Privatpersonen Claus Meyer og firmaet Meyers blev i februar og marts måned i år angrebet heftigt fra alle sider – af to omgange. Første gang slap kendiskokken med skindet på næsen. Anden gang nåede hans image at lide skade.
Da Claus Meyer måtte gå offentlig bodsgang
Anders Høeg Lammers.
Det hele begynder med en kronik i Politiken d. 20.2. skrevet af voldsofferet Marlene Duus, som i detaljer beskriver hvordan hun er blevet maltrakteret af sin ekskæreste med et jernrør og efterfølgende kastet ned på asfalten fra 3. sals højde. Retorisk veloplagt og med sikker opbygning fortæller hun hjerteskærende hvordan samfundet – og i særdeleshed Claus Meyer – ”belønnede” voldsmanden med en attraktiv elevplads hos stjernekokken mens hun stadig kæmper for at få sit liv tilbage.
”Kære Claus Meyer,” skriver hun i det direkte personangreb, ”tænker du mon på, at når der er en voldsmand, er der også et offer et sted? Tænker du på dine tre døtre, når du hører min historie? Når du hjælper ham, forstår du så, hvordan jeg føler mig straffet og ydmyget yderligere? Er det en måde at promovere sig selv og sin virksomhed i dagens Danmark?”
Bang! Sagen ruller straks i medierne. Meyer, der på det givne tidspunkt befinder sig i Bolivia, reagerer allerede samme aften med et personligt brev til Marlene Duus, bragt bl.a. på Ekstra Bladets hjemmeside og Meyers egen Facebookvæg. Samtidig fjerner han et mindre heldigt videoklip fra sin blog hvor han selv og den omtalte voldsmand optræder sammen, som et eksempel på en succeshistorie. Klassisk damage-control.
I brevet skriver Meyer at han ”med stor smerte” har læst Duus’ kronik og ville ønske han kunne ”skrue tiden tilbage og forhindre det fuldstændigt urimelige, som er sket”. Han ”forstår” hendes ”frustration”, og hendes manglende støtte fra det offentlige til omskoling er ”helt uacceptabel”. Derefter udleverer han lidt af sig selv personligt da han skriver: ”Som far til tre piger på henholdsvis 6, 9 og 15” kan han dårligt læse om en voldtægt uden at tænke på hvor uforberedte de er på verdens gru.
Samtidig forsvarer Meyer dog også sin ”beskedne indsats … i forhold til mennesker, der har begået kriminalitet” som han yder for at ”forhindre, at der bliver flere ofre”, før han slutter: ”Vi er os smerteligt bevidst, at intet af det vi gør, er i stand til at lindre ofrenes sorg.”
Effektfuld bodsgang
Med sit brev rammer Meyer den perfekte balance mellem forståelse, forklaring og bodsgang. Med ordvalget ”beskedne indsats” viser han samtidig ydmyghed. Brevet garderer ham reelt mod modangreb.
Jovist, Ekstra Bladet kører dagen efter en spiseseddel: ”Smed ekskæreste ud fra 3. sal – belønnes med job hos Claus Meyer”, mens Marlene ”svigtes”. Og Ekstra Bladet ofrer ligeledes ikke overraskende både lederplads og Nationen!-plads på at angribe Meyer. Læseren Geoffrey Cain går så langt som til at spørge retorisk om ikke Meyer også vil ansætte ”Anders Behring Breivik? Han kunne servere for gæsterne.” Samtidig bliver Meyers Facebookside overdynget med kritik.
Ikke desto mindre drejer debatten i alle andre medier end Ekstra Bladet væk fra Meyers skyld og ”belønning” af voldsmanden til det positive i at Meyer gør en indsats: ”Meyer fortjener ikke samfundets forargelse. Han fortjener tværtimod vores tak” for sin resocialiserende indsats, stod der i Politikens leder dagen efter kronikken.
Og BT skrev at ”Den virkelige skandale er da, at samfundet ikke tager sig tilstrækkeligt af sine voldsofre”. Frem for direkte at handle om Meyer handler diskussionen efterfølgende om samfundets prioritering og manglende hjælp til offeret.
Så vidt, så godt. Danskerne frustreres sammen med Marlene og hendes kamp mod systemet, men hører man til dem der også har blik for betydningen af resocialisering – og det har Meyers overordnet set veloplyste kundegrundlag – fordømmer man ikke Meyer.
Sikke noget bavl!
Blot en måned efter, d. 23.3, var den gal igen, og her blev udfaldet ikke så heldigt. Denne gang er det 15 ansatte i Meyers Bageri der i Politiken gør oprør mod ”otte timers vagter uden pauser, ingen tillæg ved weekend- og aftenvagter, timelange personalemøder uden løn, og ingen mulighed for at tage hjem, selv om man er syg”. De ansatte hos Meyer kan samtidig ikke få en overenskomst, og to lærlinge menes snydt for 239.000 kr. på grund af manglende tillæg og pension – igen uden overenskomst, på trods af at fagbevægelsen mener det er et soleklart lovkrav.
Denne sag er sværere at håndtere for firmaet Meyer end Marlene Duus-sagen. I det første tilfælde var Meyer godt nok under benhård beskydning, men han havde et forholdsvis sikkert forsvar efter skabelonen: ’Ja, jeg forstår dig, og jeg føler din smerte, men det jeg gør, hjælper rent faktisk med at forhindre forbrydelser som den du har været udsat for.’
I anden omgang er det selve Meyers image som ’den progressive erhvervsmand’, der er under angreb. Som LOsekretær Ejner K. Holst formulerer det: ”Walk the talk, hr. Meyer. Det er fuldstændig uhørt, at en virksomhed, som profilerer sig på at tage et socialt og samfundsmæssigt ansvar, agerer som fortidens kapitalister, når det kommer til stykket.”
I et samfund som det danske er der stort set intet der kan retfærdiggøre dårlige arbejdsvilkår. Typisk vil det kommunikative råd i en sådan sag være hurtigst muligt at lægge sig fladt ned på maven og undskylde og love bod og bedring. Meyer og hans direktør vælger dog en helt anden strategi: De benægter at sagen er som de utilfredse ansatte har fremstillet den.
Direktør Tage Nielsen – der i en intern e-mail stilet til ledelsen, som ved et uheld bliver sent til de berørte ansatte – kalder de ansattes klage for ”noget bavl”, afviser alle anklager og siger i stedet ”Vores medarbejdere har nogle vilkår, som de er glade og tilfredse med” og benægter at medarbejderne skulle have lovmæssigt krav på en overenskomst, endsige bedt om det i fællesskab.
Det er offensivt, ild mod ild. Og ikke særligt smart. På Politiken.dk kalder læserne det for ”urimeligt, forkvaklet og amoralsk”, og flere truer med at boykotte Meyers firma indtil der er kommet en overenskomst på plads.
Meyer på maven
Meyer selv er mindre offensiv og forklarer at Tage Nielsen har fået en påtale for sin ”arrogante” e-mail og at han ”beklager”, at der i en ”kort periode i en af mine virksomheder muligvis ikke har været orden” i arbejdsvilkårene, men at han på den anden side har ”svært ved at genkende billedet, som tegnes op” og at det er hans ”opfattelse, at Tage Nielsen har 100 pct. ret i, hvad han siger”. En mildest talt mudret og problematisk strategi. Som branding-eksperten Kresten Schultz Jørgensen forklarer d. 24.3. i Politiken, så er der her brug for en uforbeholden undskyldning, en tak til medarbejdere for at påpege problemerne samt reelle ændringer i form af udskiftning i ledelsen.
Det forsøger Meyer så på direkte tv i ”Clement Søndag” på DR d. 25.3 hvor han ”kun kan beklage”, ”ikke har noget at sige til mit forsvar”, ”skammer sig” og ”kommer til at støvsuge min virksomhed for at finde ud af, om der stadig er enkelte medarbejdere, der ikke er tilfredse”. Samtidig får Meyer dog indflettet at det drejer sig om relativt få ansatte, at der ikke har været et ønske om overenskomst før nu, og at forholdene i forhold til de manglende pauser er forbedrede per 1. januar. Kritikken stemmer nemlig ikke overens ”med det han står for”, og ”langt, langt de fleste af de ansatte har det bedre end hvis de havde en overenskomst”. Meyers stort opsatte forsvar ender dog senere som et regulært selvmål da de utilfredse ansatte to dage senere i Politiken skyder samtlige hans argumenter ned: Nej, de har ikke fået bedre forhold, nej, de får ikke højere løn end hvis de havde overenskomst, og overenskomstkravet er blevet rejst tidligere. Mindre heldigt, Meyer. Parallelt med det sender Meyer en e-mail til sin kundegruppe hvor han forklarer og undskylder problemerne som udelukkende er rejst af ”en snæver gruppe af ansatte”, og hvor han lover en tæt gennemgang af alle kontrakter for at ”sikre os, at der er orden i tingene i dag”. Der skal gå hele otte dage fra at sagen begynder at rulle i Politikens spalter, til at Meyer giver interview til samme avis, d. 31.3. Her kommer så – endelig – den uforbeholdne undskyldning:
”Jeg lægger mig fuldstændig ned og siger, at der er sket nogle fejl. Vi har ikke været gode nok til at etablere gode forhold for samtlige medarbejdere, og det skal vi blive.” Samtidig tager han afstand fra direktør Tage Nielsens attitude som har været ”helt ude i hampen”. Hermed får Meyer lukket sin anden skandalesag på halvanden måned. Og mediernes interesse for firmaet Meyer fordufter igen.
To strategier, én udvej
De to sager viser to forskellige tilgange til at forholde sig til medieret kritik. I den første sag var Meyer proaktiv og ramte den perfekte balance. I den anden sag lænede han sig for tæt op ad sin lidet sympatisk agerende direktør som gik til modangreb på de ansatte. Den sidstnævnte strategi virker sjældent efter hensigten, særligt ikke for et firma som markedsfører sig som socialt ansvarligt. Og gjorde det heller ikke her. Det var således først da Meyer lagde sig fuldstændig fladt ned, undskyldte for forholdene og dermed gav de utilfredse ansatte ret samt lovede markant bedre vilkår i fremtiden, at mediemaskinen og offentligheden stillede sig tilfreds. Det Meyer gør rigtigt, er at han vedholdende fastholder at miseren med de ansatte drejer sig om ”få medarbejdere”.
Men selv om det er få, lider firmaets renomme skade fordi særligt direktør Tage Nielsen, men også Meyer selv, gør det til en kamp om hvem der har ret, snarere end at koncentrere indsatsen om at lægge sagen død. Det lykkedes først til sidst da Meyer lagde sig på maven. R
Bibliografisk
Forfatter: Anders Høeg Lammers. Analyseredaktør ved Politiken.
RetorikMagasinet 85 (2012), s 13-15
