anatomi

Den gode argumentations anatomi

God argumentation har tre dimensioner: Den er faktuelt retvisende, den er relevant, og den er vægtig. Desværre slipper politikerne ofte af sted med mangelfuld argumentation fordi de forklæder den godt. Derfor får du her de vigtigste redskaber til at spotte uskikkene i politisk argumentation.

Den gode  argumentations anatomi

Christian Kock

anatomi

Hvis vi borgere skal formå at være på vagt over for dårlig offentlig argumentation, behøver vi en fælles forståelse af hvad der er god argumentation. Og så skal vi kræve at få den.
Den slags definition jeg går ind for, bygger især på den såkaldte ’uformelle logik’ som opstod i USA og Canada da man fandt traditionel logik utilstrækkelig til at undervise studerende i argumentation og kritisk tænkning.

Den gammelkendte logiske målestok for gode argumenter var at argumenter (kun) er gode hvis de absolut medfører den konklusion de argumenterer for. Men det er hverken tilstrækkeligt eller nødvendigt når vi diskuterer politik og andre beslutninger i det virkelige liv. I stedet anlægger man en tredimensional målestok for argumentvurdering. For hvert enkelt argument (det som også kaldes ’belæg’) spørger man: Er det rigtigt? Er det relevant? Er det vægtigt?

Hjemlen skal være rigtig og relevant

At et argument er rigtigt, betyder at det ’passer’. Det giver et retvisende billede og udelader ikke noget vigtigt. Relevant betyder: Understøtter argumentet faktisk påstanden? Med argumentationsforskeren Stephen Toulmins udtryk: Har belægget en hjemmel? En hjemmel er et alment princip som gør at belægget ’gælder’, ligesom en rejsehjemmel gælder for en bestemt tur med toget. Det er fx et alment princip at man godt må slå på nogen i selvforsvar. Men at slå på én som man bare synes ser dum ud, falder ikke ind under den hjemmel. Andre gange er der relevansproblemer i selve hjemlen. Hvis politiet stopper mig for fartkørsel, indvender jeg måske at jeg ikke kendte fartbegrænsningen. Det er muligvis ’rigtigt’ – men det er irrelevant. En hjemmel der siger ”man kan ikke straffes for brud på regler man ikke kender”, skal jeg længere ud på landet med!

I daglig argumentation er hjemlen ofte kun løst udtrykt eller slet ikke udtrykt, men blot implicit. Derfor er det nyttigt at prøve at formulere den hjemmel der skal gælde for at argumentet kan ’køre’. Så vil man ofte opdage at den er højst diskutabel. Hvis nogen fx vil hævde at Israels blokade af Gaza er i orden fordi den er selvforsvar (belæg), og fordi Israel har ret til at forsvare sig (hjemmel), så ’kører’ det argument kun hvis hjemlen siger at Israel har ret til enhver form for forsvar. Men det er der næppe mange der synes.

Argumentation er altid en dialog

Hvis et argument er rigtigt og relevant, opstår spørgsmålet: Hvor vægtigt er det? Vægt er ikke absolut. Argumenter for en politik må anskues sammen med de andre argumenter for den, og de må afvejes med argumenterne imod den. Desuden er et arguments vægt heller ikke objektiv. Den er noget vi synes – som kan påvirkes af argumentation. Sådan er det i politik (og retorik).

Annonce

Når vi taler om vægt som noget der har at gøre med afvejning, er vi oppe på et niveau over det enkelte argument: det ’dialektiske’ niveau. Her forholder vi os til det der kommer fra den anden side. I en dialog kan man kræve at den anden svarer på det man siger; men heller ikke i monologisk argumentation må man systematisk ignorere vigtige argumenter som man ved at den anden part i sagen har ført frem. For kun hvis modargumenter besvares, kan vi, tilhørerne, reelt bedømme hvor gode og vægtige vi synes at de fremførte argumenter er.

Pligten til at svare kan i princippet opfyldes på to måder: Enten forklarer man hvorfor man synes at modargumentet er dårligt (= urigtigt og/eller irrelevant), eller også anerkender man at modargumentet er rigtigt og relevant, men derpå forklarer man hvorfor man synes argumenterne for ens egen holdning trods alt er vægtigere end dem imod den. Det er det vi kalder afvejning.

Den skal den enkelte vælger bruge for i sidste instans at kunne lave en afvejning selv.

Debatten er til for vælgerne

Hvad skal det tjene til at have disse normer for god argumentation? De overholdes jo langtfra, og politikerne får aldrig ændret hinandens holdning-er alligevel. Men grunden til at disse normer er meningsfulde, er at en debat der lever op til dem, bedre kan opfylde vores, tilhørernes (= borgernes/vælgernes), behov for input, så vi selv kan tage kvalificeret stilling. Det er for vores skyld at der er politisk debat i samfundet – ikke for politikernes. Og debatten bør vurderes derudfra – ikke ud fra om fx TV 2’s ”Mogensen & Kristiansen” synes at der bliver argumenteret smart.

Vi har dels brug for at høre argumenterne fra de to sider, dels har vi brug for at få dem testet i forhold til dimensionerne rigtigt/relevant/vægtigt – og det indebærer bl.a. at de afvejes mod hinanden. Afvejning hedder på latin ’deliberation’, og det er denne afvejning af argumenter – både i politikernes debat og i vores, vælgernes, stille sind – der er kernen i den deliberative opfattelse af demokrati.

Hvis vi går ud fra det normsystem som jeg nu har skitseret, kan man definere nogle tilsvarende typer af ’uskikke’ i politisk argumentation – som består i at de nævnte normer tilsidesættes.

Hovedtyper af debat-uskikke

Den allerførste hovedtype er at der slet ingen argumenter bliver leveret. Megen politisk kommunikation består fx i at man prøver at få folk til at antage den holdning man ønsker, i kraft af selve de ord man bruger. Den slags kalder jeg ’omvendt lommetyveri’: Man lirker holdninger ned i folks lommer uden de må opdage det. George Orwell definerede bl.a. begrebet ’newspeak’ som ord der skal ”påføre den person der bruger dem, en ønskelig mental holdning”. Hvis man fx omtaler SU’en til hjemmeboende som ’cafépenge’, har man indlagt en forkastelse af den i selve ordet. Tilsvarende hvis man fx omtaler arveafgift (’boafgift’), sådan som Ellen Trane Nørby (V) gjorde i en avisklumme: Hun sagde at ”man vil beskatte dødsfald” – og deri var der også den ’underforståelse’ at man nu vil til at gøre det, men ikke før har gjort det (men det har man jo!).

Næste hovedtype er at der nok er argumenter, men de er ikke rigtige, dvs. de giver ikke et retvisende billede. Her skal vi især være på vagt over for undertyperne ’talfnidder’ og ’talfusk’. Talfnidder er at slynge om sig med tal og ’fakta’ der formørker sagen fordi de bl.a. ikke er klart defineret. Hvilke poster er fx medregnet når man taler om at der gives så og så meget til ’forskning’?

Talfusk er at føre folk direkte bag lyset. Det gør fx vores undervisningsminister når hun siger at flere timer i dansk og matematik ”alt andet lige” medfører at eleverne lærer mere – med henvisning til en ny rapport. Men den rapport viser tværtimod at flere timer netop ikke giver noget hvis alt andet er ’lige’, dvs. hvis der fx ikke fyldes et andet og bedre indhold i de timer. Det fastslås klart af rapportens forfatter, professor Peter Allerup, der kalder ministeriets udmelding for ”direkte misinformation”: ”Hvis undervisningen foregår på samme måde som den gør nu, så hjælper det ikke en pind,” siger han. Talfusk af denne art er en af de hyppigste uskikke i dansk politik for tiden – måske fordi det er her vælgerne har dårligst mulighed for at kontrollere argumentet.

Tredje hovedtype, irrelevante argumenter, er den politiske debat også fuld af. I min bog De svarer ikke har jeg sat fokus på to undertyper som er meget brugte: En ’stråmand’ er en forvansket udgave af hvad modparten mener – med Piet Heins ord: ”Man dutter folk en mening på hvis vanvid alle kan forstå.” Den art debat er ikke bare nytteløs, men direkte skadelig. ’Motivspekulation’ er den anden art irrelevant argumentation der plager debatten. Man diskuterer sine modparters formodede usle motiver til at sige og mene det de gør.

Tjek selv de debattører (på begge sider af det politiske spektrum) der citeres og promoveres mest i vores medier. En rigtig stor del af deres ’argumentation’ består af hhv. stråmænd og vild spekulation om motiverne hos alle de er uenige med.

God argumentation giver mulighed for afvejning

Når man vil vurdere argumenters vægt, er det altid et spørgsmål om afvejning. I de fleste sager er der faktisk rimelige argumenter på begge sider. Derfor har vi borgere og vælgere stærkt brug for at debattører svarer på argumenter og giver deres bud på afvejning af pro og contra. Men det gør de sjældent. Manglende svar er vor fjerde hovedtype – måske den mest grasserende af de uskikke der fordummer politisk debat.

Der er tre strategier som debattører typisk bruger  for at undgå at svare: a) De tilslører det modargument de burde svare på, ved at sige noget der ikke har med det at gøre. Ofte kommer en debattør fx med spekulationer om modpartens motiver og tilslører dermed at vi ikke får noget svar på hvad modparten faktisk sagde. b) De ’svarer’ på en forvansket udgave af modpartens standpunkt eller argumenter. Det er egentlig en form for stråmand. Et argument kan forvrænges, så det enten bliver vanvittigt (det kan kaldes ’den afskyelige stråmand’) eller tandløst (det kan kaldes ’den ynkelige stråmand’). c) De svarer ved at affeje modargumentet blankt, dvs. uden at sige hvad der er galt med det.

Det bedste modtræk er at stille krav

Heldigvis er der så småt ved at blive gjort noget ved nogle af de uskikke der fordummer debatten (og gør den nærmest ubrugelig for os borgere). Blandt andet laver journalisterne ofte ’faktatjek’ af rigtigheden af politikernes påstande. Men faktatjek alene gør det ikke. Det hjælper os fx ikke meget med at afgøre om et argument er relevant, eller hvor vægtigt det er. Og det sætter ikke ind over for omvendt lommetyveri eller udenomssnak. Der er brug for en bredere indsats for at lære vælgerne at stille krav. Den skal udføres både i medierne og i uddannelsessystemet, helt ned i grundskolen.

Politikere og deres rådgivere, samt de øvrige offentlige debattører, vil kun begynde at droppe debat-uskikkene hvis de oplever at de skader dem i vælgernes øjne. Og dét – sådan bør vi vælgere tænke – er jo i sidste instans op til os.      R

Bibliografisk

Forfattere: Af Christian Kock. Professor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 87, side 13-15.

RM87

 

Læs mere

Kock, Christian: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat, Gyldendal, 2011
”Udenomssnak: Sådan gør de”. Artikelserie hos RÆSON: www.raeson.dk.
DR’s radio- og tv-program ”Detektor”:
www.dr.dk/detektor.
Amerikanske faktatjek-sider: Factcheck.org (ledet af retorikeren Kathleen H. Jamieson)
og Politifact.com.

Christian Kock

Christian Kock

Professor i retorik ved Københavns universitet.
Christian Kock

Latest posts by Christian Kock (see all)

Lignende artikler:

Skriv et svar