Ikke så pragmadialektisk at det gør noget!

Anmeldelse

Niels Møller Nielsen: Argumenter i kontekst: Introduktion til pragmatisk argumentationsanalyse. Samfundslitteratur, Frederiksberg 2010. 195 sider

Bibliografisk

Forfatter: Charlotte Jørgensen

Rhetorica Scandinavica 55 (2010), side 75-78

Anmeldelsen

Til læsere fra andre skandinaviske lande kan jeg oplyse at overskriften alluderer til den tidligere danske statsminister Poul Schlüters bonmot fra 1973 da han blev formand for partiet: ”Jeg er ikke så konservativ at det gør noget.” Med denne karakteristik vil jeg som det første tilkendegive at jeg betragter Niels Møller Nielsens bog som særdeles læseværdig for retorikere der beskæftiger sig med argumentation og gerne trækker på andre fagtraditioner, herunder den pragma-dialektiske argumentationsteori, men – ligesom jeg – samtidig forholder sig skeptisk til den.

Argumenter i kontekst: Introduktion til pragmatisk argumentationsteori præsenteres som en lærebog til undervisning på universiteters første årgange på fag som sprog, filosofi, kommunikation og retorik. Om det tværfaglige tilsnit oplyser NMN i forordet at hovedvægten ligger på den pragmatisk-dialektiske tilgang, men fremhæver som en vigtig pointe at der, i sporet fra Aristoteles, trækkes på søsterdisciplinerne logik og retorik. Bogens ni kapitler har overskrifterne: Udgangspunkter (herunder om rationalitetsbegrebet, universalpragmatik og velvillighedsprincippet), Fra betydning til mening, Konventionel argumentationsteori (elementære definitioner og begreber), Logisk gyldighed, Procedure for argumentationsanalyse (i tre trin: beskrivelse, forklaring, det vil sige rekonstruktion, og vurdering), Argumentation i kontekst (Toulmin), Kommunikationslogik (Grice), Pragmatisk gyldighed og persuasion (til erstatning af logisk gyldighed, ledende frem til ’pragmatisk holdbarhed’) og Fra dialektik til dialog (centreret om NMN’s drejning af mesterfortolkning til deltagerperspektiv med kritikeren i antagonist-rollen).

Bogen er yderst pædagogisk anlagt. Hvert kapitel slutter med opsummeringer i overskuelig punktopstilling og nogle nyttige litteraturhenvisninger. I mange kapitler suppleres den teoretiske fremstilling med anskueliggørende tekstanalyser. Efter kapitlerne og inden den samlede litteraturliste kan man hente hjælp i lister med forklaring til symboler og termer og ved at slå op i bogens indeks. Som lærebog udmærker den sig i særlig grad ved at det lykkes NMN at give en tilgængelig introduktion til forskellige teoretikeres bidrag uden at forfalde til reducerende popularisering. Det gælder fx de nuancerede fremstillinger om Habermas og Toulmin som ruster de studerende mod overforenklinger. Ikke mindst præsentationen af teorier af hovedskikkelser inden for det pragmatiske felt gør bogen, eller dele af den, egnet til undervisning for retorikstuderende, også til sammenhænge og opgaver efter de første studieår.

I det følgende vil jeg ud fra mit eget faglige ståsted koncentrere mig om nogle forhold som jeg finder særlig relevante i et retorisk perspektiv.
Først lidt mere om relationen til pragma-dialektikken. Når NMN fremhæver sin tilgang som ’pragmatisk-dialektisk’ i stedet for den forkortede betegnelse, ser jeg det som udtryk for at han netop ikke køber hele pakken. Som det fremgår af kapitel­oversigten ovenfor, gives der en indføring i forskelligt teorigrundlag for argumentationsanalyse med relativt stor vægt på pragmatik, mens fremstillingen af den pragma-dialektiske teori som helhed faktisk fylder ret lidt i bogen. Det er frem for alt det dialektiske princip for argumentation som NMN deler med pragma-dialektikerne. Det er i denne forbindelse betegnende at han fremfører følgende som en særlig pointe: ”Med sit fokus på regelstyret, sproglig interaktion i social kontekst er pragmatikken nemlig en slags moderne dialektik, og betegnelsen ’pragmatisk argumentationsanalyse’ bliver et andet ord for en sprogfaglig opdatering af den dialektiske tradition” (s. 14). Med hensyn til betoningen af det regelstyrede er det ligeledes betegnende at NMN anfører Searle, ikke Austin, som hovedskikkelsen i sproghandlingsteorien (s. 12).
Indflydelsen fra pragma-dialektikken består i øvrigt mest i at NMN overtager enkelte elementer og begreber herfra, specielt rollefordelingen ’protagonist’ – ’antagonist’ og begrebsparret ’logisk minimum’ – ’pragmatisk optimum’ for rekonstruktionen af praktisk forekommende argumenter. Termerne angiver henholdsvis udfyldelsen af den implicitte præmis der gør slutningen logisk gyldig, og den generaliserede formulering af den, svarende til Toulmins ’hjemmel’. Hvis vi fx har argumentet ”Man kan ikke stole på Anders. Han er politiker”, vil det logiske minimum være: Hvis Anders er politiker, så kan man ikke stole på ham, mens det pragmatiske optimum er: Man kan ikke stole på politikere (s. 138-139).

Derimod udelader NMN hele den centrale del af den pragma-dialektiske teori der vedrører fejlslutningslæren. Det gøres i erkendelsen af at de informelle fejlslutninger (fallacies) er problematiske i henhold til en pragmatisk tilgang (s. 157), en betragtning som falder i tråd med retorikeres fremherskende syn på argumentation. Den senere udvikling med tilnærmelsen til retorik under slagordet ’strategic ma­neuvering’ forbigås også. Hvad der kan undre mere, er den relativt store vægt der lægges på logisk gyldighed og holdbarhed. I NMN’s fremgangsmåde for argumentationsanalyse skal gyldighedskriteriet bruges i den del af rekonstruktionen der vedrører det logiske minimum. Men som NMN fremfører, så ”er der jo ingen særlig grund til at beskæftige sig med argumentets gyldighed som sådan”. Den velvillige analytiker kan altid tilføje den ’hvis-så’-præmis der gør et argument logisk gyldigt, og denne del af den velvillige rekonstruktion har ”alene til formål at understøtte den kritiske holdbarhedsvurdering” (s. 137). Og da NMN i det centrale kapitel 8 når frem til sin udredning af hvordan logisk gyldighed og holdbarhed må erstattes af ’pragmatisk gyldighed’ og ’pragmatisk holdbarhed’, er det nærliggende at spørge: Hvorfor så bruge så meget krudt på logisk tvingende argumentation? Det giver indtryk af at nissen er flyttet med. Selve forskydningen fra det logiske til det pragma­tiske kan man som retoriker kun billige, men hvorfor bevare de belastede logiske termer? ’Pragmatisk gyldighed’ og ’pragmatisk holdbarhed’ fremstår umiddelbart som contradictio in adjecto, og faren for læserens begrebsforvirring kunne være undgået hvis NMN havde forladt de logiske termer og erstattet dem med ord der bedre an­giver den udvidede betydning som han lægger i dem, så de dækker ’acceptabilitet’, ’legitimitet’ og lignende.

Kritikerens rolle er et hovedmoment i bogen. NMN udfolder i det afsluttende kapitel sit syn herpå, som kort sagt går ud på at ”mesterfortolkerens position” skal erstattes af et ”deltagerperspektiv”. Udredningen er her, som i resten af bogen, interessant og konsekvent gennemført på de anlagte pragmatiske præmisser med fine pointeringer, for eksempel det rammende diktum at ”Rationalitet går baglæns”. Det betyder naturligvis ikke at NMN’s bidrag er indiskutabelt.
En helt grundlæggende indvending fra mit retoriske ståsted gælder opstillingen af det dialektiske paradigme som universalmodel for argumentation. NMN opererer her med de to interagerende roller protagonist – som har ”intention om at ville argumentere for et standpunkt” – og antagonist – ”kendetegnet ved at tvivle, stille spørgsmål og kræve begrundelser” (s. 159). Deltagerperspektivet kommer så i stand ved at kritikeren indsættes i antagonistrollen. Hvad det indebærer, illustreres i bogens afsluttende analyseeksempel, som er et uddrag af et interview i et ungdomsprogram, hvor en ung hashryger indtager protagonistrollen, og hvor intervieweren i antagonistrollen foretager den form for kritisk modargumentation som samtidig kendetegner kritikeren med deltagerperspektivet. NMN’s tillokkende hovedpointe er her at denne kritikers analyse sigter mod at afdække interaktionsdeltagernes egne forhandlinger om rationalitet. Men analysen af teksteksemplet rejser også problemer mht. om den dialektisk/dialogiske model kan indfange kompleksiteten i den praktiske argumentations mange kommunikationssituationer. Antagonisten er som sagt den kritiske tvivler der, som NMN siger, ikke nødvendigvis behøver at være lodret uenig med protagonisten (s. 159), men for mig at se ligger der en væsentlig forskel her. I teksteksemplet anskuer NMN den modargumenterende interviewer som kritisk antagonist, der under selve interviewet blot tilbage­viser protagonistens argumentation for at hashrygningen skulle være en god ting for hende. Men som NMN slutter med at fremhæve, er det lille replikskifte fra interviewet indlejret i et TV-program der implicit forsøger at overbevise sit ungdomspublikum om at hashrygning er virkelighedsflugt og altså skadeligt. Og i modsætning til NMN’s tolkning af rollefordelingen under selve replikskiftets argumentation, læser jeg interviewerens rolle som sammensat og ser hende snarere som moddebattør i en trialogisk kommunikationssituation, det vil sige at også hun må betragtes som ’protagonist’. Den dialektiske model kan dermed modarbejde en mere nuanceret beskrivelse af parterne som indgår i argumentation og argumentationsanalyse. Der er en grundlæggende forskel på modparten der – som i den typisk dialektiske situation – forholder sig kritisk tvivlende, og den der aktivt argumenterer for et modsynspunkt. Og i forlængelse heraf vil man også kunne diskutere hensigtsmæssigheden af at NMN identificerer kritikerens rolle med antagonistens. Principielt mener jeg at man må sondre mellem den udenforstående kritikers og den argumenterende aktørs position – uden at en sådan sondring behøver at føre til den slags mesterfortolkning som vurderer argumentation ud fra ”et sæt forud fastlagte fejlslutningsregler” (s. 161), og som med NMN’s tilbagevendende udtryk ikke er ”kontekstfølsom”.

I betragtning af bogens tværfaglige projekt kan man, som det fremhæves indledningsvis, ikke forvente en dækkende redegørelse for retorikkens faglighed, og der vil i sagens natur være steder under fremstillingen hvor den retoriske fagmand kan føle faget noget stedmoderligt behandlet. Da bogens fokus er argumentation, kan man dårligt klandre den for at den kun forholder sig til dette aspekt af det samlede retorikfag. Moderne retorik er hovedsageligt repræsenteret af Toulmin, og når hans egen argumentationsteori kaldes ”nyretorisk” (s. 36), kan det virke som lidt af en tilsnigelse. Imidlertid rettes der op på denne indvending i det senere kapitel om Toulmins argumentationsteori hvor der redegøres for Toulmins faglige tilhørsforhold og betydning for retorikfaget. Hvad der derimod må genere en retoriker, er fremstillingen af enthymemet, der i ordlisten forklares som ”en ufuldstændig syllogisme”. Her følger NMN altså den senere filosofiske tradition, der er misvisende i forhold til den oprindelige betydning inden for retoriktraditionen, og den forenklede opfattelse af enthymemet fremgår også inde i bogen, oven i købet i en passage hvor der henvises direkte til Aristoteles (s. 80). Det er et påfaldende kritikpunkt fordi NMN netop kunne have knyttet tråden til det retoriske enthymem i forbindelse med det ud­videde syn der anlægges i forhold til den traditionelle logik.
For bogen som helhed hører den sidste slags indvendinger til i småtingsafdelingen. Frem for at hæfte sig ved dem vil man kunne hente inspiration og faglig udfordring i en bog som på mange måder – og flere end jeg har fået omtalt – deler interesseområder og indsigter som præger retorikeres tilgang til argumentation.