Tema Litteratur

Lederen i RetorikMagasinet 84 (2012)

For nogle synes koblingen mellem litteratur og retorik åbenlys, for andre søgt, uhåndgribelig, eller måske ligefrem grådig.  Selvom det nok er muligt at opnå konsensus om at litteratur er en slags kommunikation, kan litteraturens manglende ambition om at overbevise hensigtsbestemt få retorikeren til at rynke uinteresseret på næsen, ligesom mange litterater ville sætte fingeren på at retorik, i modsætning til litteratur, er funktion frem for kunst.

RetorikMagasinet mener at retorikken og litteraturen har meget at give til hinanden når de kombineres eller rager ind på hinandens områder – både akademisk og i daglig praksis. At både retorikere, litterater og alle andre som interesserer sig for sprog og kommunikation, kan blive dygtigere og klogere af at granske de steder hvor grænserne mellem de to kommunikative genrer bliver utydelige.

På RetorikMagasinet synes vi at retorikere især bør interessere sig for litteratur af tre grunde.

For det første er litteraturen – også skønlitteraturen - en betydningsfuld del af den offentlige diskurs hvor den ikke kun beskriver vores samfund, men også er med til at forme det.

For det andet er en af grundstenene i god kommunikation et rigt og udtryksfuldt sprog. På det område har litteraturen en altafgørende betydning fordi den fastholder, fornyer og udbreder sproget og den sproglige bevidsthed.

For det tredje påvirker litteraturen i høj grad sine læsere, ikke helt ulig den måde hvorpå den retoriske tekst eller tale påvirker sine modtagere. Litteraturen er nemlig mester i at gribe læsere og skabe refleksion. 

Derfor handler alle artiklerne i dette magasin om en eller flere af de tre tråde i forbindelsen mellem retorik og litteratur.

Vi har et interview med Hanne-Vibeke Holst - en i særklasse debatterende forfatter - ligesom vi tegner et retorisk portræt af Søren Ulrik Thomsen, som har forsøgt sig med poetisk patosargumentation i den offentlige debat. Vi har artikler om gode beskrivelser og fængende sprog, og vi viderebringer en opfordring fra Christian Kock der mener at retorikere interesserer sig for lidt for de litterære virkemidlers styrke. Og en opsang fra Christine Isager som mener at nogle journalister har det omvendte problem. At de - i deres iver efter at gøre en tekst mere nærværende - risikerer at forplumre læserens mulighed for at forholde sig kritisk.

Kernen i det hele er at ingen tekst er tavs. Selvom den stærke og medrivende historie i litteraturen oftest er målet i sig selv, mens retorikere snarere fortæller historier som middel til at overbevise, efterlader alle gode tekster noget blivende hos læseren. Dét er det interessante ved litteratur. Og ved retorik.

BKZ og HCGN.

RetorikMagasinet 84