Få måneder før det islandske kommunalvalg i foråret 2010 annoncerede den kendte komiker og skuespiller Jón Gnarr på YouTube et nyt politisk parti, Besti Flokkurinn (Det Bedste Parti), og sit eget kandidatur til borgmesterposten i Reykjavik. Med absurde slogans, en ironisk musikvideo og løftet om ikke at holde et eneste valgløfte udstillede Gnarr på bedste vis den traditionelle politiske kampagne som et spil for galleriet. Alligevel fik partiet så stor en vælgertilslutning at Gnarr kunne indtage borgmesterkontoret hvor han blev hele valgperioden.
Da “nonsens” indtog den politiske scene i Island
Sigríður Lára Sigurjónsdóttir
Ved kommunalvalget i 2010 befandt Island sig i politisk kaos. Der var ikke gået mere end et år siden den såkaldte køkkengrejsrevolution, hvor protesterende masser havde presset regeringen til at gå af og udskrive valg til Altinget (svarende til det danske Folketinget), hvilket naturligvis havde bragt islandsk politik yderligere ud af kurs. Desuden havde særligt byrådet i Reykjavik haft en hård valgperiode. I løbet af fire år var flertal blevet dannet og opløst adskillige gange, og byen havde haft fire forskellige borgmestre. I årtier havde kommunalvalget fundet sted året inden altingsvalget, men ved kommunalvalget i 2010 var det altså omvendt. For første gang i lang tid var der blevet udskrevet altingsvalg før tid, og det politiske landskab var ændret fuldstændig.
På denne usædvanlige politiske scene indtrådte Gnarr i januar 2010 med en lige så særegen annoncering. Han virkede usikker og famlende i videoen – ikke ulig den persona han ofte portrætterede som komiker. Han lignede en antipolitiker, manglede fuldstændig den sædvanlige selvsikre politikerattitude og fejlede eklatant i sit forsøg på at bruge en søfartsmetafor i sin annoncering. Absolut intet af det han sagde, kunne overbevise nogen om at han ville være egnet til jobbet. Tværtimod. Havde det været en almindelig ukendt borger, havde annonceringen sandsynligvis ikke fået nævneværdig opmærksomhed i medierne. Men Gnarrs berømthed sikrede forsiderne i aviserne – og de der var bekendte med hans optrædener på tv og i radio, overvejende yngre mennesker, genkendte også den subtile satire i hans politikerpersona.
Fire måneder senere kunne den øjensynligt inkompetente kandidat indtage borgmesterposten i Reykjavik, og han blev siddende i hele den fireårige valgperiode. Selvom partiet havde svoret ikke at indgå i alliancer med nogen der ikke havde set tv-serien The Wire, dannede de en koalition med Socialdemokratisk Alliance (Samfylkingin). Op til kommunalvalget i 2014 viste meningsmålingerne endnu større vælgeropbakning til Det Bedste Parti. Alligevel erklærede Gnarr at han ikke ville stille op til endnu en periode, og at hans parti ville ophøre med at eksistere. Men hvordan lykkedes det overhovedet Gnarr og Det Bedste Parti at nå så langt?
Tomme slogans og manglende dygtighed
Gnarrs erfaring som kreativ leder i et reklamebureau i 2008 kom til syne i slagkraftige paroler som “alle mulige ting for de ulykkelige” og “bæredygtig gennemsigtighed”. Partiets slogans var åbenlyst absurde, og først senere uddybede Gnarr betydningen af dem. Ikke desto mindre havde de en spejlende effekt der fik folk til at indse at de andre partiers slogans var nøjagtig lige så tomme. Dermed fremstod Gnarr som den fremmeste af en lang række kandidater, hvoraf alle var præcis som kejseren uden klæder. Den eneste forskel var at Gnarr syntes at være bevidst om sin manglende dygtighed – og kunne lave sjov med det – mens hans afklædte modstandere famlende forsøgte at spille deres roller som alvidende politikere.
Som Gnarr forklarer i sin bog, GNARR: How I became the mayor of a large city in Iceland and changed the world, var hans politiske viden mildt sagt beskeden før han stillede op. Første gang han mødte den siddende borgmester efter han annoncerede sit kandidatur, anede han ikke hvem hun var. Da han blev spurgt om hvordan han ville håndtere den komplicerede økonomiske situation og de op- og nedture der er ved at styre en by, påpegede han blot at der er flere tusinde erfarne mennesker involveret i den daglige drift, og at der derfor ville være ting som han som borgmester slet ikke havde brug for at vide. På den måde gendrev han sine modstanderes kritik af ham som en åbenlys inkompetent politiker uden at benytte samme negative retorik, samtidig med at han formåede at anerkende almindelige borgeres essentielle betydning for byens drift.
Foruden de tomme slogans var et kendetegn ved Det Bedste Partis kampagne netop at den var positiv, og at de afviste den dobbelthed som politiske kampagner fra begge fløje i vid udstrækning er baseret på: dem og os. Ikke en eneste gang gik et medlem af partiet til modangreb på en politisk modstander. Et opgør med den aggressive retorik og splittelse var i det hele taget grundlæggende for Det Bedste Parti. I sin bog beskriver Gnarr således en scene under køkkengrejsrevolutionen hvor rasende demonstranter brød ind og opløste et talkshow nytårsaften i 2008: “At that moment I’d finally had enough, and my attitude towards the saucepan revolution took a sudden turn. The journalists present were all more or less friends of mine, people with whom I’d worked for twenty years. When I saw their frightened eyes, the anger and the rage inside of me grew. I just wanted to get away, away from this whole mess.” Det var med den følelse han grundlagde sit parti.
Om end Det Bedste Parti ikke udviste nogen aggressioner mod deres modstandere, fik en række tilsyneladende harmløse bemærkninger alligevel afgørende betydning for valgkampen. Det der fik den mest uforudsete virkning, var en nonchalant bemærkning i et tv-program. Det Bedste Parti havde i løbet af valgkampen afgivet en række mere eller mindre uhyrlige valgløfter såsom frie håndklæder i byens svømmehaller og en isbjørn til zoologiske have. Ikke overraskende pressede journalisterne på for at få Gnarr til at give et seriøst svar, for ville han virkelig holde disse løfter hvis han blev borgmester? Midt i programmet svarede Gnarr lakonisk: “Selvfølgelig ikke. Det er der alligevel ingen, der gør”, hvorefter han lovede at Det Bedste Parti i hvert fald ikke ville holde nogen af deres valgløfter. Dermed afvæbnede han upåagtet de andre partiers allervigtigste våben: valgløftet. Der var tilstrækkelig sandhed i Gnarrs erklæring til at opfostre en diskussion hvis effekt for valgkampen var en kategorisk mistænkeliggørelse af ethvert løfte. På bedste brechtianske manér havde Gnarr således udstillet absurditeterne i den moderne politiske valgkamp.
Simply the best
Et par uger før valget lancerede Det Bedste Parti “The Best Video”. Tina Turner havde allernådigst indvilliget i at lade partiet bruge sin sang Simply the Best som der blev forfattet en islandsk tekst til. Flere af de involverede musikere optræder i videoen der kulminerer i Gnarrs pseudopolitiske, fascistoide tale som ender i hans brøl fra toppen af en massiv betonbygning: “Vil jeg have en lys fremtid med Det Bedste Parti, eller vil jeg have Reykjavik ødelagt?” Foruden selve sangtitlens reference til, ja, simpelthen det bedste parti, var der endnu en reference gemt i valget af netop denne sang. I 2007 blev en video lækket efter en glamourøs tur til Monaco for de øverste ansatte i Baugur Group, det mest kendte islandske investeringsselskab fra de boomende 00’ere. På denne tur var Tina Turner tilsyneladende blevet hyret til at give en koncert, og der var blevet lavet en video der viste turens ekstravagance med Simply the Best som underlægningsmusik. I Det Bedste Partis version var champagnefontæner og folk i eksklusivt tøj skiftet ud med musikere i et nusset studie og Jón Gnarr optrædende som den joviale borgmesterkandidat ude blandt borgerne og på gåtur ved dammen med sin hund.
Kan man så ændre politik ved at spille politiker?
Uanset de omstændigheder der kunne give medvind til Det Bedste Parti, såsom det økonomiske sammenbrud og en generel mistillid til traditionel politik, kommunalt såvel som nationalt, må en del af forklaringen på de 34,7 procent af stemmerne findes i partiets valgkampagne der på én gang lignede og adskilte sig fra de andre partiers kampanger. Ved at imitere den traditionelle politiske kampagne udstillede Det Bedste Parti de andre partiers meningsløse udsagn og metoder. Kort sagt handlede det grundlæggende om at kunne performe.
Og det fortsatte Gnarr med som borgmester i de fire år han besad posten. Under den årlige Gay Pride-parade gik han forrest i fuld drag, og når han skulle møde vigtige personer, kunne han finde på at iklæde sig et Star Wars-kostume.
Tilbage står så spørgsmålet: Har Det Bedste Parti ændret islandsk politik med en kampagne baseret på nonsens? Når det kommer til den negative kultur som Gnarr ville modarbejde med sine skøre påfund, er det måske lykkedes et stykke ad vejen. “Vi møder fornærmelser med høflighed, ond vilje med overbærenhed, og stædighed med tolerance.” Nogle af de tidligere medlemmer sidder nu i Altinget og arbejder aktivt mod den negativitet som angiveligt trives der. Disse bestræbelser bliver støttet af et stort og voksende antal politikere. Blandt andet Piratpartiet har været meget aktiv i disse bestræbelser, og meningsmålingerne tilskrev på et tidspunkt partiet over 30 procent af stemmerne. De etablerede politiske partier klarer sig derimod dårligt, til venstre såvel som til højre. Noget har altså ændret sig. I politik, i nationens politiske bevidsthed og i den generelle adfærd når en skandale opstår. Jón Gnarr og Det Bedste Parti var avantgarden i en bevægelse der stadig står stærkt.
Læs mere:
Jón Gnarr: GNARR: How I became the mayor of a large city in Iceland and changed the world, Melville House Publishing, 2014
R
Bibliografisk
Af Sigríður Lára Sigurjónsdóttir, ph.d.-studerende ved Islands Universitet.
RetorikMagasinet 101 (2016), s 16-19.
