Det er monsterets skyld!

Ifølge Burke er vi besatte af tanken om at opret­holde social orden. Så hvad sker der når den trues? Man udpeger en syndebuk. Bare spørg Anders Fogh.

Det er monsterets skyld!

Lisa S. Villadsen

 

Menneskets fornemmelse for orden og kaos

Vi bruger ikke bare sproget til at meddele os. Det hjælper os også med at holde orden i det kaos af tanker og bekymringer der præger vores liv. Sproget er redskabet i vores psyko-sociale manøvrering. Det har blandt andre den amerikanske retoriker Kenneth Burke beskrevet. I sin definition af mennesket sætter han vores symbolbrug (herunder sproget) i fokus. Burke karakteriserer desuden mennesket som blandt andet “opfinderen af det negative”. Dermed mener han at vi kan tænke på ting der ikke eksisterer, og forholde os til dem, og at vi bruger det til at tilskrive moralsk værdi. Han betegner også mennesket som “drevet” af en hierarkisk tankegang. Der er meget at sige om Burkes syn på mennesket, men helt centralt står vigtigheden af at skabe orden. Orden skal både forstås som ‘balance’ – at tingene hænger sammen og fungerer som normalt og som ‘rangorden’ – at vi kan skelne det gode fra det mindre gode, det rigtige fra det forkerte, og dermed identificere vores og andres plads i hierarkiet. Med sproglige strategier skaber vi kategorier og definerer værdier der underbygger vores ordenstrang. Et godt eksempel er syndebukken.

 

Svaret på uorden: Syndebukken

En syndebuk er en person eller en gruppe der enten symbolsk eller faktisk bringes til at bære og und­gælde for andres problemer og svigt. Oprindeligt var syndebukken ikke en metafor, men en levende, tilfældigt udvalgt ged som en præst rituelt overførte folkets synder på og derefter satte ud i ørkenen for at dø. På den måde blev folket symbolsk renset for skyld og kunne ufortrødent fortsætte livet. Pointen med syndebuk-mekanismen er at man forklarer et problem man selv har, ved at overføre årsagen (en fejl, ond vilje, en synd) til en anden part (eksempelvis en person, en befolkningsgruppe eller en institution) som man derefter kan bebrejde eller afreagere på.

Burke har flere gange skrevet om hvordan syndebuk-mekanismen fungerer social-psykologisk. Mekanismen er kort fortalt at menneskets besættelse af at opretholde orden nødvendigvis medfører brud på reglerne. Når den sociale orden trues, skaber det behovet for at rense sig og gøre tingene gode igen, og det kræver at man finder noget at skyde skylden på – hvilket føles meget rarere end selv at påtage sig ansvaret. Det gøres gennem en antitese, altså en modsætning, der definerer ‘os’ mod ‘dem’. Når offeret, syndebukken, har lidt (for eksempel i form af social stigmatisering, men i nogle tilfælde ligefrem med døden) opleves det som om der igen er balance, og ordenen er genoprettet – indtil den er gal igen, og det hele begynder forfra.

 

Syndebuk-mekanismens ‘os’ og ‘dem’ i populistisk retorik

‘Populisme’ har i de seneste par år været et nøgleord blandt observatører af det politiske liv. Et almindeligt anerkendt kendetegn ved populistisk retorik er kritikken af ‘eliten’. Problemet med eliten er kort sagt at den bestemmer hen over hovedet på ‘almindelige mennesker’. De beskyldes for at mangle viden om og interesse i hvad der er vigtigt for folket. Det indgår i en fortælling om hvordan borgere ser samfundet udvikle sig på måder de ikke bryder sig om, og som truende for deres livsform, og hvordan de føler sig overset og magtesløse. Ofte er syndebukken en person eller gruppe der i forvejen er svag eller isoleret: personer uden en stærk social position, eksempelvis religiøse eller etniske mindretal. I sin berømte artikel om Hitlers retorik illustrerer Burke hvordan syndebuk-mekanismen blev realiseret på jøderne i Nazityskland. I det tilfælde var udslettelsen helt bogstavelig. I andre tilfælde kan ofringen bestå i social, økonomisk eller kulturel marginalisering. Tænk for eksempel på hvordan Donald Trump byggede videre på årtiers mistænkeliggørelse af illegale immigranter fra Mexico som nationens største problem i sin præsidentkampagne sidste år. En lignende retorik finder man blandt andet i Viktor Orbáns Ungarn og også i visse dele af dansk politisk retorik.

Annonce

 

Folket mod eliten

Men fra tid til anden går bevægelsen den modsatte vej, og syndebukken defineres som modstykke til det almindelige og det folkelige. Igen er et nærtliggende eksempel fra USA hvor Trump har udgrænset visse dele af underholdningsindustrien, ikke mindst Hollywood og stjernerne der, som udygtige, uamerikanske og undergravende for nationale værdier.

I forhold til Burkes tanker om hvordan hierarkisering er central for menneskets selvforståelse og sociale orientering, er syndebuksretorik rettet mod ‘eliten’ efter min mening særlig interessant, fordi den ved første blik strider imod princippet om at det er bedre at være ‘oppe’ end ‘nede’. Ordet ‘elite’ betyder oprindeligt ‘udvalgt’ og betegner en gruppe der hører til de bedste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, eksempelvis i kraft af deres evner, magt eller rigdom, altså alle kriterier der valoriseres i vores samfund. Hvorfor lægge dem for had?

Burke svarer faktisk selv på det. Det gør han dels når han peger på menneskets ubændige trang til at opponere mod hierarkiet – hvilket jo er muligt fordi vi har evnen til at tænke kontrafaktisk, altså det Burke refererer til som ‘det negative’: Vi kan forestille os og beskrive verden i en form den ikke aktuelt har. For eksempel kan vi forestille os at magthaverne kommer ned med nakken, og at vi selv kommer til ære og værdighed. Burke udviklede også denne tankegang videre i bogen Rhetoric of Religion hvor han beskrev sin teori om ‘Drabskulten’ (Cult of the Kill) som er en videreudvikling af hans tanker om syndebuk-mekanismen. Det begynder med Orden (for eksempel et hierarki hvor eliten er øverst) som udfordres af Skyld (fordi nogen forstyrrer den). Skyld fører til behov for Frelse, og frelsen beror på en Frelser, altså nogen til at give skylden, og det er Ofret (som altså er det samme som syndebukken).

I Danmark har vi i de senere år set hyppigere brug af folket-mod-eliten-argumentation. Her skal vi se på et lidt ældre, men meget klart eksempel på syndebuk-gørelse af en såkaldt elite lanceret af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

 

Fogh blæser til kamp mod smagsdommerne

Nytårstalen 2002 var talen hvor den nye liberale regering indledte kampen mod ‘smagsdommerne’. De smagsdommere som statsministeren refererede til, var fagkyndige medlemmer af blandt andet statslige råd som ifølge statsministeren havde udviklet sig til “statsautoriserede smagsdommere” hvilket tenderede “et eksperttyranni, som risikere[de] at undertrykke den frie folkelige debat.” Statsministerens “sanering” skulle “rydde op”!

Hvordan er dette et eksempel på syndebuksretorik? Lad os følge Burkes beskrivelse trin for trin: Samfundet lider ifølge Fogh Rasmussen under “stive systemer, umyndiggørelse og ensretning” der stækker folks mulighed for at vælge selv og dermed bestemme over deres eget liv. Det er resultatet af en syg udvikling af samfundet som ingen pt. tager ansvar for. Anders Fogh Rasmussens frihedsdoktrin (han nævner “frihed” ni gange i løbet af talen) er det virkemiddel – Burke ville kalde det ‘medicin’ eller ‘slange­olie’ – som kan helbrede eller ‘sanere’ samfundet ved at fjerne årsagen til ufriheden: smagsdommerne. Med andre ord: Når Anders Fogh Rasmussen peger på de såkaldte smagsdommere som årsagen til at danskerne føler sig umyndiggjort og frataget selvbestemmelsesret, udpeger han en syndebuk, og med forslaget om at afskaffe dem foretager han en rituel ofring der skal frelse samfundet fra “eksperttyranniet”.

At der er tale om en med Burkes ord ‘ofring’ ikke ulig en religiøs rite, afspejles fint i statsministerens ordvalg i hans forudsigelse om at indsatsen ville “udløse et ramaskrig”. Dette udtryk stammer fra den bibelske profeti om Rakel fra byen Rama der blandt andet kædes sammen med Mathæusevangeliets skildring af barnemordet i Betlehem hvor Herodes befalede alle små drengebørn slået ihjel for på den måde at ramme Jesus.

 

Anders Fogh Rasmussens syndebuksretorik

En næranalyse af de sproglige midler Anders Fogh Rasmussen bruger i skildringen af smagsdommerne, viser hvordan han gennem grammatiske (passiv-form, paratakse) og stilistiske greb (overdrivelse, ordvalg) får disse personer gjort til en indre trussel mod samfundets vel: Det ekspertvælde som Fogh beskriver, må vi forstå, er ikke introduceret af samfundets sande autoriteter; de er derimod ­opstået af sig selv, nærmest som en naturkraft: ved “knopskydning” er de “skudt op”. Dets omfang understreges to gange gennem en parataktisk opremsning: “råd og nævn og institutioner”, og de er der tilmed “overalt” (overdrivelse). Hyperbolen, altså overdrivende formuleringer, finder vi også i ordvalg som “statsautoriseret” og “tyranni”. Alt i alt fremstiller Fogh de pågældende eksperter som personer der har trængt sig på for at gennemtrumfe deres egne holdninger på folkets bekostning og som ikke respekterer andres ønsker eller meninger: De “bestemmer på vores vegne”, de løfter “pegefingre” og “fastslår hvad der er godt og rigtigt”, og de “mener at vide bedst”.

At Anders Fogh Rasmussen opererer med en skarp kontrast mellem smagsdommerne og det folkelige “vi” burde allerede være tydeligt. Hertil kommer kontrasten mellem den “umyndiggørelse” som de repræsenterer, mod den “frihed” Fogh stiller i udsigt, en kontrast der yderligere forstærkes af sondringen mellem de “overflødige” råd og så videre der “tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed” fra “det væsentlige”. Disse sproglige greb fremstiller smagsdommerne som så gennem-usympatiske og undergravende at de bliver den perfekte syndebuk til at bære skylden for den mangelfulde kontakt mellem borgeres praktiske problemer og velfærdsstatens regelsæt og procedurer.

 

Monsterhistorier – for enkle til at være sande

Min pointe med at pege på et lighedstræk mellem Anders Fogh Rasmussens brug af syndebuksretorik og det træk ved populistisk diskurs der går på at skabe en modsætning mellem folket og eliten, er ikke at Anders Fogh Rasmussen er populist. Pointen er at vise at der er stil- og argumentationstræk der går igen, i forskellige blandingsforhold, i politisk retorik af forskellige typer. I tidens fokus på populistisk retorik må vi ikke lade os distrahere af de spektakulære eksempler som Orbán eller Trump, men være på vagt hver gang en politiker forsøger at udpege en simpel løsning på komplekse problemer.                          R

 

 

Bibliografisk

Af Lisa S. Villadsen, lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 20-22

Lisa Storm Villadsen

Lisa Storm Villadsen

Lektor i retorik vid Köpenhamns universitet.
Lisa Storm Villadsen

Latest posts by Lisa Storm Villadsen (see all)

Skriv et svar