RetorikMagasinet anmeldes gerne med smånotitser, hver gang et nyt nummer udkommer. Men Weekendavisen skrev en længere artikel om os og vores historie, som vi - i al ydmyghed - ikke er så kede af endda...
Weekendavisen 14 oktober 2005, 4 Sektion, IDEER side 10:.
Få ordet i din magt
Hvad hæfter vi os ved, og hvad er bare varm luft? RetorikMagasinet kommer med kompetente analyser af offentlig retorik.
Af RENÈ GUMMER
»I et interview jamrer forfatteren Klaus Rifbjerg, den selvretfærdige og arrogante mand, som i et halvt århundrede har tyranniseret kulturlivet og sat en ydmygende dagsorden. I sine velmagtsdage havde Rifbjerg ingen andre grænser for sine handlinger, end hvad der passede ham, og skyldte ingen et regnskab. Rifbjerg har bragt trængsel over sine kolleger og har haft mange kasketter på, både været stjerne-kulturskribent, nådesløs boganmelder på dagbladet Politiken, dømmende Akademimedlem og styrende direktør på forlaget Gyldendal, hvor han også er forfatter. Man gnider øjnene, når Rifbjerg prøver at desertere fra sin fortid. For også i Rifbjergs person løber kulturradikalismen og socialismen sammen som sur mælk.«
En ordentlig en på sinkadusen til Klaus Rifbjerg. Ordene er Ulla Dahlerups og stammer fra hendes tale ved Dansk Folkepartis landsmøde i 2003. Det er svært ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af, at Dahlerup er et menneske, der ikke lægger bånd på sig selv. Og man har svært at lade være med at tænke sit. Men hvad er det, Ulla Dahlerup gør med sproget, når hun taler sådan? Hvordan virker det på publikum? Og hvorfor?
DET er den slags emner, der bliver behandlet i RetorikMagasinet. Oven i købet på en måde, så det er til at forstå og blive klogere af. Her findes grundige retoriske analyser af hvad som helst, der kan kaldes retorik.
Og det er ikke så lidt. Bladet selv definerer retorik som »en aktivitet, der udøves overalt, hvor der er mennesker. Så snart vi gennem tale eller skrift forsøger at lade vore ideer vinde tilslutning hos andre mennesker til en bestemt sag eller handling, så udøver vi retorik.«
RetorikMagasinet har spredt sig over et bredt felt, som dækker alt fra litterær analyse over politisk sprogbrug og argumentation til reklame og skjult påvirkning. Redaktionen siger selv, at den »beskæftiger sig med retorik i den brede forstand og ikke kun henvender sig til fagfolk, men til alle der interesserer sig for sprog, litteratur og formidling.«
RetorikMagasinet redigeres af studerende og kandidater på Retorikstudiet i København, hvor bladet også blev født i september 1991.
Efter et par flaksende år med et rodet layout og uden den store samling på artiklerne, fik redaktionen fra midten af halvfemserne bedre greb om stoffet. Bladet blev strammere struktureret og udviklede sin temmelig særegne profil med karakteristiske og ofte aparte forsider, parret med længere og bredere artikler. I 2001 forsvandt de sidste rester af amatørmagasin, da ansvaret for udgivelsen blev lagt over til det nuværende forlag - et skandinavisk foretagende, der også udgiver det svenske søsterblad og desuden en række bøger om retorik. Samarbejdet blev fejret med en grafisk ansigtsløftning, som har givet magasinet en respektindgydende æstetik og et ordentligt pift faglig professionalisme.
Det er blevet et lækkert blad at holde i hænderne, flot trykt og med et layout, der er overskueligt og genkendeligt. Oplaget er typisk 1.500 stykker, og de fleste bliver solgt i abonnement til studerende, retorikere og firmaer, institutioner og private, der er interesserede i retorik, men det kan også lade sig gøre at købe bladet i løssalg. RetorikMagasinet udkommer fire gange om året - i marts, juni, september og december.
REDAKTIONEN er som sagt flydende og får nye medlemmer for hver ny årgang studerende. Ikke desto mindre er det i de sidste 15-20 numre lykkedes at holde en stringent redaktionel linie, samtidig med at redaktionen er blevet mere synlig. Ikke mindst på lederplads, hvor de skiftende redaktører næsten slås om at have de mest markante holdninger.
Bladet præsenterer fremragende analyser af så forskellige emner som Dronningens nytårstale, Stand-up lingo, reklametekster for McDonald's, Novo Nordisk's selvpromovering, tidens politiske taler, Chaplins tale i filmen Diktatoren og den grønne tale fra Festen.
Det hele er velskrevet og velargumenteret - bedst er det de gange, hvor skribenten har overskud til at sætte retorikken i større perspektiv; hvordan og hvorfor virker det på målgruppen? Hvilke demokratiske eller samfundsetiske problemer kan der udledes? Og hvordan kunne man gøre det anderledes? Som for eksempel da danske politikeres troværdighed blev analyseret:
»Ethos er et af retorikkens grundbegreber. Det kan tilnærmelsesvis oversættes til 'troværdighed' - nemlig den troværdighed, vi gerne vil udstråle over for andre, så de køber vores argument, vores vare eller vores arbejdskraft. Det er ethos, der er på spil, når vi tror mere på den ene politiker end på den anden, selvom de siger det samme.
For eksempel opfatter de fleste af os det på én måde, hvis vi hører Dalai Lama sige, at vi skal leve i fred og fordragelighed her på Jorden og respektere hinanden. Men får vi at vide, at Poul Nyrup Rasmussen har sagt det samme i sin nytårstale, vil det have en anden klang i manges ører. Det handler om, at vi på forhånd ser de to afsendere meget forskelligt, og at det i høj grad er med til at forme den måde, vi hører deres budskaber på,« skrev RetorikMagasinet og fortsatte:
»Først og fremmest kan afsender besinde sig på at være modtagerorienteret. Noget, vi som modtagere godt kan lide, er at få bekræftet de holdninger, vi har i forvejen, vi har en tendens til at føle, at afsendere med holdninger, der ligner vores egne, er mere troværdige. Hans Engell gav for eksempel efter sin spritkørsel udtryk for at være helt enig med offentligheden i det forkastelige i at køre spirituspåvirket, og undskyldte i øvrigt sin opførsel med, at han ikke var klar over, hvor fuld han var.
Man kan tvivle på, om en person virkelig både kan køre i påvirket tilstand og være imod spritkørsel, men det var den strategi, Engell valgte i situationen. Om han brugte eller misbrugte sin modtagers holdninger for at højne sin egen ethos, må være op til den enkelte læser at bedømme. Man kan sige, at man sætter penge i ethosbanken ved at være imødekommende over for sin modtagers egne forestillinger, og det kan man senere bruge til at trække på den velvillighed, man har skabt.«
MAGASINET er hver en abonnementskrone værd. Ikke kun for det akademiske indblik - der gives også stof til eftertanke. Hvordan argumenterer man selv? Hvordan skelner man skæg fra snot i en diskussion? Hvad gør indtryk, og hvad er varm luft? I et bredere perspektiv giver RetorikMagasinet gode forklaringer på, hvorfor nogle interessegrupper er bedre til at finde støtte i befolkningen end andre, og hvordan de får maksimalt politisk udbytte af deres retorik.
Et godt eksempel er en påvisning af, hvordan bøsserne med stor dygtighed brugte retorikken til at fremme deres sag i begyndelsen af halvfjerdserne. I modsætning til i dag, hvor artiklen peger på, at bøsseretorikken er blevet slap og skinger, fordi de kræver indflydelse uden reelt at ville kommunikere med samfundet. På forsiden til artiklen om bøsseretorik har redaktionen valgt at bringe et farvebillede af to bøsser i alt for små shorts, bar overkrop og rulleskøjter. Ideen er vel at fange opmærksomhed, og det er i så fald også det eneste, der er opnået.
For der er flere forsider, der skal forbløffe: Moses Hansen med kors, Britney Spears med det lange lys tændt. Forsider, som virker for frokostaviserne, men som ærlig talt forekommer søgte og konstruerede i et fagligt forum og tager fokus fra det, der virkelig er interessant: de retoriske analyser. Det er, som om den unge redaktion vil peppe bladet op og gøre det mere spiseligt ved at krydre forsiden med kontroversielle billeder. Men det eneste, der virkelig rammer læseren, er signalforvirring af samme skuffe, som hvis Skalk havde Kira Eggers på forsiden. Hatten af for forsøget, men spørgsmålet er, om de gode retorikere ikke skulle holde sig til at analysere retorik og lade andre om at bedrive det.
Og det er i virkeligheden min eneste anke mod bladet. Det er skæmmende, når lyd og billede ikke passer sammen. Endnu værre er det naturligvis, når tendensen til at give fagligheden et skud drama, forvilder sig ind på siderne. Overskrifter som »En samtale med Satan« er direkte utroværdige for bladets akademiske upartiskhed. For når bin Laden først er defineret som satan, er det svært at tage alvorligt, at der her præsenteres en redelig akademisk analyse af hans ord. Det er synd for en ellers fremragende artikel.
[Gengivet med venlig tilladelse fra Weekendavisen/René Gummer]