Arsenik

Omtale i RetorikMagasinet 100 (2016)

Victor Klemperer: LTI – Det Tredje Riges sprog, en filologs notesbog. Tekst og tale, 2011, 396 sider.

Arsenik

Det nok mest slående træk ved den jødiske filolog Victor Klemperers klassiker Lingua Tertii Imperii – Det Tredje Riges sprog, en filologs notesbog (LTI) er Klemperers gennemgående omtale af den nazistiske retorik som en gift der dryppes i det tyske sprog; en virus der breder sig i den tyske folkesjæl. I årene 1933-45 bliver ord som ”raceskændsel” og ”verdensjødedom” hvermandseje. Enhver tysk begivenhed bliver ”historisk”, enhver tro partistøtte ”fanatisk”, enhver ”arier” må værne sig mod at lade sig ”diffamere” af ”laverestående racer”, og kun en ”lyssindet sjæl” omkommer ”i den faste tro på Føreren”. Og da det tyske krigsheld vender, vender også retorikken i Goebbels’ krigsbriefinger: ”lynkrig” bliver til ”bevægelig forsvarskrig”, ”fremmarch” til strategiske ”tilbagetræk”, og efterhånden som det tynder ud i de professionelle soldaters rækker, må Tyskland ty til ”Folkestormen”.

Og ordene vakte en hårdfør tro: Selv i de pinefulde sidste måneder forbliver mange tyskere uhildede i tilliden til Føreren. Og selv da bomberegnen har jævnet de tyske byer, og russerne står i Berlin, tvivler man ikke på at Tyskland vil rejse sig med et nyt hemmeligt våben og én gang for alle slå de allierede tilbage. Efter krigen har mange stadig svært ved at fravænne sig det nazistiske sprog og troen på Føreren. ”Ordene virker,” som Klemperer selv beskriver det, ”som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”.

I et fascinerende parløb med sin egen personlige historie under 12 års naziregime – først iagttagelsen af den nazistiske magtovertagelse, siden fyringen fra professoratet på universitetet, tabet af værdighed og ejendele og skiftet til et jødehus, tvangsarbejdet på en fabrik og sidst flugten ned gennem Tyskland ved krigens slutning – optegner Klemperer alle synlige tegn på udviklingen af det nazistiske sprog og dets ofte upåagtede udbredelse i dagligsproget.

Annonce

Og vi følger med i hvordan det filologiske arbejde undervejs støder på en berigende begrænsning: Efter 1937 må de tyske jøder hverken eje eller låne bøger. Klemperer tiltusker og tygger sig derfor i stedet igennem farmaceutiske tidsskrifter, gamle partiaviser, nazistisk filosofi og forherligende biografier af de store nazister. Dermed opdager den opmærksomme filolog også hvordan idéer om ”forbundetheden mellem jord og blod” har sneget sig ind i det medicinale, filosofiske og historiske fagsprog og har gjort raceteorien til videnskab.

LTI’s udgiver og oversætter gendriver i et glimrende efterskrift eftertidens kritik af LTI for at være et teoriløst værk; Klemperers ærlige, montaigne’ske ‘Que sais-je?’ og hans utallige tekstnære iagttagelser af metaforer, ordspil, arkaismer og neologismer foregriber tværtimod senere tiders framingteori. Men det kan ikke nægtes at Klemperers syntese af 4.000 dagbogssider fra 12 års nazisme visse steder gør bogen springende og generisk. Andre gange stikker Klemperer også af i lange digressioner over det folketyske væsen og spinder lange refleksioner over små ordudvekslinger.

Men fragmenter såvel som tankestrømme tegner dog alligevel et indtagende billede af Victor Klemperer som filologen der i krisens tid satte sit liv ind på forskningen og forskningen ind på livet. I Henning Vangsgaards fremragende og hjælpsomme oversættelse bliver særtrækkene i det tyske sprog kun endnu mere iøjnefaldende og Klemperers overvejelser endnu mere relevante for et dansk publikum.

 


 

Jakob Torrild Hansen

Jakob Torrild Hansen

Redaktør på RetorikMagasinet 2012-2015
Jakob Torrild Hansen

Latest posts by Jakob Torrild Hansen (see all)

Skriv et svar