikle kræft i forhold til ikke-rygerne, så har man påvist en sammenhæng mellem rygning og kræft. Så langt er CK og jeg enige, men CK får det til at lyde meget nemt. Den forbindelse vi i dag kender mellem rygning og kræft har været utrolig svær at påvise. Et meget stort antal statistiske undersøgelser og mere end 20 års usikkerhed og uenighed blandt forskerne ligger til grund for denne erkendelse.
Hvad der imidlertid er mere interessant i forbindelse med rygning og kræft er, om man kan overføre eksemplet til retorisk forskning og RDFS.
I tilfældet med rygning gælder det, at rygningen påvirker sundheden i én retning, nemlig negativt. Det er denne én-dimensionale effekt, der kan udledes ved at adskille rygere og ikke-rygere. Ved at undersøge store grupper bliver forstyrrende tilfældigheder jævnt fordelt på rygere og ikke-rygere, og man kan se bort fra dem. Kigger man på RDFS’s studieobjekt, forskellige træk ved den offentlige debat og disses indvirkning på tilhørertilslutning, finder man, at der gælder noget andet. Her kan den samme påvirkning, for eksempel fremkaldelsen af latter, have vidt forskellig effekt alt efter omstændighederne.

Annons

Retoriske situationer er komplekse. De er sammensat af mange faktorer, som ofte i sig selv er komplekse: Taleren, tilhørerne, omstændighederne, sproget og emnet. Dertil kommer, at faktorerne også indbyrdes er forbundne i et utal af relationer. Hvilken effekt et givent træk vil have i den konkrete situation afhænger af, hvordan trækket passer ind i situationen. Som forfatterne til RDFS selv siger: “Om man diskuterer Nato-raketter eller fælles forældremyndighed gør selvfølgelig en forskel på hvilken form for argumentation der virker”5. Derfor er det ikke nok, når RDFS kun undersøger gruppen af debattører med trækket over for debattører uden trækket. Herved sorterer man blot de tilfældige faktorer fra. Men -– som jeg argumenterer for i min artikel – der findes andet end tilfældige faktorer i den retoriske situation. Udover de tilfældige relationer (kaldet kontingente relationer i den kritiske realisme, hvorfra jeg har taget ideen), er der også nødvendige relationer (ligeledes et udtryk fra den kritiske realisme). De kontingente relationer er tilfældige og uden betydning, men de nødvendige relationer har en indvirkning på studieobjektet, en indvirkning, der er nødvendig at erkende, hvis man vil forstå de variationer, studieobjektet udviser.
I denne sammenhæng er det vigtigt at lægge mærke til, at det samme træk kan indgå i henholdsvis kontingente og nødvendige relationer alt efter situationen. For eksempel er det formodentlig uden relevans (en kontingent relation), om man er kvinde eller mand, når man diskuterer Nato-raketter. Derimod kunne det sagtens tænkes, at kønnet har en betydning, når det er fælles forældremyndighed, der debatteres (en nødvendig relation). Analyserer man sig frem til, om man har med nødvendige eller kontingente relationer at gøre, kan man allerede her sige noget om, hvor man kan forvente at finde signifikante statistiske tendenser (de nødvendige relationer), og hvor man må forvente at finde intet andet end et rodet billede (de kontingente relationer). Men det er altså nødvendigt at lede efter relationerne og indrette sin statistiske undersøgelse efter disse, og ikke efter selve det overordnede træk.
I RDFS mangler denne analyse. Selvom CK i sin replik skriver, at “Alle de årsagsforhold om det persuasive som vi mener at finde belæg for, er i bogen eksplicit forbundet med teoretisk refleksion (såkaldte hypoteser) om hvorfor der teoretisk set kunne eksistere et sådant forhold”6 stopper den teoretiske refleksion ved selve det persuasive træk. Refleksionen når aldrig ned til de forskellige relationer, trækkene indgår i fra situation til situation.
I RDFS undersøges blandt andet latterens effekt på en debats udfald. Her slås al latter, uanset hvad der forårsager den, sammen i én stor statistisk analyse, men er det forsvarligt? Forfatterne til RDFS fortolker sig senere frem til, at latter kan fremkomme på mange foranledninger. Noget latter fremkommer på baggrund af relevante ironiske/humoristiske kommentarer til selve emnet, andet er blot frembragt for at underholde, blot fordi chancen bød sig – altså som et irrelevant element. I begge tilfælde fremkaldes der latter, men den formodede effekt er ikke ens. I første tilfælde har det en positiv effekt, i det andet tilfælde en negativ. Men hvorfor så kun foretage én statistisk analyse? Bør relationerne mellem latter og relevans ikke undersøges nærmere?
Et andet sted undersøges fjendtlighed. Også her slås al fjendtlighed sammen og underkastes statistisk analyse, men samme problem melder sig: Fjendtlighed er ikke altid det samme. For nogen er fjendtlighed en effekt af, at debattøren brænder så meget for sin sag, at han eller hun virker overfusende, andre gange er fjendtlighed blot et udtryk for surhed og fornærmelse. Igen menes der at være en forskellig effekt af de to tilfælde. Da dette er forfatternes fortolkning af datamaterialet, hvorfor så ikke skille de to forskellige relationer ad og lave to analyser? Én for engagementet, og én for surheden.
De ovenstående eksempler skal vise, at latter, fjendtlighed og andre træk ved en retorisk situation ikke blot er én ting, men afhænger i sin effekt af de relationer, trækkene indgår i under de specifikke forhold. Der er med andre ord ikke brug for én statistisk test i forbindelse med disse træk, men adskillige tests – én for hver af de nødvendige relationer, man måtte mene havde en betydning. Pointen i forhold til min artikel er, at man først må gå til sit studieobjekt og sit datamateriale på det konkrete plan, og via fortolkning og analyse finde frem til hvilke relationer, der er kontingente og hvilke, der er nødvendige i den givne situation. Først herefter kan man samle alle de tilfælde, hvor man finder en given nødvendig relation og foretage en fornuftig statistisk analyse. Den statistiske analyse er altså sekundær i forhold til refleksionen. Det er ikke nok at vedkende sig, at al observation er teoribundet, man må også tage konsekvensen heraf. Jeg mener derfor, at det er bagvendt, når forfatterne til RDFS først kører en statistisk test på en sammenlægning af al latter eller al fjendtlighed, og så dernæst forsøger at fortolke sig frem til, hvorfor tallene viste det, de gjorde, og hvorfor der er undtagelser. På den måde bliver de statistiske test mistænkelige, og fortolkningerne står uden systematisk prøvning, som jo er det, RDFS ønsker at underkaste sit datamateriale.

Det ovenstående er ikke en principiel indvending mod metoden i RDFS. Det er nærmere en konkret anvisning på, hvordan man efter min overbevisning bør gå til værks, når man anvender statistik i humanvidenskaben. Om CK er uening med denne anvisning, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald har RDFS fulgt en anden metodisk vej. Og dette bringer mig frem til min påstand om, at RDFS indeholder positivistiske træk – og denne indvending er principiel.
I min artikel hævder jeg, at RDFS anvender positivistiske retningslinjer. Dette er CK forståeligt nok blevet oprevet over. Det skal da også siges, at RDFS bruger andre metoder end kun positivismens, men jeg mener nu alligevel, at der er nogle grundliggende antagelser i RDFS, der leder tankerne hen på det positivistiske videnskabsideal.
Det slår mig for eksempel, at forfatterne til RDFS ønsker at definere de træk, de undersøger, så overordnet og objektivt som muligt, især når de efterfølgende selv analyserer sig frem til, at de forskellige træk virker forskelligt alt efter omstændighederne. Det sidste taler jo for en mere opdelt statistisk undersøgelse, hvor de forskellige effekter af trækket undersøges hver for sig. Hvis man er klar over, at et træk kan opføre sig forskelligt under forskellige omstændigheder, hvorfor så indpasse trækket i en overordnet ‘objektiv’ definition? Jeg tror, svaret er, at RDFS ønsker at frigøre sig fra de anklager positivismen i sin tid var ophavsmand til, nemlig om manglende objektivitet i forskningen.
Det, jeg har hæftet mig mest ved i forbindelse med de grundliggende metodeovervejelser i RDFS, er, at forfatterne i opsummeringen påstår, at: “Både i de enkelte debatter og i vinderprofilen, sådan som den her til sidst er tonet frem, ser vi at det er den seriøse debattør der vinder, den hos hvem troværdighed kommer indefra – ikke den der prøver at skaffe sig troværdighed ved letkøbte og underholdende virkemidler”7. Denne påstand er i sig selv heldigvis ikke særlig kontroversiel; det viser sig altså at ægthed og troværdighed har stor betydning for en debattørs chancer for at vinde tilslutning. Det mærkelige er, at forfatterne ikke ønsker at teste denne indsigt statistisk. Men hvorfor ikke? Hvis disse kvaliteter er de afgørende årsager til, at en debattør vinder, ville det da være naturligt at undersøge dem. Hvis vindertræk er afledt af ægthed og troværdighed, og tabertræk afledt af deres fravær, vil det jo betyde, at ægthed og troværdighed er de overordnede og forklarende årsager til, at man vinder eller taber en debat. Den eneste årsag til, at forfatterne ikke tester deres egen påstand systematisk, er for mig at se, at forfatterne til RDFS ikke ønsker at sætte ‘objektiviteten’ og ‘neutraliteten’ over styr, som det fremgår af det følgende.
Både ægthed og troværdighed er flyvske begreber, der ikke umiddelbart lader sig kvantificere. De kan ikke observeres ligesom latter, men skal fortolkes frem, men denne fortolkning har forfatterne til RDFS villet undgå, idet de skriver: “Man kunne tænke sig at vi efter vekslende kriterier og under hensyntagen til den pågældende debatsammenhæng forsøgte at inddele debatparterne efter hvor godt eller dårligt de argumenterer, […] Men det har vi fundet metodisk uforsvarligt”8. Hvorfor det? Forfatterne til RDFS giver følgende forklaring: “[Hvis man gjorde sådan ville man] straks kunne indvende mod os: ‘Jamen begrebet god argumentation er jo så udflydende at I har kunnet anbringe de enkelte tilfælde som I havde lyst. Så er det jo ingen sag at få interessante resultater frem’”9. Men er dette ikke den standardpositivistiske indvending mod humanvidenskaben, man her bøjer sig for? Er det ikke det positivistiske videnskabsideal med objektivitet og neutralitet i højsædet, man her lægger til grund for sin metode? Hvis man erkender, at ren observation er en illusion, hvorfor er det så metodisk uforsvarligt at anvende sin teori og refleksion til at analysere væsentlige aspekter frem? For eksempel kunne man hente metodiske retningslinjer for dette i de videnskabsteorier, som netop tager udgangspunkt i fortolkning og det enkelte, konkrete eksempel. Og man må spørge: Hvis ikke tre professionelle retorikere skulle være egnede til, på troværdig vis, at skelne mellem den gode, troværdige debattør og den dårlige, utroværdige, hvem skulle så? For mig at se, ligger der i de ovenstående metodiske overvejelser fra RDFS et grundlæggende ønske om at leve op til et helt bestemt videnskabsteoretisk ideal, nemlig det positivistiske med dets anvisninger om objektivitet og neutralitet.
Det er udtalelser som de ovenstående, der har foranlediget mig til at skrive som jeg gør i min artikel, nemlig at “Retorikken – og humanvidenskaben generelt – har ladet sig inspirere af positivismen for at blive accepteret som ‘ægte’ videnskab”10.

Før jeg slutter, må jeg korrigere en fejlagtig opfattelse i CKs replik. CK får det til at se ud som om jeg mener, at RDFS er i modstrid med den retoriske forskningstradition, samt at jeg generelt ønsker at begrænse det humanvidenskabelige forskningsfelt. Disse to påstande er på ingen måde sande. På intet sted i min artikel angriber jeg selve det retoriske eller det humanvidenskabelige forskningsfelt. Jeg anfægter den metode, hvormed feltet undersøges – og det er jo noget ganske andet. Jeg finder det helt legitimt, at forfatterne til RDFS vil undersøge effekten af retoriske virkemidler. Det er metoden til denne undersøgelse jeg betvivler.
I forlængelse heraf vil jeg også gerne kommentere CKs argumentationsform. CK gør ofte et større nummer ud af at udstille mig som inkompetent end at forholde sig til indholdet af min artikel. Det er hverken sagligt eller redeligt, når CK argumenterer på denne måde. For eksempel har CK som slutbemærkning i sin replik: “Når KJ kommer fra geografien til retorikken for at frelse den fra at bruge erfaring og iagttagelse, ser vi derfor en Don Quijote-figur i kamp mod vindmøller og stråmænd”11. Eftersom CK har læst min artikel, ved han udmærket, at dette angreb bygger på en fordrejning og forfalskning. Jeg kritiserer hverken erfaring eller iagttagelse, men derimod anbefaler jeg en alternativ metodisk tilgang til erfaringen og iagttagelsen. Det har åbenbart været vigtigere for professor Christian Kock at gå efter manden, i stedet for bolden. Overskriften på min duplik kom derfor naturligt.

Litteratur:

Kock, C. (1999): “Stråmænd og Vindmøller”, i: Rhetorica Scandinavica, nr. 9, side 49-51.
Jensen, K. (1998): “Den retoriske metode”, i: Rhetorica Scandinavica, nr. 8, side 18-32.
Jørgensen, C. m.fl. (2011): Retorik der flytter stemmer – hvordan man overbeviser i offentlig debat. Retorikforlaget [1994].

Noter

1    Kock (1999), side 49-51.
2    Jensen (1998), side 18-32.
3    Jørgensen m.fl. (1994).
4    Kock (1999), side 49.
5    Jørgensen m.fl. (1994), side 367
6    Kock (1999), side 50.
7    Jørgensen m.fl. (1994), side 320.
8    Jørgensen m.fl. (1994), side 366.
9    Jørgensen m.fl. (1994), side 366.
10    Jensen (1998), side 18.
11    Kock (1999), side 51.

Läs även Christian Kocks replik  “Stråmænd og vindmøller” i Rhetorica Scandinavica 9 (1999)