Monstre forekommer i alle kulturers fantasiverden, fra tidlige jæger-samleres myter til nutidens film. De forekommer også i Bibelen. Men ikke nær så ofte som man måske kunne tro. I hvert fald hvis man sammenligner med så mange andre kulturers myter og forestillinger. En forklaring kan være at de ikke-menneskelige monstres plads bliver overtaget af menneskers umoralske – altså monstrøse – handlinger og tanker.
Det monstrøse menneske
Hans J. Lundager Jensen
Blandt alle denne verdens monstre: drager, basilisker, trolde, er det klassiske eksempel på et monster sfinksen fra den græske Ødipus-myte: løvekrop, ørnevinger, menneskehoved. Monstre og i bredere forstand monstrøsitet kan blandt andet forstås som et fænomen, typisk et væsen, der er sammensat af elementer fra forskellige velkendte, trivielle størrelser. Sfinksen fra Ødipus-myten er imidlertid ikke det eneste monster der optræder i fortællingen. Den får kamp til stregen af Ødipus selv, fuldt og helt menneske, og dog også en slags monster ligesom sfinksen, om end i en anden forstand. Ødipus var nærmest det modsatte af et klassisk monster; men han begik monstrøse handlinger.
Monstre og randområder
I bredere og mere abstrakt forstand kan det monstrøse nemlig også betegne adfærd. Faderdrab og incest er monstrøse handlinger ved at kombinere handlingsskemaer der bør være lige så klart adskilte som de naturlige arter er: Det er monstrøst at slå sin far ihjel og gifte sig med sin mor og få børn med hende, for det er monstrøst at være både far og broder til sine sønner og at være mor og bedstemor på samme tid. Her kommer Ødipus og sfinksen ind i billedet igen; sfinksen dukker op for at plage byen Theben, bekæmpes af Ødipus der allerede (uvidende) har slået sin far ihjel, og som er godt på vej til at blive et lige så stort monster som sfinksen, blot med hensyn til hvad han gør, ikke hvordan han ser ud.
Positiv og negativ monstrøsitet
Monstre repræsenterer det ‘Andet’, det grundlæggende fremmedartede, en virkelighed uden for den normale, daglige virkelighed. Det Andet kan være destruktivt som den græske sfinks eller livsbefordrende eller begge dele som Jahve i den brændende tornebusk der både kan dræbe Moses og indvie ham til at blive en stor leder. Den kristne traditions engle er i den nutidigt accepterede form med velproportionerede, unge kroppe, flagrende gevandter og svanevinger sene efterkommere af den græske sejrsgudinde, Nike. Også engle er monstre der hører hjemme i det Andet. Beskyttende monstre er velkendte i fremstillinger af guddomme, navnlig fra de utallige egyptiske gudefremstillinger af sammensatte væsener: Horus med falkehoved, Hathor med kohoved, Bashtet med kattehoved og så videre. Men Egypten er også lidt af et særtilfælde. I andre samtidige kulturer er der en tendens til at fremstille store guder alene som mennesker, mens mindre betydningsfulde væsener, dæmoner og den slags, fortsat var rigtige monstre ligesom kristendommens djævle.
Bibelsk affortryllelse
I én forstand er Kristus og Maria indbegreber af monstrøsitet: Gud og menneske, jomfru og moder, død og levende. Men de fremstilles altid som menneskeskikkelser hvor det eneste visuelt monstrøse er det lys der udgår fra dem.
Der er forekomster af kropslig monstrøsitet også i Det Gamle Testamente, men de er få: Seksvingede serafer – lovsyngende ildvæsener – optræder en enkelt gang. Der refereres enkelte steder til keruber; bevingede væsener som portvogtere eller som guddommen Jahves ridedyr. Drage-havmonstre forekommer i hvad der må være brokker af en næsten glemt skabelsesmyte. I forhold til egyptisk religion forekommer den gammeltestamentlige forestillingsverden allerede rationaliseret og affortryllet, uden monstre. Hvorfor? Fordi den religion der blev til jødedom og kristendom, skiftede fokus. Det vigtige var ikke fascinationen af det ukendte, men opdragelsen af en særlig gruppe (jøder) til bestemte normer og regler der kunne give dem identitet og beskytte dem fra at blive ligesom alle andre.
Denne bibelske monster-afvikling udelukker ikke at monstre kan dukke op igen. Katolicismen gendannede klassiske monsterformer som ærkeenglen Mikael på den ene side og Satan og hans djævle på den anden som i talrige billedfremstillinger. Ganske vist bliver den guddommelige verden atter mangfoldig ligesom i oldtidens polyteistiske religioner med deres specialiserede guddomme. Helgenerne er tilsvarende mange med hver deres hjælpende funktion. Men det sker primært ‘nedenfra’ som særlig fortjenstfulde mennesker, ikke som guder der kommer fra en himmelsk anden verden. Helgenernes sjæle er nok i himlen, mens deres kroppe er nede på jorden; og her er der igen plads til monstrøsitet af mange slags: kropsdele der spredes ud i mange kirker, og som kan helbrede; ‘kefalofore’ helgener der går med deres afhuggede hoveder til dér hvor de ønsker at blive begravet, helgener med udrevne tarme eller øjne, kæmper som Kristoffer der bærer hele verden på sine skuldre, dragebekæmpere som Georg eller som Margrethe som sluges af en drage og får den til at sprække, så hun senere kan hjælpe ved børnefødsler, eller en intellektuel superkvinde som Katherina som besejrer 50 hedenske filosoffer i saglig diskussion og derefter skal slås ihjel på mangfoldige måder før hun endelig får fred som martyr og kan blive alle skoleelevers beskytterinde.
Monstre som disciplineringsmiddel
Det monstrøse kan forstås som et kognitivt fænomen, som et middel til at forstå det der ikke på anden måde kan forstås. Men er monstrøsitet mon grundlæggende et disciplineringsmiddel? Ikke uden videre; for det monstrøse kan som sagt antage positive, attraktive skikkelser. Man frygter varulve og dæmoner, men man frygter ikke engle. Givetvis både frygtede og ærede egypterne deres guder. Men ingen religion har været funderet i frygt, og selv monstrøse guder som de egyptiske var som alle guder nok magtfulde og strenge, men grundlæggende gavmilde og venligtsindede væsener.
Men der er alligevel noget om snakken hvis der med disciplinering menes at samfund ikke kan eksistere uden regler, straffe og belønninger. Ingen menneskelig gruppe eksisterer uden grænser for uacceptabel adfærd. De venlige monstre, som engle, vejleder til at forblive inden for de givne rammer; de dæmoniske monstre slår ned på overtrædelserne. I begge tilfælde befinder det monstrøse sig i grænseregionen imellem det trivielle og det ikke-trivielle. Både det acceptable og det uacceptable må opleves af det enkelte individ som noget der kommer udefra, som ikke er fastlagt af én selv, som var forud for hende eller ham. Engle hjælper en til at holde sig inden for ens overlevelsesfelt; dæmoner opsluger den der kommer for langt ud.
Omkring midten af det første årtusind før Kristus dukker en ny type religion op. De to mest tydelige eksempler er buddhisme og kristendom; men der er lighedspunkter med daoismen i Kina, filosofien i Grækenland og i Det Gamle Testamente. De nye religioner vendte sig kritisk imod de faste rammer og almindeligt accepterede værdier. Traditionelt drejede religion sig om at beskytte og opbygge, at værne imod ulykker og katastrofer og at opbygge med værdier og regler. Men nu sås det normale liv som en misforståelse, fuld af lidelse, synd eller illusion. Man burde derfor vende ryggen til det normale, til sikkerhed og til moral og i stedet følge en guru eller vismand og rette sine tanker og sine handlinger imod et mål uden for denne verden: mod nirvana eller imod himlen.
De traditionelle monstre var ikke længere interessante, for nu var det hele den normale verden der blev set som monstrøs, som skæv, fejlagtig og forvreden. Men denne bevægelse væk fra den monstrøse verden og hen mod et højere, overjordisk mål var svær for mennesket at realisere. I dets utilstrækkelighed blev mennesket selv et slags monster, et sammensat væsen ude af stand til at frigøre sig fra dets monstrøse forestillinger. En berømt formel for denne indre monstrøsitet er Martin Luthers definition af enhver kristen som ‘simul justus et peccator’, det vil sige samtidig retfærdig og synder. Luthers definition af menneskets monstrøsitet er på en måde endnu værre end de traditionelle monstre. Sfinksen var formentlig godt tilfreds med at være både løve, ørn og menneske; dens kropsdele lå ikke i konstant indre kamp. Men de mennesker der kom ud af de nye religioner – som nu er de gamle religioner der er overalt på kloden – må slås med sig selv om hvad de er, og hvilken verden de tilhører.
Mange mennesker i vore dage føler sig ikke specielt religiøse; de synes ikke at verden er én stor lidelse, og de føler sig ikke specielt som syndere der burde være retfærdige. Men det er menneskene ikke blevet mindre monstrøse af, tværtimod. Nu er alle menneskekroppe blevet indre slagmarker for alt det man gerne vil, men ikke kan samtidig. De fleste har hverken ja- eller nej-hatten på, men skifter ustandseligt imellem den ene og den anden. Hvor religionen og de store guder og mestre fejes ud, myldrer alle de små dæmoner ind. R
Læs mere
— Émile Durkheim: Les formes élémentaires de la vie religieuse. 1912.
— Laura Feldt: The Fantastic in Religious Narrative from Exodus to Elish. Equinox. 2012.
— Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, nr. 56 (2011) og nr. 60 (2013). Online: tidsskrift.dk/index.php/rvt
— Victor Turner: “Betwixt and Between” i The Forest of Symbols. Aspects of Ndembu Ritual, Cornell University Press. 1967.
Bibliografisk
Af Hans J. Lundager Jensen, professor i religionsvidenskab og Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet.
RetorikMagasinet 105 (2017), s 23-25.
