Ingen sportsgren fortæller historier om sig selv og sine helte som cykelsporten. Og ingen sportsgren har ransag- et sig selv så gennemgribende. På de stejle bjergtinder er der sjældent plads til helseetik eller heltemoral, fortæller Michael Rasmussen.
Cykelsporten er en gladiatorkamp
Jakob Torrild Hansen og Martin Skov Hyldahl
Cykelsporten er ekstrem. Og som ingen anden sportsgren dyrker den sine store helte. Fotojournalister foreviger skærende grimasser på stejle bjergsider, og forfattere og poeter fortæller drabelige sagn om krigerne på kulfiberhestene.
Om Tom Simpson der – forkommen og dopingforgiftet – segnede døende om på Mont Ventoux i 1967. Om Federico Bahamontes der overlegent stak af fra sine konkurrenter og spiste is på en alpetop – og blev blæst fuldstændig bagud på enkeltstarten få dage senere. Om Laurent Fignon der tabte Tour de France med otte bitre sekunder i 1989. Eller Fausto Coppi der lagde resten af feltet femten minutter bag sig i episke soloridt over bjerg- tinderne.
For ikke at tale om Michael Rasmussen der – i den gule førertrøje med Tour de France-sejren i udsigt – blev hevet ud af Tour’en i 2007 af sin egen sportsdirektør efter mistanke om urent trav. Et drama og en tragedie med en tiltrækningskraft som Hamlet.
Professionelle cykelryttere er nådesløse overmennesker der kæmper om sejren med alle midler. Det er fortællingen om rytternes kamp der gør cykelsporten så fascinerende. Foto: Wikimedia Commons.
Vi bliver forført af overdrivelsen
Den legendariske Tour de France-direktør Jacques Goddet sagde det sigende: ”Tour de France er og bliver Tour de France. Det er nødvendigt at bevare den umenneskelige side af Tour’en – det er nødvendigt med overdrivelse.”
Cykelsporten er dramatisk, overdreven – og cykelsport- ens publikum elsker dramaet. Der komponeres helteepos om cykelryttere. Men hylder vi dem for deres sportsman- ship og træningsmoral eller for deres selvdisciplin og hensynsløse sejrsvilje? Og er cykelrytteren en rollemodel eller en syndebuk – eller slet og ret en bjergtagende skuespiller foran sit tryllebundne publikum? Til det svarer Michael Rasmussen:
“Jeg tror i det hele taget at man skal gøre sig klart at elitesport ikke er specielt sympatisk. Dér handler det om at nedkæmpe modstanderen med de tilgæng- elige midler der nu engang er. Der er jo ikke noget sympatisk ved at man kan se sin modstander sidde og lide og så angribe endnu engang. Det er jo det sporten handler om.”
Sådan lyder det fra ekscykelrytteren dagen efter Tour de France 2014 er skudt i gang. Ifølge ham handler det om at bevare det fascinationsværdige, det usædvanlige – så at sige det overmenneskelige ved sporten:
“I takt med at dopingtemaet har været så aktuelt i de sidste otte år, så er præstationerne blevet decimeret til at ’det er jo nok lægens værk’, at det er ham med den bedste idé der vinder – fordi den del af sporten har været dækket så massivt. Det har betydet at folk har kunnet få fornemmelsen af at ’det her, det kunne også have været mig hvis jeg bare havde gjort det samme som dem’. Og det er afgjort forkert, for det kunne absolut ikke være nogen som helst anden. Det er de allerypperste der optræder dér. Og blandt dem skal man så stadigvæk finde en vinder. Der er intet normalt ved det der sker i Tour de France.”
Overdrivelse er nødvendig for cykelsportens fascinationskraft. Sportens særlige aura er bygget op om mere end hundrede års fortællinger om overmenneskelighed. Det er svært at finde sig et moralsk ståsted – for resultattavlens etik er sjældent mere moralsk end at den stærkeste og heldigste altid løber af med sejren. Og sportens ekstreme udfordringer retfærdiggør ekstreme midler. Som Michael Rasmussen selv udtrykker det i erindringsbogen Gul Feber:
“Jeg ville ikke længere deltage i en atomkrig bevæbnet med en smørkniv.”
“Der er jo ikke noget sympatisk ved at man kan se sin modstander sidde og lide og så angribe endnu engang.” Foto: Kasper Teiner
Cykelsporten versus omverdenen
Cykelrytteren Jesper Skibby besluttede sig i DR-dokumentarprogrammet ”Doping Epidemien” for at gøre regnskabet op med fortiden – og med de skader den sportslige livsstil havde øvet på hans krop.
I DR’s programomtale lød det således: ”Selvom det snart er 13 år siden han stoppede som aktiv rytter, er Skibby stadig plaget af dårlig samvittighed. Han er bekymret for om han har været med til at udbrede brugen af doping, ikke kun hos elitesportsfolk, men også blandt helt almindelige mennesker. Skibby føler at det er tid til at give noget tilbage. Derfor vil han nu fortælle sandheden om dopingstoffernes grimme bagside.” Michael Rasmussen returnerer:
“Jesper Skibby fik på forunderlig vis sammenlignet sit dopingforbrug som cykelrytter med skønhedsdoping i et fitnesscenter – og stod nærmest og græd over at han havde påført sin krop nogle skadesvirkninger. Det kom til at virke meget ynkeligt. Det er to helt forskellige verdener der ikke har noget med hinanden at gøre. Der er ikke nogen cykelryttere der spekulerer over den der sundhedsrisiko. Så skulle de stoppe med at køre ned ad bakke med 100 kilometer i timen og køre massespurter eller køre 35.000 kilometer på landevejene om året. Hvis man som cykelrytter for alvor var bekymret for sit helbred, så var det nok ikke spørgsmålet om man havde taget det ene eller det andet stof der var den reelle bekymring. Elitesport er usund.”
Måske er en sammenligning med helsemotion og midaldrende nordsjællandske motionsryttere en fornærmelse mod topatleternes mirakler. Men hvordan kan den almindelige omverden så stadig forholde sig kritisk til deres idol- er og undgå – som Tour de France-kommentator Henrik Jul Hansen har advaret imod – blot at blive klakører til store præstationer?
Overmennesker med smålige metoder
Det virkelige paradoks opstår nemlig når sportsjournalist- erne både vil hylde det overmenneskelige i de store bedrifter og samtidig det aldeles menneskelige i (trænings-)metoderne bag. For hvor sportspoeten Jørgen Leth til enhver tid foretrækker at hylde dramaet og misbilliger ”trætte begreber som sportsmanship, fairplay, sportsånd, forbilledværdi”, så går der for mange journalister snarere sport i at trække rytternes cykelshorts ned om anklerne på live-tv og finde frem til dramaets morale.
“Man kan jo ikke forvente at en aktiv rytter siger ja til spørgsmålet: ’Har du taget doping?’ Han svarer selvfølgelig nej. Han slutter jo sin cykelkarriere i det øjeblik, sit arbejde og sin livsdrøm og muligheden for at brødføde sin familie. Naturligvis vil Nicki Sørensen sige nej hvis man spørger ham om han har taget doping. Det er ikke svaret der er forkert – det er spørgsmålet,” mener Michael Rasmussen.
Men hvis spørgsmålet er forkert – er det så fordi journalisten mangler sympati for det menneske der bliver spurgt?
“Det synes jeg i allerhøjeste grad. Det er lige præcis sådan en os-imod-dem-situation der opstår – at det er journalisten selv der skal profilere sig. Spørgsmål- et bliver bare stillet oftere og oftere fordi journalist- erne skal have stivet deres eget ego af og kan sige at de turde stille ham spørgsmålet. Men den slags spørgsmål er utilstedelige. Hvis man for åben skærm spørger én om han har været sin kone utro, så vil der jo kun være ét rigtigt svar selvom han har været det. Man kan af gode grunde ikke forvente et ærligt svar på det spørgsmål.”
The truth will set you free
”Har du taget doping?”-spørgsmålet er ikke alene forkert ifølge Michael Rasmussen – det er irrelevant og malplaceret i cykelsportens verden. Alligevel gik han i 2013 selv til bekendelse og erkendte et systematisk dopingmisbrug gennem 12 år som professionel cykel- rytter. I erindringsbogen Gul Feber satte Michael Rasmussen navn på talrige andre cykelryttere, læger og sportsdirektører som alle har været spundet ind i dopingnetværk; deriblandt prominente danske navne som Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Nicki Sørensen. Alle tre har sidenhen afvist at bekræfte Michael Rasmussens belastende beskrivelser.
“For mig var det et spørgsmål om at jeg ikke ville lyve mere. Jeg kunne godt have sagt at der ikke var nogen der vidste noget om det, og at jeg gjorde det hele selv. Men så ville troværdigheden lide et voldsomt knæk når man jo lige præcis har været fedtet ind i en masse dopingnetværk. Jeg kan jo ikke påstå at jeg ikke vidste hvem det var der sad ved siden af mig i en blodbank og fik foretaget transfusioner.”
“Jeg har truffet et valg fordi jeg gerne ville være mere fri; det kan godt komme til at lyde lidt klichéfyldt – the truth will set you free – men ikke desto mindre har det gjort at jeg er langt mere afslappet og afklaret og ikke har nogen forbehold at tage når jeg får de her frække spørgsmål. De er ikke sjove at stille længere,” uddyber Michael Rasmussen.
Journalisten er altså usympatisk når han stiller det kritiske spørgsmål nummer ét – mens Michael Rasmussen selv omvendt ikke føler sig tynget af loyalitetens lod eller hensyntagen til de ryttere han navngiver. Det er alt eller intet med Michael Rasmussen, både på cyklen og i hans kommunikation.
Præstationshelte eller moralske helte?
Når man vinder i sport, bliver man dyrket som en helt. Men kan man så også være en slags moralsk helt når man lægger kortene på bordet og indrømmer doping?
“Jeg tror ikke nødvendigvis man skal gøre det for andres skyld. Man skal gøre det for sin egen skyld; hvad der føles rigtigt, og hvordan man har lyst til at leve sit liv fremover. Rolf Sørensen har grebet det an på én måde og er måske kommet med verdens mindste dopingindrømmelse ved at kalde sig selv for ’en festryger blandt stiknarkomaner’. Jeg greb det an på en anden måde. Og man kan høre på Rolf at når han skal omtale problemet, så har han stadig et problem med det – fordi han ikke lige har fået fortalt det hele,” siger Michael Rasmussen.
Selv har han så at sige spillet to roller i sin karriere: Den talentfulde, men syndige rytter, og den afdækkende insider der fortæller os sin version af skjulte begivenheder bag kamera og kulisse.
“Hvis man som cykelrytter for alvor var bekymret for sit helbred, så var det nok ikke spørgsmålet om man havde tag- et det ene eller det andet stof der var den reelle bekymring. Elitesport er usund.” Foto: Kasper Teiner
Millionsponsorer med ondt i samvittigheden
Konflikten opstår ligeledes når millionsponsorer fra millionfirmaer bliver en del af dramaet – for sportens sponsorer vil gerne associeres med de store præstationer, men nødig med de lyssky træningsmetoder bag. Og så længe bedrifterne glimter, underholder og inspirerer – så er det upopulært at trække tæppet væk under begejstringen:
“Lance Armstrong var et skidegodt brand: Han fik millioner af mennesker til at køre på cykel og inter- essere sig for cykling, og en masse cancer-overlevere fik livsmodet tilbage igen. Så længe han og den gamle UCI-ledelse var ved magten, gjorde man hvad der var godt for forretningen,” forklarer Michael Rasmussen.
Den amerikanske syvdobbelte – og nu dopingblamerede – Tour de France-vinder overraskede efterhånden få med sin dopingindrømmelse i 2013. Alligevel udpegede indrømmelsen talrige konspirationer og fortielser i cykelverdenen. Spørgsmålet er om det er de store millionsponsorer i jakkesæt som fortier den vanvittige verden bag de glamourøse præstationer?
“Det ved jeg jo ikke noget om udover det jeg selv oplevede hos Team Rabobank. Holdlæger og ledelse vidste jo ofte godt at rytterne selv havde organiseret noget. De vidste udmærket hvad der foregik oppe på fjerde sal selvom holdet boede på tredje. De kunne også godt se udviklingen i vores blodværdier, men de så igennem fingre med det, for det gik jo meget godt. Det er noget man godt vil distancere sig fra – ’det kan godt være at der foregår et eller andet, men vi vil ikke vide om det.’ Først i det øjeblik tingene kommer ud i det fri, og sandheden kommer frem, bliver den enkelte rytter hevet ud af sit element og udstillet som det sorte får, ham ’der ikke har forstået beskeden.’”
I Michael Rasmussens egen retssag mod sin tidligere arbejdsgiver Team Rabobank løb banken med de dybe lommer af med sejren. I cykelsporten er det velkomment at tage én for holdet – men det er sjældent at holdet tager én for rytteren.
Fascinationen er intakt trods syndebukke
I tidernes løb er der blevet udskilt mange syndebukke fra cykelsporten – deriblandt Michael Rasmussen. Kommer der mon et tidspunkt hvor den erkendelse træder ind at vi ikke kan blive ved med at udpege dem – og at sporten bare må leve videre som den er?
“Jeg tror i virkeligheden at de fleste folk har erkendelsen af at den her sport nok har mistet jomfrueligheden for nogle år siden. Jeg tror at mange garanteret sidder med en sund skepsis når de ser Tour de France – men stadigvæk bliver fascinerede af det. Man skal ikke undervurdere folks intelligens. Det kan være at befolkningen i virkeligheden er nået langt længere end dopingorganisationerne og medierne. Befolkningen vil egentlig bare gerne se cykelløb. På samme måde som folk drages til at se VM i fodbold selvom der bliver snydt og svindlet på banen hvert eneste sekund. Men det forhindrer os ikke i at fascineres ved at se Messi og Neymar rende rundt.”
Professionelle sportsfolk er folk der vil vinde – nærmest for enhver pris. De er ikke skolelærere der opdrager vores børn. De er ikke præster der fortæller os om godt og ondt. De er dem der vil nedprioritere familie, venner, helbred og somme tider lov og samfundsetik for sejr. Hvis cykelryttere er vore dages gladiatorer, er Tour de France vore dages Colosseum. Og ligegyldigt om alle der doper sig, vinder, eller om alle der vinder, doper sig – så skal overmenneskelighedens fascinationskraft nok stå ved mange år endnu.
R
Bibliografisk
Af Jakob Torrild Hansen og Martin Skov Hyldahl. Redaktører på RetorikMagasinet.
RetorikMagasinet 93 (2014), s 4-8.
Liknande artiklar:
Mere end marionetdukker
Alt hvad du lægger på internettet, bliver ikke til internet
“Prøver jeg nu igen at løbe fra den topløse servitrice?”
Dronning Margrethe II – mere end en festtaler
Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2015
-
Martin Skov Hyldahlhttps://www.retorikforlaget.se/author/martin-skov-hyldahl/
