Topikken som en persuasiv aktivitet

Den argumenterande Olof Palme, med undertiteln ”En argumentationsanalys av strukturer och strukturbrott i Olof Palmes inlägg i valdebatten mot Thorbjörn Fäll­din i Scandinavium, Göteborg 1976”, presenterar en analys av Palmes sätt att agera under en av de viktigaste valdueller som en socialdemokratisk ordförande deltagit i. Wikströms uppsats som djupgående argumentationsanalys av Palmes insatser i slutdebatten utgör en analys av en historiskt/samtidshistoriskt intressant händelse, där delar av den undersökta valdebatten brutits loss och underkastats en ambitiös granskning. Projektet att analysera debatt har redan tidigare påbörjats vid Örebro universitet, med Gudrun Weiners doktorsavhandling om tv-sända kulturdiskussioner. Och det finns egentligen inget som säger att en retoriska analys skulle vara reserverad för monologiska framställningsformer. Däremot är det oklart vilka metoder som kan/ska användas för att klarlägga dialogiska drag. Hur undersöker man exempelvis deltagarnas grad av samspel? I slutdebatten från valet 1976 var deltagarna konkurrenter till varandra, men kanske påkallade situationen ändå någon typ av samarbete för att kunna skapa en bra debatt som påverkade (och avgjorde) hur argumentationen kom att se ut.

Olof Palme är ju en legendarisk politiker. Hans argumentationsförmåga är känd men förvånande nog inte närmare undersökt. Uppgiften är angelägen eftersom den ansluter till frågor som specifikt rör argumentationstraditioner inom arbetarrörelsen och allmänt framstående politikers retoriska förmåga. Tidigare studier av Palme visar på en komplex politiker: ett rättvisepatos som bryter fram i ett känslosamt och känsloframkallande språkbruk, men även en personlig ton som bryter mot genrekonventioner, som att framföra politiska tal i diktform. Men Palme hade också en stridbar och stridslysten sida som gjorde att han ibland kunde uppfattas som arrogant. En utgångspunkt för Wikströms studie är att ordens känslokvaliteter är viktiga för det politiska språket och att de utnyttjas strategiskt, för att vinna fördelar. För politiker gäller det att förmedla förväntningar, attityder och värderingar lika mycket som kunskap och fakta.

En av de valda analysmetoderna bygger på Stephen Toulmins modell. Den används för att undersöka argumentationen som mental process. Men hur förhåller sig den processen till dialogen? Det står inte riktigt klart. Wikströms analys baseras på kortare utdrag om någon eller ett par meningar. Varje utdrag har föranlett en reproduktion av den toulminska analysmodellen med begrepp som data, warrant och claim. Det finns dock ingen tydlig motivering av vilka kriterier som författaren haft för sitt urval av analyselement. De valda utdragen är inte heller enhetliga och de verkar främst representera argumentation på olika nivåer, så att övergripande frågor blandas med underordnade resonemang. Dessutom behandlas utdragen som avgränsade argumentationer, där ingen eller mycket lite hänsyn tas till den replik som utdraget är en del av eller till motståndarens föregående replik. Utdragen har analyserats kronologiskt linjärt från början till slutet av debatten. Debattförloppet utnyttjas däremot inte som analytisk resurs. Kanske skulle en hierarkisk analys fungera bättre, alternativt en analys som tydligt visar utvecklingen från en del av debatten till nästa.

Uppsatsens viktigaste del är en fallasianalys, som bygger på en pragmadialektisk modell. Den är uttalat dialogisk och utgår från en normativ föreställning om en s.k. kritisk diskussion. Som exempel på vad Wikströms analys visar kan jag nämna att Palmes anklagelser om en borgerlig splittring kan kritiseras som en form av övergeneralisering. Anklagelser om borgerlig inkompetens slår också ofta över i personangrepp. Palme visar sig inte sällan tvärsäker, vilket kan uppfattas som arrogant. Han sår tvivel om borgarna med ad hominem-argument, med hot om nyval och med straw man-fallasier. Tillskrivandet av åsikter och problem är ett intressant drag. Det skulle dock vara intressant att få veta vilka fallasier som är vanligast och hur många gånger de utförs? Och framför allt vilka som är typiska för Palme? Fallasianalysen är ändå givande, eftersom den är normativ på två sätt: För det första behandlas fallasier som ”strukturbrott”, dvs som avvikelser från ett idealt sätt att debattera på, och för det andra kan de tolkas som medvetna strategier i debatten.

Syftet att kartlägga Olof Palmes argumentation i en debatt blir dock inte helt uppfyllt, eftersom många av resultaten lika gärna kan relateras till debattbeteende hos vilken partiledare som helst som till just Olof Palme. En komparativ analys av kontrahenten Fälldin skulle ganska enkelt kunna användas för att få en kontrast till Palmes agerande. Dessutom orsakar valet av analysobjekt problem: en slutdebatt blir ofta ensidig och polariserad, utan större utrymme för ideologisk diskussion, fördjupning eller problematisering av olika ämnen. Det handlar mer om att snabbt fastslå att den egna sidan förtjänar regeringsmakten medan motståndarsidan inte gör det. Det lämnar ett ganska litet utrymme för att undersöka vilka medel Palme behärskade och excellerade i.

Undersökningen aktualiserar således frågor av metodologisk natur. Hur kan retoriska teorier omsättas i en empirisk analys? Vilka operationaliseringar och urval blir då nödvändiga? Hur ska man veta om de argumentationsteoretiska perspektiven håller för en empirisk tillämpning? Så blir också resultaten ibland otydliga: Palme antyder svagheter och sår tvivel om borgarna. Tonvikten ligger på negativa uttalanden om de borgerliga partierna. Argumenten är att borgarna är inkompetenta, splittrade, orealistiska och arbetarfientliga. Palme undviker att försvara den socialdemokratiska inställningen till kärnkraften. Det är dock svårt att se vad som är specifikt för Palme i dessa avseenden.

I en debatt utgör deltagarnas olika inlägg betydelsefulla delar av den retoriska situationen. Här uppstår många omedelbara problem, som avlöser varandra. Det motiverar en dynamisk syn på situationsbegreppet. Då kunde argumentationen direkt relateras till hur situationen förändras under debattförloppet. I Wikströms analys läggs istället Bitzers’ modell för den retoriska situationen som ett raster på debattens yttre omständigheter, t ex den inrikespolitiska situationen, socialdemokraternas partiprogram, arenan och den närvarande publiken generellt. Det är inte ointressanta faktorer, men de bidrar knappast till den närgångna analys av argumentationsteknik som Wikström är ute efter. En sådan analys skulle kunna utgöra en betydligt bättre grund och utgångspunkt i en stilistiskt orienterad argumentationsanalys.

Det är en god idé att använda tre olika analysperspektiv, men kanske bör de relateras mer till varandra eller till och med bilda en sammanhållen modell där alla delar tydligare motiveras. Sammantaget kan sägas att analysobjektet ställer till med ganska mycket besvär, garderingar och tillbakataganden i förhållande till vad ana­lysen egentligen ger. Analysen av den retoriska situationen framstår som lite överflödig, och Toulmin-analysen skapar otydlighet. Men en del av syftet är ju att pröva modellen så undersökningen har ändå inneburit en nyttig erfarenhet. Det ana­lys­arbete som ligger till grund för uppsatsen tyder på en hög ambitionsnivå, för här provas olika retoriska infallsvinklar som sedan jämförs med varandra. Jag vill av­sluta med en förhoppning om att Wikströms undersökning kommer att stimulera till fler analyser av politiska storheter i nordisk (samtids-)historia med avseende på deras retoriska förmåga och argumentationskompetens. Vi har mycket att lära av den här typen av exemplum-forskning, som jag tror kan utveckla retorikämnet på många plan.

Afhandlingens hovedpointe er da også nødvendigheden af at samle de diffuse behandlinger af begrebet i en fremstilling som både kan rumme den traditionelle beskrivelse af topik som læren om at finde eksisterende ’steder’ og en ny, konstruktivistisk inspireret beskrivelse af måden hvorpå topoi bruges til at indramme, vinkle og fortolke sagen. Det lover godt, og i visse henseender mere end det kan holde. Men lad mig, inden jeg vender tilbage til dette, give en oversigt over afhandlingens indhold og disponering. 

Gabrielsen beskriver kapitel 1 som analytisk: formålet er at kategorisere og syste­matisere litteraturens behandling af topikkens forskellige facetter. Han opererer med en firedeling: 1) topik som kunsten at finde, hvor topikken ses som en teknik i inventiofasen, hvor velegnede steder til at hente stof opregnes, 2) topik som kunsten at genbruge, hvor komplette, færdige passager hjælper med at generere konsensus, 

3) topik som kunsten at argumentere kontekstuelt, hvor topos ses som et givet arguments bagvedliggende princip, fx analogi, konsekvens eller modsætning, som inferentielt begrunder sammenhængen, og 4) topik som kunsten at vinkle, hvor topos ses som en given kulturs bagvedliggende tankemønster og doxa. Disse fire tilgange fokuserer på forskellige dimensioner, men deler alligevel visse familieligheder i deres fokus på argumentation, på fællesskab og formelle strukturer.

Kapitel 2 fokuserer på dobbeltheden i de klassiske fremstillinger mellem (Aristoteles’) materielle og formelle topoi: topikken som hjælp til at finde materiale, og til at forme det der tales om. Efter en diskussion af især William M. A. Grimaldis tilgang opstilles en tese om at fremstillingen kan samles ved henvisning til den praktiske brugskontekst, dvs. ved at se topikken som læren om præmisserne i praktisk argumentation.

Kapitel 3 lægger et persuasivt fokus på topikken som det vinklende og italesættende valg. Her ses stillingtagen til præmisserne på konstruktivistisk grundlag, hvor det forudsættes at en situation ikke bare afspejles, men også konstitueres ved den differentiering som findes i navngivningen. Kapitlet peger på dobbeltheden i at en retoriker dels skal vælge et sted hvor slaget skal slås for en given sag, og dels skabe en inferentiel kæde for hvor sagen skal ende. Gabrielsen beskriver her de materielle topoi som taktiske: De ”hjælper rhetoren med at udfinde det sted i sagen, hvor ’slag­et skal slås’; dvs. hvor han med fordel kan forankre sagen materielt”. De formelle topoi beskriver han som strategiske: ”de hjælper rhetoren med at komme fra sit materielle udgangspunkt til den ønskede konklusion”.

Dette belyses bl.a. med Præsident George W. Bushs valg af ’krig’ som sted (materielt topos) for sine taler efter 11/9-2001. Ved at beskrive 11. september 2001 som et militært angreb gøres det taktiske fokus (det materielle topos) til krig, og indrammer derved forståelsen af situationen. Det gøres samtidig ved at bestemme hændelserne som analogiske til Pearl Harbor og ved konsistent at bruge en term som enemy – en topos som inferentielt anvendes til at argumentere for militær respons. Havde den amerikanske præsident i stedet valgt fx criminals, ville den inferentielle logik have været anderledes (nemlig retsforfølgelse). Argumentet er således at en topos ikke optræder fordi den passer til sagen, men fordi rhetoren tilpasser sagen; sagen tilpasses faktuelt og styres relationelt (s. 99).

Kapitel 4 belyser et enkelt af de klassiske virkemidler: eksemplet. Det behandles under to forståelsesrammer: den generaliserende, som skal sikre tilslutning ved at optræde som ’vidne’, og den didaktiske, som skal forklare en antagelse. Der argumenteres for at også eksemplet har topisk funktion, idet et eksempel er en type begrundelse, der retfærdiggøres komparativt. Således indrulleres Pearl Harbor som det første eksempel på et krigerisk angreb på amerikansk jord, hvorved terrorangrebet bliver det andet. På samme måde er præcedenseksempler brugt ikke bare som generaliseringer, men som en inferentiel instruks om at klassificere en konkret sag på en bestemt måde.

Konklusionen indeholder en opsummering af kapitlerne og et fornyet fokus på den konstruktivistiske dimension. Det fremhæves at topikken ”muliggør et alternativt blik på den konstruktivistiske dimension, nemlig et konkret, pragmatisk blik” (s. 122). Frem for at ”indplacere det konstruktivistiske fænomen på et samfundsmæssigt kulturelt niveau”, forsøger Gabrielsen ”qua topikken at indplacere det konstruktivistiske fænomen på retorikkens konkrete, persuasive niveau” (s. 122). 

Der er ingen tvivl om at Jonas Gabrielsen er en præcis og opmærksom læser af den retoriske tradition, og han udviser tydelig selvstændighed og kendskab til det faglige felt. For eksempel er selve opdelingen af topoi i fire forståelsesrammer (heuristisk, kollektiv, inferentiel og kognitiv) både oplysende og velargumenteret (kapitel 1); selv om den ikke adskiller sig grundlæggende fra andre forskeres opdelinger og heller ikke går i dialog med nogen af disse. 

Ikke desto mindre udviser Gabrielsen et grundigt kendskab til topikkens teori og historie, fra antikken og frem til vore dage. Især er læsningerne af Aristoteles’ værker overbevisende og giver god grund til at antage hans fire forståelsesrammer for topikken. Gabrielsen anlægger en interessant og værdifuld synsvinkel ved at betone hvordan man med topikkens hjælp, som den fremstilles i den retoriske tradition, forholder sig ikke bare ”findende”, men også skabende eller ”konstruktivistisk” til sit emne.

Afhandlingen er klar og velskrevet, især i betragtning af at den behandler et emne som er notorisk fyldt med både historiske og teoretiske uklarheder, selvmodsigelser og uenigheder. Teksten er særdeles læservenlig i opbygning og sprog; der formidles viden, der rejses relevante spørgsmål og der argumenteres, således at læseren til stadighed involveres. Dens klare opbygning skyldes blandt andet at den er konstrueret på fundamentet af relevante og præcise forskningsspørgsmål som (s. 5):

Hvad ligger der mere præcist i den retoriske lære om topik? Hvad er det for forskellige optikker, topikken traditionelt forstås ud fra? Hvor hører topikken mere præcist hjemme i det retoriske teorikompleks? Og hvad er det for ’steder’, topikken tænkes at indeholde givet de forskellige topikker? 

Der er tilsvarende, fremdriftsbetingende spørgsmål i alle kapitler. De spørgsmål som stilles i afhandlingen, repræsenterer faktiske uklarheder inden for retorikken, og besvarelsen udgør derfor et vigtigt forskningsbidrag. I hvert svar ligger der nye spørgsmål og opgaver. På denne måde har hvert kapitel en klar og tydelig retning. F.eks. spørgers der i kapitel II: ”hvordan kan Aristoteles henregne så forskellige facetter som den heuristiske og den inferentielle til den samme lære? Hænger de to sider måske ved nærmere eftersyn sammen? Og hvis ja, på hvilken måde?” (s. 55).

Med bare 120 sider må afhandlingen siges at være temmelig kort. Desværre er der ikke brugt nogen særlig plads på at Gabrielsen engagerer sig i en indgående dialog med synspunkter som ikke er hans egne. Stort set forholder han sig applicerende til andres teori. I forbindelse med hans kategorisering af de forskellige typer topoi (heuristiske, kollektive, inferentielle og kognitive) bliver forskere som har et andet syn på sagen begrænset til kort omtale i fodnoter (fx note 3, 23, 27). Det ville have styrket afhandlingen hvis den ikke bare havde henvist til at der findes diversitet i kategoriseringen af de forskellige topoi (jf. note 2, s. 11), men også havde inddraget de andre typer kategoriseringer i en argumentation for værdien af hans egen nye kategorisering. Selv om Gabrielsen argumenterer overbevisende for værdien af sin opdeling, er argumentationen stort set ’intern’, og man savner en tydeligere argumentation for fordelen ved hans fire forståelsesrammer i forhold til de eksisterende.

Mest markant er imidlertid savnet af en uddybende behandling af den (social)­konstruktivistiske tradition. Det er afhandlingens eksplicitte mål at dreje topikken i ”konstruktivistisk retning”. Gabrielsen håber med sin topiske forankring at (s. 7):

[…] kunne kaste nyt lys over konstruktionsfænomenet. Den topiske tilgang tillader nemlig i højere grad at betragte konstruktion som et konkret persuasivt fænomen. Det er således ikke konstruktion som abstrakt filosofisk fænomen, men derimod som et konkret retorisk virkemiddel, der udgør afhandlingens fokus.

På trods af dette mål er det er ikke klart hvad Gabrielsen mener når han taler om ”konstruktiv retning” eller om ”konstruktionsfænomenet”. Begrebet bliver intetsteds i afhandlingen defineret eller teoretisk diskuteret. Der er således en påfaldende mangel på referencer når begrebet nævnes. Bortset fra visse noter og en omtale af Dilip Parameshwar Gaonkar i konklusionen er teoretikere som er optaget af kommunikation som konstruktiv eller konstituerende – retorikere så vel som diskursanalytikere – markant fraværende gennem hele afhandlingen. Bortset fra korte henvisninger til Gorgias og Protagoras (s. 7) er der ingenting om konstruktivisme i forhold til sofisterne, og hverken feltet diskursanalyse eller anden post-modernistisk teori behandles. 

På denne måde undgås det centrale spørgsmål om hvad det overhovedet vil sige at noget er konstruktivistisk. På hvilken måde er retorikken skabende? Debatten mellem Bitzer og Vatz nævnes, men der er ingen omtale af retorikere som for eksempel M.C. McGee eller M. Charland. En klarere redegørelse for det konstruktivistiske fænomen kunne også have været etableret gennem en mere fyldestgørende omtale af retorikere som Robert Scott, E. Garver, T. Farrell, J.L. Ramírez, K. Burke eller fx F. Nietzsche. Endnu en mulighed for en bedre forståelse af konstruktionsfænomenet kunne have været at inddrage en ideologikritiker som L. Althusser eller eksempelvis diskursanalytikere som J. Potter, N. Fairclough eller M. Foucault.

Først i konklusionen påbegynder Gabrielsen en reel teoretisk diskussion om retorikkens konstruktivistiske karakter. Han benytter her D.P. Gaonkars skelnen mellem en funktionalistisk og en konstitutiv forståelsesramme, en teoretisering som burde have været foldet ud til en seriøs diskussion i kapitel V. Man kunne især have ønsket sig en nærmere diskussion af den sondring der anvendes, når det hedder at konstruktivismen ikke blot er et videnskabsteoretisk fænomen der udsiger noget om retorikkens generelle status, men et teoretisk fænomen der udsiger noget om den konkrete, persuasive praksis: Er denne sondring reel, eller søger Gabrielsen at drive en kile ind mellem to formuleringer der faktisk handler om det samme?

Til tider synes teksten at sparke stråmænd ned og løbe åbne døre ind. Det gælder ikke mindst argumentationen mod den reduktionistiske tendens.

Det sker blandt andet i kapitel 3 (for eksempel s. 83), hvor Gabrielsen skriver at topikken er en integreret del af logos, og fordi logos er en del af det persuasive virke, er det reduktionistisk at forstå topikken som en passiv disciplin ”der afdækker situationen neutralt ved at opregne mulige topoi”. Men der er ingen henvisninger til nogen som har hævdet dette, og det er da heller ikke det indtryk afhandlingen giver. Den viser derimod tydeligt at eksempelvis Aristoteles og Boethius gennem tiden har betragtet topikken som en central retorisk og persuasiv lære. Derfor, skulle man mene, er det heller ikke nødvendigt at ”træde et skridt tilbage” for at forstå topikken som intentionel. Det havde i denne forbindelse været spændende, om Gabrielsen havde givet sig mere udførligt i kast med Aristoteles’ Topikken. Denne ur-tekst frembyder mange inspirerende ideer og lige så mange problemer og uklarheder. Men der er vel ikke nogen tvivl om, at Aristoteles forstår topik som et persuasivt forehavende.

Gabrielsen fremholder alligevel at han har forsøgt at ”transcendere den klassiske forståelse af topikken som en retorisk disciplin, der primært knytter sig til inventiofasen, til at være en integreret del af retorikkens persuasive virke” (s. 101). Han øn­sker at gøre topik til ”en essentiel del af retorik forstået som overbevisningens kunst”. Men topikken har altid haft en essentiel plads i overbevisnings kunst.

På samme måde fremhæver Gabrielsen at de overvejelser som ”topikken eksponerer – tilvalg og fravalg af fakta, benævnelse af disse fakta, samt relatering af disse fakta til almene antagelser – er afgørende elementer i den persuasive proces” (s. 101). Men det er uklart hvori transcenderingen består, da de overvejelser som nævnes, netop tilhører inventio, som mere end noget andet er karakteriseret ved sin persuasive retning.

At begive sig ind i topikkens vildnis er ikke nogen enkel opgave – risikoen for at fare vild er overhængende. Derfor er det prisværdigt at Jonas Gabrielsen har angrebet dette felt. Selv om han ikke kommer helt i mål – især ikke i forhold til (den manglende) beskrivelse af ”konstruktionsfænomenet” – er der ingen tvivl om at Retorisk toposlære – fra statisk ’sted’ til persuasiv aktivitet er et særdeles velkomment og nyttigt bidrag til både forskere og studenter. Afhandlingen giver en god oversigt over centrale problemstillinger i retorikkens lære om topik, og den introducerer nye tanker.