Donald Trump som Taler

Af deres taler kan man lære, hvordan statsmænd argumenterer. Trump kender kunsten at bryde logiske grundlove til sin fordel og underforstå grove påstande.

Donald Trump som Taler

Michael Rasmussen
dr.phil., lektor på VUC & HF Nordjylland

Retorisk arena:
Aktuelle online artikler

Donald Trump holdt en kort tale for amerikanske politichefer den 8. februar 2017. Talens kontekst er, at dommeren James Robart den 3. februar erklærede præsidentens dekret om indrejseforbud for statsborgere fra syv muslimske lande i strid med forfatningen. Trump kommenterer udførligt den lovtekst, som han påberåbte sig. Den siger, at præsidenten kan afvise “fremmede eller enhver klasse af fremmede”, hvis deres indtræden går imod USA’s interesser. Loven er til for at sikre nationens sikkerhed, fremhæver Trump, og netop det med “restriktioner” kender hans publikum. “I er cheferne, I er sherifferne”, siger han henvendt til dem. Han joker med, at der står han, men ikke han eller hun om præsidenten. Han hævder også, at både gode og dårlige elever i high school kan forstå loven.

I denne småsnakkede, men rolige tale, med indskydelser og selvafbrydelser, fremsætter Trump målrettet den påstand, at domstolene har uret. Af talen fortjener denne passage at blive analyseret:

“Når man læser noget så simpelt og så smukt skrevet og så perfekt skrevet (på nær selvfølgelig den ene erklæring med “han eller hun”), men når man læser noget så perfekt skrevet og så klart for enhver, og så har man jurister – og jeg så i aftes til min store undren, og jeg hørte ting, jeg ikke kunne tro, ting, der virkelig ikke havde noget at gøre med det, jeg lige læste op. Og jeg kan aldrig finde på at kalde en ret forudindtaget, så jeg vil ikke kalde den forudindtaget, og vi har ikke fået nogen beslutning endnu. Men domstolene synes i den grad at politisere, og det ville være så storartet for vores retssystem, hvis de var i stand til at læse en erklæring og gøre, hvad der er rigtigt. Og det har at gøre med sikkerheden i vores land, som er så vigtig.”

Annonce

Tilhørerne må slutte selv

Trump har lige insisteret på lovteksten, og han sammenfatter nu en delpåstand ved at kalde den enkel, klar og skønt og perfekt skrevet. Han anvender hele fire led i noget, der ligner figuren amplificatio, der udtrykker en stigning i æstetisk betydning. “Og så har man jurister”, fortsætter han. Hans lyttere husker, at teksten ikke er vanskeligere, end at selv de dårlige elever kan forstå den. Trump overlader slutningen til publikum: altså er de jurister, der forhindrer præsidenten i at udføre, hvad der står i dekretet, mindre begavet end en dårlig elev.

Han hævder videre, at hvad han så og hørte fra juristernes side dagen i forvejen, var “ting, der ikke har noget at gøre med det, jeg lige læste op”. Han siger ikke, hvad han så og hørte, men nævner sin undren. Juristernes snak vedkommer ikke sagen, som Trump ser den. Deraf må man udlede, at han holder sig til loven, mens juristerne ikke gør.

Jeg’et er i centrum, ikke sagen

Trump fremfører nu en tankerække, der ligner den logiske slutning ‘hvis alle S er P, så er denne S også P’. Han siger tilforladeligt: “Jeg kan aldrig finde på at kalde en ret forudindtaget (biased), så jeg vil ikke kalde den forudindtaget”. Fra det helt almene niveau, at retten som sådan ikke er forudindtaget, går Trump til én ret (underforstået James Robarts i Seattle), og vil ikke hævde, at den er forudindtaget. Alt andet ville også være inkonsekvent.

Men Trump har ikke lagt eftertryk på ordet den i “så jeg vil ikke kalde den forudindtaget”. Trump hævder altså snarere: “Jeg kalder ikke S for P, derfor kalder jeg ikke S for P”. I den formelle logik kalder man denne indholdstomme slutning for en tautologi; den har formen ‘hvis p, så p. Man gentager altså det samme uden at sige noget nyt. Filosoffen Leibniz har i Nye Essays (IV, ii) eksemplerne “Det, jeg har skrevet, har jeg skrevet” og “hvis A er non-B, så følger, at A er non-B”. Men Trump subjektiverer vel at mærke. Med sit “jeg kan aldrig finde på” stiller han sig selv i forgrunden, og ligesom af velvilje bekræfter han om domstolen, at den er “ikke-forudindtaget”. Han undlader altså at kalde retten partisk, ikke fordi det ligger i rettens væsen, at den ikke er det, men fordi han vælger ikke at gøre det. Det svarer til, at han sagde: ‘Peter er single. Altså beslutter jeg mig for ikke at sige, at han bor sammen med nogen’.

De logiske former

Trump har gang i tre tankerækker: For det første den korrekte, logiske slutning, der lader det fremstå som bekræftet, at domstolen i Seattle er upartisk. For det andet en definition af typen ‘Justitia har bind for øjnene’ eller ‘domstolen er ikke forudindtaget’, som er i slægt med den analytiske sandhed, hvis model er ‘S er P, og S kan ikke være ikke-P’. Og for det tredje en tautologi, der i denne tale omhandler sagen lige så meget som taleren selv.

Den sidste ser ud til at være særdeles vigtig. Trump bruger den nemlig sådan: ‘Jeg kalder kun S for P, hvis S er P’. (Her: ‘Jeg kalder kun domstolen ikke-forudindtaget, hvis den faktisk er det’). Hvad domstolen er i sin grundvold, forvandler han til et spørgsmål om, hvad han vil kalde den. Han indfører et nyt sprogspil. Rettens væsen beror på, hvad man siger om den, altså på betingelserne for udsigelse og for opnåelse af enighed. Og fordi disse er historiske, subjektive og foranderlige, er det juridiske og logiske sagforhold, at domstolene er upartiske det også.

Selvmodsigelse skader ikke

At tautologien er central, ser man af fortsættelsen. Trump indfører et tomrum med “og vi har ikke fået nogen beslutning endnu”. Han stiller sig i begivenhedernes centrum. Enten har vi den situation, at retten ikke er forudindtaget, eller også den modsatte. Trump har allerede afgjort det, for siger han uden omsvøb, at retten er forudindtaget: “Men domstolene synes i den grad at politisere”. Trump påstår nu, at retssystemet ikke længere er juridisk i orden og ikke længere ifølge sit væsen ikke-forudindtaget. Han modsiger sin erklæring, at han ikke vil kalde retten forudindtaget, for i at “politisere” ligger, at man har andre motiver end juridiske, og disse motiver indebærer, at man har dømt sagen på forhånd. På det logiske plan har vi altså: ‘Hvis P, så P’ (som før), men nu også: så non-P.

Men på den uformelle argumentations niveau har vi et voldsomt angreb på domstolene. Præsidenten genoptager lovteksten og håner juristerne: ved at være politiske placerer juristerne sig uden for loven, som de ikke kan læse. Tilhørerne må altså udlede, at juristerne nu skal de placere sig inden for loven og være juridiske og ikke politisere. De skal “læse en erklæring og gøre, hvad der er rigtigt”; de skal lade retten ske” (do what’s right). Juristerne har altså gjort noget eller vil gøre noget, der er uret.

Hovedargumentet

Samlet vurderet opbygger Trump denne slutning: Domstolene udøver retfærdighed og bakker op om det, der er retfærdigt. Dekretet om udelukkelse af statsborgere fra visse lande er retfærdigt, eftersom det udfører, hvad præsidenten har ret til at gøre i nationens interesse. Ergo: Domstolene skal lade præsidenten udføre, hvad han vil med sit dekret.

For at nå dertil opererer Trump med en sandhed af typen ‘domstolene udøver retfærdighed’. Denne harmløse definition ophører med at være det, fordi Trump mener at kunne fremføre noget, der modsiger den. Én dommer er nemlig skyldig i at have benægtet domstolens bestemmelse. Derfor kan Robart kun være “denne såkaldte dommer”, for at citere Trumps tweet fra den 4. februar.

Den rekonstruerede slutning er kun i orden, hvis belægget er sandt. Dekretet må ikke modsige forfatningen. Denne betingelse har den partiske Trump ingen interesse i at nævne. Han gør derimod sit for at udlede dekretets indhold af et helt indholdsløst princip (‘ret er ret’) og af en lovtekst. Det svarer til, at præsidenten vil spille en dobbeltrolle: Han vil både være den, der udsteder loven, og den, der udøver den.

Trumps teknik

De centrale kneb er i denne tale tautologien og definitionen. Trivielle principper bliver et spørgsmål om, at man vedkender sig dem. For hvad er domstole, der ikke udøver retfærdighed? Og et politi, der ikke skaber sikkerhed? Teknikken er denne: fra en definition af noget, der virker selvindlysende, men som også fastlåser væsenet ensidigt, udleder Trump nogle evidente, men også drastiske forholdsregler.

Et eksempel herpå er hans udsagn fra den 23. januar 2017: “En nation uden grænser er ikke en nation. Fra i dag får Amerikas Forenede Stater kontrollen over sine grænser tilbage, får sine grænser tilbage”. Uden grænser, ingen nation. Men hvad nu, hvis grænsen ikke er sluttet? Ja, så må man handle i det soleklare princips navn og bygge en mur.

Visse logiske former og retoriske figurer virker sammen i denne tale. Trump udtaler en tautologi, og idet han benægter den, anklager han domstolene. Det lader sig gøre, fordi tautologien indeholder en benægtende sætning, der erklærer noget om rettens væsen: ‘Retten er ikke partisk’. Trump benægter et trivielt sandt, men alt andet end trivielt princip, når han hævder, uden belæg, at domstolene politiserer. Trump stiller sig hermed op ene mand, nationens chef og sherif, imod nationens retsvæsen, som han anklager, og han gør det sammen med “vores land”, Amerika, hvis talerør han mener at være.

 

Forfatteren har oversat Trumps tale efter Trump Comments On Travel Ban Court Hearing fra youtube.com

Latest posts by Michael Rasmussen (see all)

Lignende artikler:

Skriv et svar